Sognepræst Jens Ole Christensen udtrykker i sin "Kirkeligt set" i Kristeligt Dagblad den 15. juli sin forargelse over mine begravelsesprædikener ved bisættelserne af Niels Helveg Petersen (R) og Anker Jørgensen (S).
Hans kritik går på, at Kristus ikke nævnes. Han anvender endda den sigende metafor, at der ikke blot er langt mellem snapsene, men der er tale om prædikener ”helt på vandvognen”! Det er jo normalt ikke den slags billedtale, der præger de kredse, Jens Ole Christensen færdes i, men tider skifter, og sæder mildnes, så det er da hyggeligt at registrere, at kristendom og afholdsbevægelse ikke længere er synonyme størrelser i den tradition.
Men ellers har jeg ikke noget at rose Jens Ole Christensen for i dette indlæg. Det kan – mildt sagt – ikke betegnes som ædrueligt. Derimod må det betegnes som perfidt. Og det er åbenbart heller ikke længere uforeneligt med den dybe fromhed, som Jens Ole Christensen ellers altid har fremhævet hos sig selv.
Der antydes i slet dulgte vendinger, at mine prædikener er dikteret af, at de er holdt på ”de bonede gulve”, og at de er dikteret af partimæssige tilhørsforhold – og om det sagte også kunne udtrykkes, hvis der var tale om mennesker fra andre partier?
Det ved jeg ikke noget om! Jeg kendte både Niels Helveg Petersen og Anker Jørgensen personligt, og deres familier bad mig om at forestå de to bisættelser. Længere er den ikke! Mærkværdig nok har de ikke utrykt utilfredshed bagefter, men de havde jo heller ikke modtaget Jens Ole Christensens belæring, ej heller hans gamle fars.
Og så kommer vi til sagens kerne: Jeg har i mine 43 år som præst i folkekirken aldrig anvendt en begravelsesprædiken som en omvendelses- eller mis- sionstale. Jeg har derimod af og til bøjet mig for et ønske om slet ikke at prædike, men har ”nøjedes” med ritualets ord og jordpåkastelse ud fra den opfattelse, at ordene her er så stærke, at de ikke behøver præstens teologiske udlægning. Jeg har været til adskillige begravelser, hvor jeg blev inderligt forstyrret af præstens væren i centrum frem for den afdøde.
Og så har jeg altid fastholdt det perspektiv, at det vigtigste ved en begravelse var taknemmelighed for, hvad han eller hun gav os andre med sit liv. Og det udtrykte jeg også ved de nævnte bisættelser. Også netop i en tak til Gud.
Nuvel, Jens Ole Christensen og jeg bliver aldrig enige om noget som helst, og det har jeg det fint med. Derfor ville jeg også være blevet dybt betænkelig, om han havde rost mig. Som P.G. Lindhardt engang for mange år siden udtrykte det i en radiodiskussion med Indre Missions daværende generalsekretær på spørgsmålet, om der ikke var tale om forskellige tolkninger. ”Næ,” svarede Lindhardt, ”der er tale om forskellige religioner!”.
Så langt er vi ikke, endnu. Men også det kan jo ændre sig!
Kjeld Holm er tidligere biskop i Aarhus.