Et tabu er ifølge Den Danske Ordbog et ”område eller emne, som man i en kultur ikke beskæftiger sig med”. Ud fra den definition er det vanskeligt at fastholde, at døden er et tabu: De seneste år er der kommet et væld af bøger om sorg, beretninger fra mennesker, der har mistet et barn eller en anden nær pårørende, ligesom der er dukket sorggrupper op i forskellige sammenhænge. Død og sorg bliver italesat i disse år. Det er, som om det – igen – er gået op for os, at døden findes, og at den rammer også mennesker, som er alt andet end gamle og mætte af dage.
I dag forholder man sig primært terapeutisk til døden. Forholdet til døden – vores egen og andres – er noget, der skal bearbejdes, måske endda behandles. Men kan man lave sjov med dødeligt syge mennesker?
Det er det spørgsmål, komikeren Rune Klan stiller i TV 2’s underholdningsserie ”Tabu”. Han har tidligere lavet et show om ufrivillig barnløshed, baseret på egne erfaringer, og med ”Tabu” er turen kommet til blinde, døve folk med psykiske lidelser – og altså dødeligt syge mennesker.
Man frygter det værste, men det lykkes faktisk Klan at lave et fint og tankevækkende program, fordi han er solidarisk med de mennesker, han laver sjov med. Man fornemmer, at det også er alvor for komikeren. Klan tager i sommerhus med fire mennesker, der alle har en dødelig sygdom. Victoria lider af cystisk fibrose, Sead har ingen nyrer, Lone har haft cancer, og Brian har genet for Huntingtons sygdom, der inden for nogle år vil tage livet af ham.
De fortæller om deres liv og livsforventninger og lukker Klan ind i den boble, hvor man forholder sig helt realistisk ikke bare til døden, men til sin egen død. Lone fortæller om, hvordan det er ensomt at have cancer, men endnu mere ensomt, at du ikke kan tale om dét, du er bange for. Det er slående, hvordan de dødeligt syge ikke først og fremmest taler om sig selv, men om forholdet til andre. En taler om frygten for, at hendes søn bliver moderløs. En anden om omsorgen for, at hans kone og børn kan klare sig også efter hans død. En tredje om den enorme respekt, hun har for de mennesker, der tør træde ind i et dødeligt sygt menneskes liv.
Ind imellem samtalerne klippes der til scenen, hvor Rune Klan skal lave sjov om de syge. Han fortæller, at de er med, Victoria, Sead og Lone – pauserer og tager en urne frem – og Brian. Et sårbart øjeblik, men salen er med. Brian sidder på første række.
Er det sjovt? Det er ikke falde på halen-komik, men det er meningsfuldt, fordi det ikke handler om ”de andre”, men om mennesker. Og det er befriende med en udsendelse om døden, hvor tilgangen for en gangs skyld ikke er terapeutisk.
Selv nok så meget terapi får ikke døden til at gå væk, og Klan får demonstreret, hvordan humor kan være en bro til at se døden som det livsvilkår, den stadig er.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.