Biskop: Derfor tror jeg, at klimasagen efterhånden også bliver en folkesag

Finder der rent faktisk et holdningsskred sted – langsomt, langsomt – dér, hvor skepsissen hidtil har groet og boet?

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Min kone har købt en elbil. Hun tjener jo sine egne penge. Den gamle dieseldrevne blev smadret, da et rådyr glemte at se sig for, mens det krydsede motorvejen ved Sæby. Min søn, der førte bilen, forsonede sig ifølge eget udsagn med den påkørtes artsfæller ved et efterfølgende besøg i dyrehaven i Marselisskovene.

Min kone ønskede på samme måde at forsone sig med klimaregnskabet, da en ny model skulle anskaffes.

I tavs solidaritet med min egen lille benzinsluger stod jeg lidt i baggrunden og så skeptisk til, mens hun forhandlede med sælgeren, og jeg forholdt mig nogenlunde tavs under den lydløse prøvekøretur. Bilen blev købt, en ladestander installeret i vores garage, og fra nu af skal køreture, der går længere væk end Sæby, planlægges omhyggeligt. Det tager vi med, for jeg indrømmer straks: Jeg er ved at være omvendt til denne lille nye bil, dens komfort og køreegenskaber.

Men til min og konens overraskelse viser der sig rundt omkring at herske en vis modvilje i forhold til den elektrificerede transportform. Noget handler selvfølgelig om angsten for at sidde uden for Sæby med døde batterier og den nærmeste ladestander i Frederikshavn. Men som jeg nu kan se på Facebook og slige steder, hvor folkestemningen lader sig aflæse, går animositeten også på det, mange opfatter som det ideologiske i projektet – at det er en sag, vi skal omvendes til, bort fra vores gamle vaner og hævdvundne privilegier.

Det kan ikke nægtes, at lige under den verserende klimakamp lurer kulturkampen, hvor vi slår op i banen, når en ny sags missionærer truer med at gøre deres entre. Som når veganerne demonstrerer uden for den lokale slagter og glor ondt på kunderne, når der fredag eftermiddag skal købes pøller til grillen. Som når natur- og klimaforkæmpere ikke tåler menneskelig indblanding og søger tilbage til en urtilstand med ulve, sultende kvæg og rewilding bag låste porte. Som når man gang på gang kommer hjem fra Brugsen i Jægergårdsgade med is, der viser sig at være plantebaseret, og når der er 58 varianter af rugmel at vælge imellem.

Vi er generelt vagtsomme over for ideologiens implicitte anklager og fornemmer den måske særligt stærkt i en klimasag, hvor krisens egentlige omfang kan tage pusten fra enhver og slå selv den mest overbeviste med afmagt. Men hvor de forskellige scenarier og udlægninger og fraværet af en enkelt autoritativ røst også levner masser af plads til mistro og skepsis.

Spørgsmålet er bare: Bliver den mistro og skepsis ved? Finder der rent faktisk et holdningsskred sted – langsomt, langsomt – dér, hvor skepsissen hidtil har groet og boet? Et holdningsskred, der ikke er drevet af en elitær fortrop med store visioner, men af en ny, skal man kalde det, folkelig naturfølsomhed rettet mod de nære ting: lokalområdet, middagsbordet, byggematerialerne, kørselsøkonomien, haven og den omgivende fauna.

Jeg indrømmer blankt, at det her ikke har med evidens, men fornemmelser, at gøre. Men også i mit sommerhusområde, der ikke er præget af overskud og velstand, men hvor befolkningen, de lokale, altid har haft en usentimental brugerorienteret tilgang til stedets særprægede natur og dyreliv, sker der et eller andet. Måske er det under indtryk af klimadebatten. Måske er der netop tale om en ny naturfølsomhed, hastefremkaldt af coronatiden? Måske er det en træthed i forhold til forbrug og overflod. Måske er det en ny minimalist- og nøjsomhedsbølge. Men noget er helt sikkert under forandring.

Forleden kiggede en af de lokale indenfor. Han var, som mange så ofte er på de kanter, ude at lufte sin store hund og fortalte om sine observationer af en krageunge, der længere oppe af markvejen sad og skræppede op, fordi den var faldet ud af reden.

Han meddelte, at han senere på dagen ville tilse den, og hvis intet var sket, inden mørket faldt på, udfri den fra rævens tand og mågens næb.

I øvrigt komplimenterede han os for vores store mere eller mindre vildtvoksende grund, fordi den levner masser af plads til insekterne at boltre sig på. ”Jo tak”, sagde vi og så på den med nyvunden glæde og stolthed.

En ganske lille tildragelse, men jeg kunne jo også nævne de stadigt færre græsrabatter, der skamklippes, de stadigt flere insekthoteller, blomstermarker til fri afbenyttelse, det dalende forbrug af kød (undskyld, lokale slagter!), de stadigt flere gående, cyklende og shelter-overnattende i det danske sommerland, mit og en del andres månedsabonnement på naturvin, et nærliggende landprovstis klimarapport og CO2-regnskab for deres jorde og bygninger.

Og endelig, et sted, ikke så voldsomt langt fra vores sommerhus, ligger et Michelin-nomineret og garanteret bøffrit spisested, hvor de udelukkende serverer, hvad de finder ude i haven (og drivhuset). Og nu ses der angiveligt, blandt gæsterne, masser af folk fra lokalområdet. Dén havde jeg ikke set komme!

Hvad elbilen angår, kan min kones tydelige tilfredshed med sit køb omvende mangen en forhærdet sjæl. Det kommer såmænd til at gå helt af sig selv, mens ladestationerne skyder op – også nordvest for Sæby – som paddehatte en sensommerdag på vores insektvenlige grund.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.