I ONSDAGENS AVIS reagerer kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) på, at jeg i Kristeligt Dagblad har ytret mig kritisk over Kirkeministeriets rapport om den folkekirkelige økonomi.
Samtidig opfordres jeg til at sætte ord på mine visioner for folkekirken. Det gør jeg gerne.
Blot en lille kommentar til min kritik. Jeg meldte faktisk positivt ud, da kirkeminister Mette Bock ville se på statens tilskud til folkekirken i form af lønandel til præsterne. Når staten betaler til præsteløn, kunne nogen mene, at de støttede forkyndelsen i en kirke, som de ikke var medlem af. Jeg er enig med ministeren i, at det må der ses på – for vi har religionsfrihed i Danmark.
Kirkeministeriet var allerede i gang med en undersøgelse af folkekirkens økonomi og hermed også en undersøgelse af statens støtte til folkekirken og kirkens varetagelse af alment statslige opgaver.
Rapporten er nu kommet, men den er så ringe, at den slet ikke burde være udgivet. Den viser, at statens tilskud til præstelønningerne går stort set op med kirkens udgifter til vedligeholdelse af vore middelalderkirker. Men rapporten vælger at se bort fra kirkens udgifter til drift af kirkegårde, som jo både er for medlemmer og ikke-medlemmer – en udgift som anslået ligger på 600-800 millioner kroner om året.
Ligeledes har man ikke beregnet kirkens udgifter til at føre Danmarks persongrundregistrering, hvilket er underligt, da det er præsterne og kordegne som statsembedsmænd, der udfører dette, og da det årligt koster temmelig mange millioner i både løn og it-support. At se bort fra to så store udgifter til løsning af samfundsopgaver er useriøst.
Rapporten begrunder det med, at man så til gengæld heller ikke har beregnet det, som kirken skulle betale for teologiuddannelsen på universiteterne og for kristendomsundervisningen i folkeskolen og for kirkelige udsendelser i DR. Men her går rapporten jo helt galt i byen. For teologi på universitetet er et akademisk studie uden nogen sammenhæng med folkekirken. Det er ikke bundet til den lutherske tro og læses af alle, som opfylder karakterkravene. Kristendomsundervisningen i folkeskolen har siden 1975 været forkyndelsesfrit. Og det vil da være helt nyt, hvis DR’s public service-forpligtelse skulle betales af kirken, DBU og andre interessenter.
HVAD RAPPORTEN INDIREKTE VISER er, at folkekirkens faktisk yder et ret så stort økonomisk tilskud til staten. Derfor kan ikke-medlemmerne være rolige. De bidrager ikke til kirken. Og derfor er jeg enig med ministeren i, at der ikke er nogen grund til at lave om i den folkekirkelige økonomi.
Og som svar på, hvad der skal gøres for at sikre befolkningens fortsatte opbakning til folkekirken, vil jeg blot nævne nogle få områder, som vi arbejder med i Viborg Stift:
Som udgangspunkt er vi godt hjulpet af den Reformation, hvis grundlæggelse vi markerer overalt i dette år. Luthers tanker om, at kirken til stadighed må reformere sig ved at vende tilbage til skriften og læse den med Kristus som tolkningsnøgle må stadig være udgangspunktet.
Gennem teologisk refleksion, gudstjeneste og menighedsliv må vi møde den menneskeværdighed, som er os skænket – og den frihed, som Kristi kærlighed giver os. Her må vi finde styrke til at åbne vore fællesskaber og give protesten over uretfærdigheden krop. Og vi må turde lade håbet være fortegnet for vores liv, selv midt i håbløsheden. Her må vi finde kraften til at tage livet på os som Guds gave – både her og nu og ind i al evighed.
I en tid, som nogen har give betegnelsen ”konkurrencestat”, mens andre taler om den instrumentalisering, der fører til tomhed – og med et opgør fra en ”generation Z”, der spørger efter mening og indhold – har kristendom og kirke helt klart noget værdifuldt at byde ind med.
Udfordringen er at byde ind, så det også opleves relevant.
I VIBORG STIFT HAR VI sat fokus på otte visioner:
Den første handler om vigtigheden af at se de naturlige anledninger, hvor folk og kirke kan krydse hinanden. Vi oplever en åbenhed og interesse, som er langt større end for blot 10-15 år siden. Morgenavisen Jyllands-Posten opgjorde for nogen tid siden, at cirka 25 procent af alle nyfødte babyer kommer til babysalmesang! Der er oprettet over 20 sorggrupper i stiftet over de seneste par år. Grupper, hvor efterladte møder andre i samme situation, og hvor man gensidigt hjælper hinanden til at finde fodfæste midt i sorgen.
At være kirke i landdistrikterne er en anden vision. Kirkerne kan – som bærere af det stærkeste nærdemokrati – være initiativtagere til en helt ny form for ”landsognsdiakoni”, hvor vi gør noget ved ensomheden, hvor vi hjælper unge familier til en bæredygtig tilværelse og ældre til muligheden for at blive længere i det hus, som har dannet rammen om deres liv.
En tredje vision er at udbygge pilgrimsarbejdet. Flere tusinde danskere tager hvert år til Spanien for at gå på Caminoen. Vi arbejder gennem nyoprettede udvalg og gennem fælles ansættelse med alle kommuner langs Hærvejen med at tilbyde vandringer for både legeme og sjæl. Der ligger guld gemt i kirkernes kulturskatte, og med de nylig anlagte herberger ved kirkerne er det oplagt for kirkerne at tilbyde rum for andagt.
En fjerde vision er kontakten til vore unge. Fem provstier arbejder på at blive en del af ”Folkekirkens Familiestøtte”, hvor frivillige går ind og støtter op om sårbare familier i et samarbejde med kommunerne. En femte er arbejdet med kirkens kommunikation. Vil vi som kirke ud med budskabet i en digital tid, hvis der skal ske noget. Vi er, som allerede Søren Kierkegaard var inde på, nødt til at møde mennesker, hvor de er.
Og endelig vil jeg nævne den teologiske voksenundervisning. Vi har haft rigtig gode erfaringer med at invitere menighedsrådsmedlemmerne til tre aftener om Luther og Reformationen. Over 700 deltog, og lignende aftener vil følge.
Jeg er helt enig med kirkeministeren i, at tal blot er midler. De er forudsætningen for arbejdet. Men det interessante er, hvordan vi fortsat reformerer vores kirke, så evangeliet forbavser, forvandler og forløser.
Henrik Stubkjær er biskop i Viborg Stift.