Spørgsmålet om frelse og fortabelse i kristendommen er temaet, der ikke vil holdes nede. Det er poppet op øverst på den teologiske dagsorden med jævne mellemrum i hele kirkens historie.
Det er et tema, som berører hvert eneste menneske. Det handler om den teologiske forståelse af gudsbilledet, Jesu korsdød, Helligåndens virke og berører både fortid, nutid og fremtidskabelsen. Her er der noget på spil. Og her lægges spiren til det kristne håb, der bryder alle konventioner.
Og ifølge kirkehistorikeren Harald Nielsen har netop denne tematik ”været en motor i udbredelsen af kristentroen. Selv inden for vores egen kirke, hvor der både i den missionske og den grundtvigske vækkelse har været et kald til at omvende til Kristus for at undgå at gå fortabt”, som det fremgår af Kristeligt Dagblad den 17. januar.
Man kan da også uden større anstrengelser finde såvel bibelske som teologihistoriske argumenter for både ”alles frelse” og ”den dobbelte udgang”. Måske endda med den bredeste traditionsstrøms forsvar for den dobbelte udgang.
”Men” – siger lutherkenderen Oswald Bayer i sin roste ”Martin Luthers teologi. I nutidigt perspektiv”: ”man kommer ikke uden om spørgsmålet: kan man undervise i èn af de to muligheder? Eller er alles frelse…ikke tværtimod i en streng forstand troens og håbets sag og et anliggende for bønnen?”
Sådan lyder en lutherudlæggers konklusion. Hvor meget mere da ikke, når vi i dag skal reformulere Luthers grundpointe. Konkret kan det i vore øjne kun ske over følgende tre indbyrdes uadskillelige sætninger:
Ingen kan lære, at alle bliver frelst.
Det ville gøre frelsen til en menneskeret og dermed sprænge både skabelsens begreb og den trinitariske gudsforestillings udsagn om Gud som ophav (Fader).
Ingen kan lære, at nogle går fortabt.
Det ville være at opponere mod forligelsen i Kristus (Andet Korintherbrev 5, 19) og dermed sprænge både inkarnationens begreb og den trinitariske gudsforestillings udsagn om Gud som forsoner (Søn).
Ingen kan andet end håbe, at alle frelses.
Det ville være at negligere, at jeg selv er retfærdiggjort ”ufortjent” (Romerbrevet 3,24) og dermed sprænge både løftets begreb og den trinitariske gudsforestillings udsagn om Gud som forløser (Ånd).
Er det frelse/fortabelse i relation til den trinitariske Gud, vi diskuterer, hører disse tre sætninger altså uløseligt sammen. Hver for sig udtrykker de en reduceret indsigt. Fremfører vi én, må den følgelig trække de to andre med sig, eller den står i fare for at fortegne billedet.
At der på denne måde er en kategorial forskel på lærens ”udefra-perspektiv” og forkyndelsens ”indefra-perspektiv” er ganske enkelt et udtryk for modernitetens mellemkomst – som afsked med enhver forestilling om en objektiv virkelighed ”derude”, som for Luther var en selvfølgelighed.
Vil vi i dag sige, hvad Luther sagde; må vi derfor sige det anderledes, end Luther sagde det. Netop som lutherske kan vi derfor ikke lære – hverken alles frelse eller nogles fortabelse. Men kun forkynde, håbe, tro og bede til, at alle frelses, og helvede forbliver tomt.
Det rejser af sig selv spørgsmålet, hvad det i det hele taget vil sige, at være tro mod kirkens bekendelsesgrundlag – de fem såkaldte bekendelsesskrifter og Bibelen. Ikke mindst fordi vi er lutherske.
I trosretninger, hvor tradition eller liturgi er det væsentlige, kan man måske klare sig uden disciplin for lærens vedkommende. Men det er akkurat ”lutherdommens dyrebare særkende” at insistere ”på alles forståelse af det forkyndte ord. Derpå beror protestantismens folkeopdragende og kulturbærende virkning”, som teologiprofessor Peter Widmann skrev i ”Bestemmelser”.
Vi kan derfor – om nogen – ikke sjuske med læren. Hvad er det altså, at holde bekendelsesgrundlaget i hævd – som luthersk kirke?
Kirken må til stadighed arbejde med de teologiske med sit grundlag ind i den kontekst som er vores – eller sagt med Karl Barths ord: ”Ecclesia semper reformanda est” – kirken står i en stadig reformation. Lærersamtalen kan aldrig forstumme i en luthersk kirke.
Om den nødvendige lutherske lære, har Peter Widmann nu understreget, at den har en dobbelt opgave. Den skal
- dels fastslå det uopgivelige i den kristne forkyndelse
- og dels formulere det tilstrækkelige til at holde kirken sammen og gøre den enkelte kristne myndig.
Dermed er der også indirekte sagt, hvad den hverken kan eller skal. Den kan ikke erstatte eller udtømme forkyndelsen. Den skal ikke bruges som en kontrollerende norm.
De gamle bekendelsesformuleringer opfyldte deres opgave i deres egen historiske sammenhæng. Og de har fortsat forpligtende gyldighed, men kun med henblik på at træffe lignende afgørelser i dag. Det er, hvad det indebærer at være en kirke, der er sig sin egen historie bevidst og derfor ”altid må reformeres påny”.
Bekendelsestroskab er derfor ingen besværgelse mod hverken nye formuleringer eller fornyelse i det hele taget. Men det er lige omvendt. Bekendelsestro kan man kun være i en stadig optagethed af at formulere evangeliets befrielse i dag. Og udgangspunktet for et sådant teologisk arbejde må med Widmanns ord være at det der skal prædikes, i sit væsen er evangelium og ikke lov, maksimaltilsagn og ikke minimalkrav, glædesråb og ikke forskrift:
”Traditionens bekendelser er væsentlige vejledere, når vi skal træffe afgørelser om det nødvendige og tilstrækkelige i evangeliets videregivelse. Men de er ikke identiske med den ”lære”, som evangeliets frigørende kraft beror på. Når man spørger, om nogen har tilsidesat bekendelsesgrundlaget, kan man altså ikke uden videre svare ved at citere de gamle bekendelser, og efterprøve vedkommendes udsagn på dem.”
Det er tankevækkende, at det skrift, som i dagens diskussion pådrager sig størst opmærksomhed, er Confessio Augustana fra 1530. Netop dette skrift er skrevet som et økumenisk skrift i en katolsk kontekst, i et forsøg på at vise, at Luthers tanker kunne rummes indenfor den katolske kirke.
Først da skriftet afvises af den katolske kirke ses det som et specifikt luthersk bekendelsesskrift. Det er i sin form udpræget kontekstbestemt, med sine gentagne fordømmelser af sværmere og gendøbere, og udeladelse af det for en luthersk teologi helt centrale element: talen om det almindelige præstedømme.
Confessio Augustana er stadig en vigitg del af den økumeniske dialog mellem De lutherske kirker og Den katolske kirke, og da en delegation fra Det lutherske Verdensforbund i efteråret 2021 i Vatikanet drøftede den økumeniske dialog mellem vore kirker blev 500 året for Confessio Augustana i 2030 fremhævet som et vigtigt sigtepunkt også for katolikkerne for en fornyet overvejelse af en anerkendelse af dette skrift.
Kunne dette ske, ville det være en økumenisk landevinding, hvis man er enige om, at det ikke er bogstaven der skal anerkendes, men den teologiske lærer, der selvfølgelig vil fremtræde i nyt udtryk ind i vores tid.
Bekendelsestroskab er ikke bogstavtro, men at være tro imod kernen – evangeliet som det taler ind i vores tid til tro og til håb.
Tilsidesættelse af bekendelsesgrundlaget kan man derimod i vore øjne tale om, når manglende historisk bevidsthed slår ud i tilfældige enten gentagelser eller påfund. I begge tilfælde er det vilkårligheden, der råder.
Værnet mod dèn er en stadig aktuelt teologisk forpligtende meningskamp.