Birthe Rønn: Vi skal kunne mestre dialogen

Det er stærkt beklageligt, at så mange danskere synes at være grebet af en religionsfobi, der indskrænker respekten for alle troende

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen

FORLEDEN DAG TALTE JEG længe med en ung muslimsk kvinde. Hun fortalte, at det en dag, da hun var 16 år, pludselig stod hende klart, at hun ville bære tørklæde. Fra den ene dag til den anden traf hun denne for hende meget afgørende beslutning. Som sagt så gjort.

Forældrene og de ældre søskende forsøgte at tale hende fra beslutningen, da de syntes, hun var for ung. Men hun havde truffet sin beslutning, eller valgt den vej, som hun sagde, og som hun vidste var den rigtige. Så måtte hun modstå verdens modstand og forresten bede storesøsteren om hjælp til at sætte tørklædet korrekt.

Hvis Danmark indfører tørklædeforbud, rejser jeg fra Danmark, sagde den nu veluddannede kvinde.

Og det er vel netop et af problemerne, at hetzer vi det muslimske tørklæde, så rejser de mest veluddannede kvinder, som sagtens kan finde arbejde andetsteds. Og dermed rejser de, der ønsker at kæmpe med åben pande og stå ved det, de tror på.

De, der derimod er parat til at fornægte det, de tror på, forbliver i Danmark sammen med dem, der bevidst og ud fra et gustent overlæg spiller komedien, og lader som om de indordner sig, de bliver. Og det er jo kun tilsyneladende, at de indordner sig, for man kan jo ikke tage troen fra en overbevist muslim ved at forlange, at hun skal smide tørklædet.

Konsekvensen af et tørklædeforbud for alle eller bestemte grupper kan altså blive, at vi kommer til at tage afsked med nogle af de dygtigste og mest ærlige kvinder, mens de, der lader sig undertrykke og de, der er parat til at optræde på skrømt, vil forblive i landet. Er Danmark virkelig bedst tjent med det?

Allerede Grundtvig understregede i sin argumentation for religionsfriheden, at den, der undertrykkes i sin tro, vil blive endnu mere ivrig i trosudøvelsen. Det, der møder modstand, bliver for nogle endnu mere kært. Det har kristne til fælles med muslimer.

Til gengæld er det en naturlig konsekvens af Jesu opgør med de ydre tegn som frelsesvej, at kristne set fra en mere teologisk synsvinkel må erklære sig komplet uenige i den trosudøvelse, der bygger på en religiøs pligt til for eksempel at bære tørklæde.

Det, der derimod kan undre, er, at der åbenbart er så mange danskere, der mener, at tørklædeforbud vil løse alverdens problemer. Som om muslimerne forsvinder på grund af et tørklædeforbud. Som om en eneste muslim tænker anderledes af den grund.

Men tørklædet udsender et signal, siger man. Ja, det er netop, hvad det gør. Vi ved, hvad vi har for os, når vi møder en kvinde med muslimsk tørklæde. Vi ved med det samme, at her møder vi en muslim, der i langt de fleste tilfælde af egen fri vilje har taget tørklædet på, og som tager sin tro alvorligt.

En nylig undersøgelse viser, at de muslimske kvinder går meget mere op i tørklædet end mændene. Dermed burde påstanden om, at kvinderne tager tørklædet på, fordi de er undertrykt af mændene, egentlig være manet i jorden, men det er den naturligvis ikke. Der er gået politik i sagen.

Tørklædet er i debatten blevet et fjendebillede og en mistænkeliggørelse, der efterhånden retter sig ikke blot mod muslimer, men mod alle troende.

Det er stærkt beklageligt, at så mange danskere slet ikke synes at kunne tage andres religion alvorligt, men tværtimod synes at være grebet af en religionsfobi, der indskrænker respekten for alle troende.

Respekten for tro og bevidstheden om trosforskelle burde være en selvfølge i Grundtvigs fædreland.

Kendsgerningen er, at vi skønt 80 procent af danskerne er medlemmer af den danske folkekirke lever i et multireligiøst samfund. Det burde vi kunne takle med den største selvfølge. Ikke ved at lægge os på ryggen og ophæve forskellene på kristendom og islam, ej heller ved mistænkeliggørelse af anderledes troende, men ved at vise, at vi kan mestre dialogen.

Vi må, som en række af biskopperne har givet udtryk for her i avisen, kunne drøfte de forskelle og fælles berøringspunkter, der er mellem vore to religioner, uden at tie med, hvem vi selv er som kristne. Ja, faktisk er det vanskeligt at forestille sig, at en kristen kan være i ærlig teologisk dialog med en ikke-kristen uden at forkynde kristendom.

Birthe Rønn Hornbech (V) er integrations- og kirkeminister

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen