Torsdag aften viste DR2 instruktøren Nikolaj Møllers debutfilm ”Soldaten”, som havde premiere på dokumentarfilmfestivallen cph:dox tidligere på året. Dokumentaren følger den tidligere soldat Henrik, som har fået ptsd efter at have været udstationeret i Afghanistan, hvorfra han blev hjemsendt hårdt såret. Han har prøvet alt i det etablerede system, psykologhjælp, medicinering, ride på heste og så videre, men intet har hjulpet ham. Han vil ikke slå sig til tåls med, at han aldrig får det bedre, og beslutter derfor at tage sagen i egen hånd.
Han tager til Amazonas i Peru, hvor han i tre år bor i junglen, samtidig med at han forsøger at kurere sig selv, blandt andet gennem indtagelse af det euforiserende stof ayahuasca. Han lever under kummerlige forhold alene med en hund, og har en vis kontakt med lokale, som han går på abejagt med. Han fortæller om, hvordan det er vanskeligere for ham at skyde en abe end en talebaner. Indtagelsen af ayahuasca foregår under iagttagelsen af en eller anden form for ritual og med involvering af en lokal medicinmand. Stoffet giver hallucinationer, som instruktøren har illuderet med forskellige lys-skyggevirkninger. En opkastning undervejs rummer en form for renselse for den forpinte mand.
”Soldaten” har som mange andre nyere dokumentarer ingen speakerstemme, der udlægger, hvad vi ser, trækker tråde og forklarer. Kameraet er en flue i junglen. Vi ser Henrik med macheten og moskitoer, følger ham med og uden tøj og i de møgbeskidte omgivelser og med skiftende grader af hygiejne. Jeg har kunnet læse mig til, at Henrik var tre år i Amazonas og derefter tog til Østen for at meditere og siden er kommet hjem til Mors. I dokumentaren har man ingen fornemmelse for tiden, endsige en indsigt i over hvor lang tid, filmoptagelserne har stået på. Der er ingen udlægning af seancerne med stofindtagelse, ingen forklaring på, hvordan den hårdt plagede veteran er kommet på ideen med at tage til Peru. Der er kort sagt mange spørgsmål, man ikke får besvaret.
Nogle har opfattet dokumentaren som et indlæg til forsvar for euforiserende stoffer. Det har jeg umiddelbart svært ved at se. Der er intet paradisisk over veteranens tilværelse i junglen, og man sidder ikke tilbage med en fornemmelse af, at vi har været vidne til en helbredelse. Dokumentaren slutter, da Henrik tager sin rygsæk på for at forlade junglen – uden forklaring på, hvorfor nu og hvad der så skal ske.
Som seer er man på dybt vand med ”Soldaten”. Egentlig havde jeg besluttet ikke at skrive om dokumentaren, men den ptsd-ramte soldat Henrik og hans usle liv i junglen er blevet hængende i mine tanker, så konklusionen må være, at dokumentaren kan noget. Netop med sin mangel på forklaringer og i sin uafklarethed. Så hvad er dokumentaren? Et vidnesbyrd om en hårdt plaget, men viljestærk mand, der prøver at krabbe sig tilbage til et tåleligt liv. Det er uafklaret, om det lykkes – og om der er en udvikling i det, vi ser. Men indtryk gør ”Soldaten”.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.