Biskop: Kirkehistoriker tager fejl om afskaffelsen af store bededag

Mener Rasmus H.C. Dreyer virkelig, at det er o.k., at Kirkeministeriet træffer teologiske beslutninger om kirkens indre anliggender ud fra von hørensagen i den offentlige debat? spørger biskop Henrik Stubkjær

Protesterne kom fra flere sider, da et folketingsflertal besluttede at afskaffe store bededag. Her er det fagbevægelsens demonstration på Christiansborg Slotsplads i 2023.
Protesterne kom fra flere sider, da et folketingsflertal besluttede at afskaffe store bededag. Her er det fagbevægelsens demonstration på Christiansborg Slotsplads i 2023. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer skriver i sin kirkeanalyse i Kristeligt Dagblad mandag den 6. maj, at en opfyldelse af Grundlovens paragraf 66 ikke ville have reddet store bededag. Det er en halv sandhed, og det er nødvendigt at korrigere analysen.

Dreyer skriver: ”Helligdagene har siden Reformationen været et statsligt styret område af kirken.”

Et sådant udsagn giver ikke mening, idet der er væsensforskel på stat-kirke-forholdet under enevælden, og efter vi fik Grundloven i 1849. Under enevælden var kongen øverste ansvarlige for både kirken og staten. Vi havde altså et religiøst styre i Danmark. Kongen var samtidig bundet af Confessio Augustana. Så i sin styring af kirken rådførte han sig med kirken og var altså bundet af det evangelisk-lutherske læregrundlag. Efter Grundlovens indførelse gik vi fra enevælde til demokrati. Vi gik fra en religiøs stat til et sekulært styre.

Dreyer skriver videre: ”På den måde var regeringen anno 2023 i tråd med dansk tradition og jura, da de ordnede kirkens ydre forhold ved at bestemme antallet af helligdage.” 

Hvis Dreyer hermed mener, at regeringen anno 2023 har tiltaget sig magt, som den enevældige konge havde før Grundlovens vedtagelse i 1849, så er det rigtigt. Men hvordan kan en kirkehistoriker overse, at regeringen i et sekulært demokrati ikke kan sidestilles med en enevældig konge? Regeringen har med fjernelsen af store bededag handlet stik imod alle tidligere regeringer siden Grundlovens vedtagelse. Ikke siden 1770 er der ændret på helligdagene i Danmark.

Dreyer konkluderer: ”Staten ordnede de ydre forhold om, hvilke helligdage der er fridage – mens kirkens indre anliggender såsom alterbogen forblev uantastet.”

Dette er forkert. Regeringen fjernede både fridagen og store bededag som helligdag. Det vil sige, at den er fjernet fra alterbogen med regeringens indgreb. Det betyder så også, at de bibeltekster, som var knyttet til store bededag, ikke længere er at finde i kirkeårets bibelske tekster. Med dette indgreb har kirkeministeren således gjort sig til ærkebiskop og truffet sin egen teologiske beslutning om fjernelse af store bededag. Kirkeministeriet har bekræftet, at det er gjort uden teologisk konsultation. Rasmus H.C. Dreyer finder det formildende, at Kirkeministeriet handlede ”med en vis fornemmelse for, hvad der rørte sig i den offentlige debat blandt teologerne”.

Mener Dreyer virkelig, at det er okay, at Kirkeministeriet træffer teologiske beslutninger om kirkens indre anliggender ud fra von hørensagen i den offentlige debat? 

Når vi fra Landsforeningen af Menighedsråd, præster, provster og biskopper protesterede, var det netop ud fra et ønske om, at vi som evangelisk-luthersk kirke er selvbestemmende, eller i det mindste medbestemmende, over indre anliggender såsom helligdage, salmebog, bibeloversættelse og ritualer –  det, som alle andre trossamfund i Danmark er ud fra Grundlovens paragraf 67. Og for samtidig at sikre, at staten fortsat er en sekulær stat. Religiøse stater bryder vi os normalt ikke om i Danmark. 

Den daværende kirkeminister fortalte biskopperne, da vi var til møde med hende, at hun ikke kunne skille en ophævelse af helligdagen (altså det indre anliggende) og en ophævelse af dagen som fridag (altså det ydre forhold), fordi det er lovbestemt i lukkeloven, at folkekirkens helligdage også er fridage i Danmark.

Denne bestemmelse udspringer af Grundlovens paragraf 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Kirkeministerens (og andres) ræsonnement er altså følgende:

1) Lukkelovens bestemmelse om, at helligdag er fridag, medfører, at hvis man vil afskaffe en fridag på en helligdag, er man nødt til også at afskaffe helligdagen.

2) Lukkelovens bestemmelse anses for en del af statens understøttelse af folkekirken.

3) Ergo er det altså på grund af statens understøttelse af folkekirken, at man er nødt til at afskaffe helligdagen.

Det er godt nok en ejendommelig form for understøttelse. Ræsonnementet er da også det rene vrøvl (eller udtryk for en misforståelse). Staten er jo ikke bundet af lukkeloven. Lovgiver kan naturligvis når som helst vedtage en lovændring om særlige undtagelser fra den generelle bestemmelse om, at helligdag altid også er fridag.

Dreyers skråsikre pointe må altså korrigeres. Med en kirkeforfatning, som ikke vil skille stat og kirke, men blot udfylde Grundlovens paragraf 66 og dermed præcisere, at folkekirken har samme beskyttelse i forhold til indre anliggender som alle andre anerkendte trossamfund i Danmark, ville staten ikke – i hvert fald ikke uden vedtagelsen af en særlov om, at rådigheden over netop denne helligdag alligevel ikke skal tilkomme folkekirken – kunne fjerne helligdagen som helligdag og dermed som en del af vores alterbog.

Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift.