DET ER JO RØRENDE at se og høre en række biskopper og andre pinger i det danske kirkelige landskab i denne tid springe op som løver og forsvare religions- og ytringsfriheden for muslimer og deres imamer. Friheder, der tilsyneladende er truet fra politisk hold.
Men det lyder jo alligevel nærmest som meget skrigeri for ingenting. Enhver der kender Bertel Haarder (V), ministeren for området, vil vide, at han er en hædersmand og ikke kunne drømme om at begrænse folks frihed til at ytre sig og dyrke deres religion.
Det er selvfølgelig på sin vis al ære værd, at biskopper og andre vil holde vore frihedsrettigheder i hævd og stå vagt om også muslimers ret til at nyde godt af vore grundlovssikrede rettigheder.
Lidt hult klinger det dog, når man betænker, hvor nærmest tavse som graven, mange af disse nu højtråbende honoratiores har været, når det gælder at forsvare kristne asylansøgeres muligheder for at udøve samme frihedsrettigheder, som jo endda også er indskrevet i internationalt anerkendte konventioner.
Gennem de senere år er det gang på gang kommet frem, at kristne asylansøgere forfølges og chikaneres på vore asylcentre, ligesom deres familier og kære i asylansøgernes hjemlande søges udsat for repressalier, når asylansøgere konverterer til kristendommen, medens de opholder sig på danske asylcentre.
Dette problem med undertrykkelse af nogle menneskers frihedsrettigheder er der ingen af de fine herrer og damer, der råber op om nogen steder. Tværtimod går disse forkæmpere for menneskerettigheder i ét med tapetet, ligesom politikere, myndigheder og medier gør, når nogen fortæller om disse uhyrligheder.
Det er fint at gøre opmærksom på, at frihedsrettighederne også gælder muslimer. Men er det ikke snart på tide, at de mest udsatte af de udsatte, nemlig de kristne asylansøgere, også får stemmer i det offentlige rum, der taler deres ret til af udøve deres kristne tro på asylcentrene?
Og at de også får hjælp til at komme i kirke, når de ytrer ønske om at komme det – uden at dette skal ske i dybeste hemmelighed, fordi nogle på centrene bliver sure over, at nogen vil til gudstjeneste?
Som det er nu, må man konstatere, at det gang på gang er blevet afdækket, at forholdene for kristne asylansøgere i Danmark er mildt sagt utrygge.
Ole Buchardt Olesen er sognepræst