Der er et lille, men væsentligt citat fra en Løgstrup-kronik, som har rumsteret i mit hoved længe. I sidste uge holdt Jes Fabricius Møller et blændende foredrag i Vartov om forholdet mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup under Besættelsen.
Kort fortalt var de venner, men kom på mange måder til at stå på hver side af den linje, der tegnede sig ned gennem de fem år: modstand eller samarbejde?
Hal Koch blev som bekendt formand for Dansk Ungdomssamvirke, den organisation, der på foranledning af politikerne kom til at samle den legale modstand mod nazismen (og nazificeringen af ungdommen), mens Løgstrup gik ind i modstandsbevægelsen.
I en kronik, som Løgstrup skriver næsten 40 år senere, skriver han om dette, at det ikke var et tilfælde, at Hal Koch brød ud af den videnskabelige verden for at involvere sig i den politiske (ifølge Løgstrup var Hal Koch med sine fabelagtige intellektuelle og praktiske evner, og sit vindende væsen nærmest en selvskrevet politiker).
Til gengæld var det et tilfælde, at Hal Koch involverede sig i Dansk Ungdomssamvirke og ikke modstandsbevægelsen, for politikerne repræsenteret ved undervisningsminister Jørgen Jørgensen spurgte simpelthen først.
Ifølge Løgstrup bandt denne tilfældets særegne omstændighed Hal Koch, som erkendte, at han ikke kunne være begge steder, og som derfor i loyalitet over for den opgave, han havde takket ja til, og ikke mindst sin solidaritet med politikerne, valgte side.
Og nu kommer Løgstrup-citatet: ”Hal Koch kom til at stå i brændpunktet for den politiske strid i besættelsens første tid. Men blev han også angrebet for det standpunkt han indtog, hans integritet blev ikke antastet. Det viste sig, at det var ham, først og fremmest ham, man ville overbevise. For hvad er integritet?
Det er, at det standpunkt, som en person går ind for, indtager han ikke for personlig vindings skyld eller for at bringe sig i salveten, men af overbevisning. Kun den, der har en overbevisning, er det umagen værd at forsøge at overbevise.”
Den aktuelle flygtningesituation har givet anledning til, at flere biskopper på forskellig vis har ytret sig offentligt, blandt andre Henrik Wigh-Poulsen med sin tiltrædelsesprædiken, Steen Skovsgaard med sin opfordring til forbøn, Elof Westergaard med sin bøn for flygtninge og senest Henrik Stubkjær i en kronik her i Kristeligt Dagblad den 18. september.
Fra hver sin vinkel har de blandet sig myndigt, klogt og afbalanceret. Og de er efterfølgende blevet angrebet så vel i Kristeligt Dagblad som på Facebook, hvor raseriudfaldene nærmest skummer ud af skærmene.
Hvorfor angribes biskopperne så heftigt? Hvorfor er det vigtigt at overbevise om, at de tager fejl? Naturligvis fordi de taler ud fra deres overbevisning, uden tanke for personlig vinding og derfor netop - med integritet.
Hvis der skal være nogen som helst mening med det lidt uklare udsagn, som blev skrevet i regeringsgrundlaget, at ”Danmark er et kristent land”, og hvis det har nogen som helst empirisk holdbarhed, at vi er i ”en flygtningekrise”, så er det netop i en sådan situation, at der er brug for, at biskopperne forholder sig til den politiske virkelighed og ikke blot lukker sig inde i et teologisk eller organisatorisk elfenbenstårn.
Som fortolkere af virkeligheden og som fyrtårne i et stormomsust hav af fordomme, uvidenhed og ”synsninger” har det stor betydning, at biskopperne blander sig. Hvad skal vi ellers med dem?
I et land, hvor 2,8 millioner borgere er medlemmer af folkekirken, skal den lille, men markante og højtråbende forsamling af kulturkonservative og i sin grund fremmedfjendske meningsmagere modsiges klart og tydeligt. Både politisk og teologisk. Tak til biskopperne for at involvere sig i én af de vigtigste debatter i disse år.
Joachim Juel Vædele, sekretariatsleder i Grundtvigsk Forum, Farvergade 27, København K