Hvad var det, der fangede mig ved Martin Luther og den lutherske teologi? Det har jeg tænkt over et stykke tid nu. For hvad var det i grunden, der optog mig sådan, at mødet med Luthers tænkning for mig nærmest blev en omvæltning? Det er et spørgsmål, der har optaget mig i det seneste stykke tid, hvor nærmest et frontalt angreb på Luther er sat ind.
I min skoletid og særligt i gymnasiet var Luther ikke i høj kurs. Han blev betragtet som en reaktionær skikkelse, der ikke havde noget som helst at bidrag med til nutiden. Han skulle helst hurtigt glemmes, og der blev ikke sagt et ord om, at Luther kunne have noget at sige i forbindelse med samfund, sprog og individ.
Således kunne den store Luther-forsker Gerhard Ebeling også i 1980’erne tale om en omsiggribende Luther-glemsel.
Og det var heller ikke Luther, der var min vej ind i teologien. Det var de bibelske fortællinger og Søren Kierkegaard. Men ret hurtigt på studiet i København blev jeg sat til at skrive en opgave om Luthers skrift “Om et kristent menneskes frihed”. Skriftet skrev Luther i det store år 1520, hvor også mange andre reformatoriske hovedskrifter så dagens lys. I sommeren 1520 holdt Luther op med at leve som munk, hvilket betød, at han ikke længere fulgte klosterets rytme, men dog beholdt han munkekutten på til 1524, og jeg tror ikke, vi gør os noget begreb om, hvor meget tid han fik tilovers. Tid, som altså tilsyneladende fandt udtryk i skrift.
I ”Om et kristent menneskes frihed” også kaldet Frihedsskriftet, udfolder Luther summen af et kristent menneskes liv. Det er forankret i Gud ved Kristus, og da Kristus har gjort alt, hvad der skal til, er mennesket frit i den henseende. I forhold til næsten er mennesket i kraft af friheden bundet af kærligheden. Man er så fri, at man ikke kan undslå sig. I troen fri, i kærligheden bundet. Man er fri til at turde kærligheden, for man er tilgivet, også når man rammer ved siden af skiven.
Dette skrift var på mange måder en øjenåbner for mig. Der var frihed og ansvar hos Luther. Det var friheden, der var det tiltrækkende ved ham. Dette førte til studier i Luther hos professor Leif Grane, og stille fik jeg øjnene op for, at kernen var det, man kalder retfærdiggørelseslæren, altså det, at vi frelses gennem tro ved Kristus alene. Det var Kristus alene, der var afgørende, for hver gang der blev sagt ”Kristus … og noget andet”, blev frelsen usikker, og frihed og ansvar smuldrede. Hvis det for eksempel var ”Kristus og gode gerninger”, så kom man i tvivl om, hvornår man havde gjort nok.
Det var Kristus alene.
Det betød noget for hele teologien og menneskelivet. Det var en forståelse, der også fandt udtryk i den såkaldte korsteologi, der var befriende læsning.
Det betød noget for kirkeforståelsen, hvor kirken ikke kunne være noget i sig selv, men kun noget i forhold til Kristus og Guds ord, hvilket betød, at den kristne var sat fri til at forvalte sit liv på bedste beskub, og ikke efter en særlig kristen levemåde.
Det betød noget i forhold til politik, hvor det politiske blev sat fri til at være politik. Det politiske var ikke utopisk arbejde, men stykkevist ingeniørarbejde. Politik handler ikke om det gode og det onde, men om at fordele de begrænsede ressourcer på bedste måde. Hvis det politiske ikke vedvarende bliver konfronteret med evangeliet, kan politik ikke forblive verdslig politik.
Det betød noget for troslivet, hvor der ikke er krav om at have et særligt trosliv for at være med. Hvis man havde det bedst med det spirituelle, så var det godt. Hvis man havde det bedst med salmesang, så var det godt. Hvis man havde det bedst med intellektuel teologi, så var det godt. Afgørende var det, at man ikke kunne lægge en særlig skabelon ned over kristenlivet, og kræve den for andre. Luther var altid i sin forkyndelse optaget af at bringe trøst til bange sjæle.
Alt dette funderede sig i den såkaldte retfærdiggørelseslære, som er kernen i luthersk teologi, og hvorfra man ikke kan vige, som det siges, hvis kirken skal bestå.
Det var frihed og ansvar, der var det afgørende og som optog mig. Den frihed, der gives med evangeliet selv.
Det optog mig, at Luther forsvarede pigeskoler og kvinders ligeværdige status i ægteskabet, hvilket praktisk kom til udtryk i hans ægteskab med Katharina von Bora. Det frastødte mig, at han kom med så voldsomme udsagn om jøderne i slutningen af sit liv, også når han havde været så positive over for jøderne tilbage i 1523.
Der er udsagn hos Luther, der er uacceptable. Men heldigvis er vi netop som lutheranere ikke bundet af den historiske skikkelse. Vi er kun bundet af Kristus alene.
Det optog mig også, at der er forskel på Luther og det lutherske. Luther er en mand, der døde i 1546, og han er bundet af sin tid. Som person har han kun historisk interesse. Det er også udtrykt af Grundtvig, der et sted siger, at han står sandelig ikke stille ved nogen grav, end ikke ved vor Herres. Men det er nu Luthers grav, han tænker på. Han har på ingen måder tænkt sig blot at gentage Luthers ord. Det var jo ord, der var sagt i en bestemt kontekst og i en bestemt tid, og ved at gentages i Grundtvigs eller i vor egen tid, så ville de få en helt anden betydning. Hvis man siger helt det samme som Luther sagde, så siger man ikke det samme som Luther sagde. Det er Grundtvig selv den bedste til, da han om nogen originalt videretænker Luthers tanker.
Det lutherske er at tale og tænke videre på Kristus alene og derved retfærdiggørelseslæren. Det var også en del af friheden i det lutherske: at historien var fortid.
Så det er friheden, der er afgørende. Derfor kan for eksempel et positivt udsagn som, at man vil skaffe plads til mennesket, hvilket jo lyder godt og flot, skurre i lutherske ører. Ikke fordi mennesket ikke skal have plads. Det er faktisk pointen hos Luther, at det sker sammen med Kristus. Men fordi når det sker i mennesket alene, så bliver frelsen usikker, Kristus er ikke længere alene, og friheden kører i grøften, for da skal man være på en særlig måde for at være med.
Således var det altså friheden, der var det afgørende for mig. Jeg opdagede i studiet af Luther et vældig frihedsrum, der tonede frem. Jeg opdagede også, at det rum trues, hver gang vi supplerer Kristus alene. For så begynder vi at være kirke på en særlig måde, for at være rigtig kirke. Eller at være kristne på en særlig måde, for at være rigtigt kristne.
At være en kristen er at være det i Kristus og ikke på alle mulige måder. Det er friheden, som sætter sig aftryk også i det almindelig liv, vi lever med hinanden. Et liv, hvor vi kan forholde os relativt til politik og holdninger, for ingen sidder med sandheden som trumf.
Friheden i Kristus er det lutherske for mig. Og det at leve under Guds ubetingede nåde alene. Det er den frihed, jeg vil kæmpe for. Det er ikke en død mands holdninger, jeg vil holde i hævd.