Den nylige debat i Knabstruphallen mellem bispekandidaterne i Roskilde Stift om et udøbt barn er Guds barn, viser desværre, at der er brug for oplysning om, hvad udtrykket ‘Guds børn’ i Bibelen og dåbsritualet egentlig betyder.
Tre af fire kandidater tog afstand fra dåbsritualet, der jo begynder med, at præsten takker Gud for at have "givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn".
Debattørerne manglede grundlæggende viden og sammenblandede forskellige spørgsmål på en urigtig måde. I den kristne tradition har begrebet "Guds børn" en ganske bestemt betydning, som vi ikke selv skal opfinde til lejligheden.
Når Gud i det Gamle Testamente kaldes fader, er det som regel i forhold til kongen eller i forhold til israeliterne, som han har udvalgt som sit folk og sine børn, da han sluttede en pagt med dem.
På Jesu tid mente fromme jøder imidlertid, at i de sidste tider ville Gud indgå en ny pagt, der igen indebar, at han ville antage mennesker som sine børn.
Tanken findes allerede i Hoseas’ Bog 2,1, hvor det hedder: "Og dér, hvor det nu lyder til dem: 'I er ikke mit folk', dér skal det lyde til dem: 'I er den levende Guds børn'."
Stedet viser, at forventningen om at blive Guds børn forudsætter, at folket har brudt med sin Gud. Jesus har delt forventningen om det kommende Guds rige, hvor Gud igen ville antage mennesker som sine børn, men samtidig har han forkyndt, at dette gennem ham allerede var ved at blive virkelighed.
I Jesu forkyndelse bruges udtrykket "Guds børn" aldrig om en kvalitet, mennesket har som skabt af Gud, men altid som noget fremtidigt, som det kan blive – "de skal kaldes Guds børn" (Matt 5,9), "I bliver den Højestes børn" (Luk 6,35), "de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn" (Luk 20,36).
Guds rige vil også sige opstandelsen fra de døde, og efter Jesu korsfæstelse og opstandelse samledes menighederne i troen på, at deres opstandelse var begyndt med Jesus som førstegrøden.
Det er uforståeligt, hvordan Ulla Thorbjørn Hansen i Knabstruphallen kunne sige, at "det grundtvigske menneske bør som kristen mene, at vi alle er Guds børn".
Det er ifølge Paulus’ breve gennem dåben, at mennesket får del i Jesu opstandelse, men det er også i kraft af dåben, at det bliver Guds barn, sådan som det udtrykkes i Gal 3,26-27: "For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus." Paulus siger desuden, at man bliver "adopteret" som Guds barn: Det græske ord hyiothesia, som han bruger i Rom 8,15.23; Gal 4,5; Ef 1,5, var et juridisk udtryk, der direkte betyder "adoption som søn".
Den danske oversættelse af Bibelen gengiver det upræcist som "barnekår", og her har vi nok forklaringen på, at man tit kan høre danske præster hævde, at der ikke i Bibelen er dækning for dåbsritualets takkebøn.
Hvis man kun læser oversættelsen af Paulus, forstår man ikke til fulde, hvad teksten handler om. Men også Johannesevangeliet understreger, at Guds barn er noget, som man bliver gennem dåben som en ny fødsel, jævnfør udtrykket "født af vand og ånd" i 3,5-6 eller 1,12-13, hvor "Guds børn" er dem, der tror på Jesu navn – dåben var jo netop en dåb til navnet.
På baggrund af det Nye Testamente kan det ikke overraske, at det er en fast kristen tradition, at vi i dåben adopteres til at være Guds børn. Det gælder hele oldkirken og middelalderkirken, og netop i middelalderen, da Roskilde var bispesæde for hele Sjælland, blev det udtrykt i en bøn, der indgik i Roskildes dåbsritual: "Gud, ligesom du er menneskeslægtens grundlægger og også er fornyer, vis dig gunstig mod de adopterede folk og henregn dem ved den nye pagt som den nye slægts afkom, så at de, som forjættelsens børn, må glæde sig over, at det, som ikke har kunnet opnås ved fortjeneste, har de genvundet ved nåde."
Heller ikke Reformationen førte til en ændring her. I det middelalderlige dåbsritual, som Luther oversatte til tysk i sine to døbebøger, nævnes dåben som adoption ganske vist ikke, men til gengæld understreger Luther i indledningen til døbebøgerne, at vi gennem dåben bliver "livets børn og arvinger til alle Guds goder og Guds egne børn og Kristi brødre".
I det danske dåbsritual fra 1783 blev det gennem et citat fra Ef 1,5 udtrykt, at vi bliver Guds børn i dåben, og siden 1912 gennem den gode takkebøn om, at Gud gør os til sine børn. Denne takkebøn blev formuleret, fordi man nu i ritualet ville tage bedre hensyn til Grundtvigs tanke, at Fadervor er en dåbsgave til den nydøbte.
Det er uforståeligt, hvordan Ulla Thorbjørn Hansen i Knabstruphallen kunne sige, at "det grundtvigske menneske bør som kristen mene, at vi alle er Guds børn".
Bispekandidaterne havde uden tvivl gode anliggender, når de ville sige, at mennesket er Guds skabning, eller at reformatorerne ikke havde en lære om udøbte børns fortabelse. Men alt det har ikke noget at gøre med udtrykket Guds børn, som bruges rigtigt i dåbsritualets takkebøn.
For Grundtvig var det en hovedtanke, at det er i dåben, vi bliver Guds børn. Det er for mig ufatteligt, at Ulla Thorbjørn Hansen søndag efter søndag har kunnet benytte Grundtvigs salmer og alligevel har overset, at de igen og igen understreger denne pointe: "Gud Helligånd, vor igenføder til børn af ham, som os har skabt", "Guds Søn med faderfavn os giver børnenavn", "de i dåben fødes atter til Guds børn, hans søn og datter", for blot at tage tre eksempler blandt utallige. Ulla Thorbjørn Hansen sammenblander skabelsen i Guds billede med genfødslen som Guds børn.
Og sammenblandingerne fortsatte: Anna Kluge hævdede, at alle børn er Guds børn, uanset om de er døbt, idet hun åbenbart gik ud fra, at når dåben forstås som en frelseshandling, betyder det, at de udøbte børn går fortabt, mens Adolf Hitler er garanteret frelse.
At det var rigtigt, var hun så sikker på, at det var lige meget, hvis der stod noget andet i en lærebog. Måske skulle hun dog læse efter i lærebøger, for det er jo ikke den lutherske lære, at dåben garanterer frelse for dem, der foragter deres dåb og ikke fastholder den i tro.
Til gengæld var Luthers trøst til de mødre, hvis børn ikke nåede at blive døbt, at børnene ville blive frelst i kraft af Jesu løfte om, at Gud bønhører de troende. Da den lutherske kirke i Danmark aldrig har hævdet, at disse spædbørn står uden for frelsen, er det i det hele taget mærkeligt, at nogle præster i folkekirken tror, at der her er noget, som de skal gøre op med. Hvorfor kaster Kluge og andre sig ud i en kamp mod vejrmøller?
Rasmus Nøjgaard mente derimod, at der lige siden Reformationen har "stået i Kirkeordinansen, at alle udøbte også er Guds børn", men det er ganske enkelt ikke rigtigt.
I Kirkeordinansen, det vil sige bestemmelserne fra 1539 for den nye evangeliske kirke i Danmark og Norge, bruges udtrykket Guds børn kun et par gange i kongens indledende kundgørelse, hvor det anføres, at "vi nu ved troen på Kristus er forligte med Gud og gjort til Guds børn".
Kirkeordinansen regner altså ikke med, at vi fødes som Guds børn, men at vi bliver gjort til det. Formodentlig tænker Nøjgaard på, at Jesus ifølge Kirkeordinansen også vil modtage fostre og udøbte spædbørn til det evige liv, da han har sagt, "lad de små børn komme til mig". At Gud også vil frelse de småbørn, der ikke nåede at blive født eller døbt, betyder blot ikke, at de er født som "Guds børn". En vigtig pointe blev her forkludret gennem sammenblandinger
Man kan udmærket sige, at kristendommen har sit eget sprog – sin egen meningsdannende sammenhæng af billeder, fortællinger og værdiladede ord. I dette sprog betyder Guds børn noget bestemt, som er, at selv om vi har brudt med Gud, har han muliggjort et nyt liv, hvor vi igen bliver hans børn. Bispekandidaterne havde uden tvivl gode anliggender, når de ville sige, at mennesket er Guds skabning, eller at reformatorerne ikke havde en lære om udøbte børns fortabelse. Men alt det har ikke noget at gøre med udtrykket Guds børn, som bruges rigtigt i dåbsritualets takkebøn.
Nils Arne Pedersen er lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet