I tider som disse er det uundgåeligt, at prædikenen i anledning af Folketingets åbning kalder på ekstra opmærksomhed. Der står så meget på spil i forhold til indvandring, nationens udvikling og synet på kristendommen, at enhver formulering nidkært overvåges, når en præst tager ordet for øjnene af de folkevalgte.
Biskop Marianne Christiansens prædiken fra den 6. oktober har da også ført til en del debat, og det er ikke uden grund. En ting er, at den så direkte taler ind i en politisk virkelighed fyldt med debat om flygtninge, hvilket ikke nødvendigvis er et problem. Noget andet er, at Marianne Christiansens meddelelse er præget af en tidsbestemt opfattelse af tingene og ikke mindst brug af sproget, der får én til at føle sig en smule provokeret. Og tilmed lidt træt.
Der tales i denne prædiken ud fra en næsten betonfast forudindtaget position, hvor en bastant påstand nærmest presses ned over hovedet på folk. Helt overordnet kan man konstatere, at ét enkelt ord står markant i centrum, og det er ordet frygt. Biskoppen bruger det i en heftig sammenblanding af kristendommens opfordring til ikke at frygte og en selvfølgelig antagelse af, at mange mennesker, inklusive politikere, i disse dage, hvor folkevandring og kulturmøde konstant står på dagsordenen, er fyldt med frygt.
Netop den brug af begrebet frygt er uhyre værdiladet, og den har repræsenteret sin egen dagsorden, lige siden indvandrerdebatten op gennem 1990'erne for alvor tog fart. Ord som fremmedfrygt og islamofobi har længe været en fast del af samtalen, og det smarte ved disse udtryk er, at de automatisk forsyner den, der omtales, med nogle lidt blakkede karaktertræk.
Den, der frygter, er vel også den, der generelt har svært ved at tænke godt om andre. Den, der frygter, kan vel rumme potentiale for det aggressive, idet man kan drives til at slå fra sig i frygtens navn - og den, der frygter, kan forbindes med noget irrationelt, fordi man måske er så meget underlagt sine følelser, at man mest ser syner.
At føle frygt forbindes ofte med manglende overskud og hjertelighed, og det er en ulykke, at den indvandrerkritiske stemme så ofte udstilles som styret af netop denne voldsomme følelse. Hvormed det også må siges at være decideret frækt af en biskop ved Folketingets åbning at stå frem og hævde, at ”meget politik er styret af frygt og frygten for frygt”. Reelt siger hun, at mange politikere ikke evner at tænke klart, men ligger under for en indbildt fare og nogle oppiskede følelser. En frygt for frygten selv. Når biskoppen er så fokuseret på dette at frygte og være bange for det fremmede, fremstår hun som dybt påvirket af en periode, hvor frygt-retorikken som sagt længe har domineret debatten.
Men tænk nu, hvis man skiftede ordet ”frygt” ud med ordet ”bekymring”? Ja, tænk nu, hvis vi for længst havde gjort det. Så ville stemningen måske i dag have været en lidt anden. At nære bekymring er for de fleste en acceptabel tilstand, og at være bekymret på Danmarks vegne lyder som et langt mere afbalanceret ståsted end at være fyldt med frygt. Med ordet ”bekymring” kan man ikke dæmonisere sin modstander, for det stempler ikke den anden som svag og hysterisk, og det indikerer ikke, at man er til fals for den herskende stemning, men derimod formår at tænke selv.
Marianne Christiansen valgte i sin prædiken at rendyrke begrebet ”frygt” og kombinere det med flygtningedebatten, og sådan gør hun sig skyldig i en trist forsimpling af virkeligheden og en moralsk dom over dem, der i hendes verdensbillede har mistet overblikket.
Vi har i nogen tid med stor iver diskuteret begrebet næstekærlighed og spørgsmålet om, hvorvidt man i sit indre formår at adskille den teologiske tænkning fra det politiske syn på samfundet. Jeg skal være den første til at erkende, at det er svært, eftersom begge dele med årene er med til at forme ens sindelag. Hvis man elsker sit land, kan bekymringen for dets fremtid ikke i disse år undgå at fylde i bevidstheden, og dermed erkender jeg naturligvis også, at der kan eksistere en glidende overgang fra bekymring til en slags frygt for at miste.
Men det upassende ved Marianne Christiansens prædiken er, at hun rendyrker idéen om frygten for indvandring, indsætter den som en dominerende tilstand og kobler den sammen med evangeliets ord om ikke at føle frygt. Heraf følger vel, at den gode kristne må være den, der kan styre sin frygt i synet på indvandring og i stedet lade hjertet være fyldt af kærlighed.
Men hvad nu hvis tilstanden i mindst lige så høj grad består af en erkendelse, der ikke grunder i irrationelt hysteri, men derimod i mange års erfaring med de problemer, der kan følge af stor indvandring? Hvad nu hvis vi lidt oftere forholder os til begrebet bekymring frem for at dyrke begrebet frygt med de mange dæmoniserende undertoner, der følger med? Så ville en prædiken i anledning af Folketingets åbning nok have lydt en smule anderledes.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen