Biskop i modsvar: Jeg kender ingen, som ønsker en kirke, der lukker sig om sig selv

Regeringens indblanding i, om store bededag skal være en helligdag eller ej, kan slet ikke sammenlignes med tidligere folkekirkelige ændringer, skriver biskop Henrik Stubkjær i et svar til sidste uges "Ugens debat"

Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, fotograferet i bispegården og på gåtur ved søen.
Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, fotograferet i bispegården og på gåtur ved søen. Foto: Leif Tuxen.

I ”Ugens debat” den 27. januar går Kristian Bøcker i rette med alle os, som mener, at regeringen ved uden forudgående dialog med kirkens parter at ville fjerne store bededag tager et hidtil uset og afgørende skridt i retning af at underminere vores folkekirke.

”Mon ikke den folkekirkelige ordning overlever?”, spørger Bøcker lidt overbærende.

Og videre skriver Bøcker:

"Måske også folkekirken skal løfte blikket lidt og tænke i os frem for jeg."

Bøckers argument er, at han mener at huske, at folketing og ministre også tidligere har truffet beslutninger om kirkelige anliggender – som eksempler nævnes indførelsen af vielse af bøsser og lesbiske og indførelsen af kvindelige præster.

At regering og folketing således griber ind i kirkens ritualer og helligdage, ser Bøcker ikke som noget problem. Det er et legitimt synspunkt, hvis man går ind for en statskirke. I en statskirke er det regeringen, som regulerer både ritualer, helligdage og prædiketekster.

Men når vi 10 biskopper i en skrivelse til kirkeministeren af 17. januar – i øvrigt sammen med både Indre Mission, Grundtvigsk Forum, redaktøren af Tidehverv, og præste-, provste- og menighedsrådsforening – protesterer, så er det, fordi vi går ind for en folkekirke.

Og i den folkekirkeordning, vi fik med vores grundlov i 1849, blev vores folketing defineret som sekulært, og den evangelisk-lutherske kirke blev defineret som vores folkekirke – fri i indre anliggender, altså ritualer, salmebog, bibel og alterbog – men tæt knyttet til staten, som i paragraf 4 forpligter sig til at understøtte den.

De to tidligere ændringer i kirkens indre anliggender, som Bøcker henviser til, har begge været drøftet i folkekirken. I tilfældet med vielse af to af samme køn havde der været et længere udvalgsarbejde med biskop Peter Skov-Jakobsen som formand. I dette udvalg havde man udformet et ritual, og 8 ud af folkekirkens 10 biskopper bar forslaget til kirkeministeren, som med den kongelige resolution kunne bringe det til Dronningen, der underskrev, og dermed var det lov.

Regeringens beslutning om at fjerne store bededag kom fuldstændig ud af det blå. Ingen havde talt om det inden folketingsvalget. Regeringen havde ikke gennemført nogen høring blandt folkekirkens forskellige parter. Derfor er der med regeringens ensidige fjernelse af store bededag sket et markant brud i relationen mellem stat og kirke. Et brud, som vi er rigtig mange, der beklager.

Og som svar på Bøckers spørgsmål ”mon ikke den folkekirkelige ordning overlever?”: Nej, det gør den ikke, hvis staten nu agter selv at træffe beslutninger om helligdage, ritualer og salmebogens og alterbogens indhold. For så har vi ikke længere en folkekirke – så har vi en statskirke.

Jeg kender ingen, som ønsker en kirke, der lukker sig om sig selv. Vi har en folkekirke, som i århundreder har ydet en fantastisk indsats i vores samfund af religiøs, social, diakonal og kulturel art. Kirken er med gudstjenester, dåb, konfirmation, bryllup og begravelser og en bred vifte af tilbud til alle aldersgrupper en af vores mest markante bidragydere til sammenhængskraften i Danmark. Den frie folkekirkeordning understøtter religionsfriheden og går op imod alle former for religiøse radikaliseringstendenser.

Det er værd fortsat at kæmpe for vores frie folkekirkeordning – og det er vi heldigvis rigtig mange, som gør, så hermed blot endnu en opfordring til regeringen om at indgå i en dialog – vi er i kirken ikke bange for at yde en ekstra indsats, hvilket historisk jo særligt har vist sig i krisetider.

Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift.