Bispekandidat: Dette vil jeg elske at fortsætte, hvis jeg skulle blive biskop

De seneste syv måneder har jeg hver uge besøgt sogne i det store Roskilde Stift. Overalt oplever jeg, hvor livsnødvendig troen er for os alle sammen. Den rejse vil jeg elske at fortsætte, hvis jeg skulle blive biskop

Bispekandidat: Dette vil jeg elske at fortsætte, hvis jeg skulle blive biskop
Foto: Leif Tuxen.

De sidste syv måneder har jeg kørt Sjælland tyndt og hver uge besøgt sogne rundt om i det store Roskilde Stift, og det har været hver en kilometer værd.

Om jeg besøgte Rørvig kirke, Vordingborg, Stege eller Vester Løve, så mødte jeg en levende kirke. Overalt er der engagement og lyst til at være kirke for den lokale menighed, der fylder kirkerummet og sognegården med ånd og liv.

Denne artikel er en del af en serie:
Bispevalg i Roskilde Stift
Gå til seriesiden

Jeg er glad for, at jeg er taget på denne rejse rundt i stiftet, for jeg oplever, hvor livsnødvendig troen er for os alle sammen. Den rejse vil jeg elske at fortsætte, hvis jeg skulle blive biskop i Roskilde, og ånden skulle være den samme: Nysgerrigt og lyttende at møde alle dem, der får hjulene til at dreje rundt, men også menigheden, som vi alle stræber efter at være meningsfuldt til stede for.

Turene ud på landet har på mange måder været en oplevelse af at genbesøge min barndom, hvor jeg altid blev taget med i kirke og forsamlingshus og fik troen og folkeligheden ind med modermælken. Lige siden har jeg altid følt mig heldig ved at have en barnetro, hvor jeg aldrig har tvivlet på Guds nærvær og virkelighed.

Der er værdighed, dannelse og tradition i vores sognekirker, og det kan vi godt være stolte af. I en tid hvor vi gerne vil decentralisere og flytte de store institutioner ud i provinsen, så er folkekirken en rollemodel.

Vi er allerede til stede i næsten hver en landsby, og vi er ofte en af de sidste levende og bærende kulturinstitutioner. Det vil jeg gerne være med til at styrke. En vej er at stræbe efter autenticitet, altså at vi hver især er til stede med det, vi har og kan, og udfolder det så godt og ærligt, som vi formår.

Så bliver en gudstjeneste eller en sogneaften en god og meningsfuld oplevelse, fordi vi selv har hjertet med i det, vi gør.

Der er en stor lyst til at arbejde med gudstjenesten, og jeg nyder at se, at hver kirke arbejder frimodigt med gudstjenesten. Jeg føler mig hjemme, fordi genkendeligheden fra sogn til sogn er den røde tråd.

En menighed kan næsten ikke blive for stor, for det er skønt at synge i kor, men det er sjældent for få kirkegængere, der truer oplevelsen, men en for stor og tung liturgi. Vi skal alle kunne tilrettelægge en form, der tjener menigheden bedst.

Det er jo ikke et teaterstykke, vi opfører, men et evangelium, vi formidler i ord, musik og form, et sprog, der taler både til fornuften og følelsen. En evangelisk luthersk forståelse af vores gudstjenesteordning giver frihed til at arbejde med gudstjenesten, og det er god luthersk tradition, at den ikke skal forstås bogstaveligt, men i sin ånd. Ligesom Bibelen.

Jeg var heldig at få den opgave af Bibelselskabet at oversætte Johannesevangeliet, alle brevene og Åbenbaringen til Den Nye Aftale, der siden er genoptrykt i Bibelen 2020. Når man har brugt lang tid på at oversætte nogle sider og bagefter indgå i en forhandling om den endelige formulering med dygtige teologer og sprogfolk, så ved man, at de vigtigste grundsten i vores tradition altid er gået gennem menneskehånd.

Det er ikke et spørgsmål om følelse eller vækkelse, men det handler om at oversætte traditionen til levende ånd, evangeliet fornyer.

Det er sjældent for få kirkegængere, der truer oplevelsen, men en for stor og tung liturgi. Vi skal alle kunne tilrettelægge en form, der tjener menigheden bedst.

Rasmus Nøjgaard

Bispekandidat

Jeg har de sidste måneder haft mange samtaler med sjællandske menighedsråd og præster, hvor alvoren trængte sig på. Især to områder gentages sogn efter sogn. Hvad enten man er i et mere velhavende provsti eller i et mere økonomisk trængt, så oplever alle samstemmende, at det er blevet for kompliceret og bureaukratisk tungt at være menighedsråd.

Mange menighedsråd formår at klare alt selv, og har det fornødne overskud. Men nogle steder er det svært at fastholde og rekruttere nye rådsmedlemmer. For mange oplever et dårligt arbejdsmiljø med sygemeldinger til følge.

Jeg sympatiserer med "Vi bryder tavsheden"-initiativet, fordi vi alle godt ved, at arbejdsmiljøet ikke er godt nok i folkekirken. Vi taler om det, vi har fået AMR, TR og FAR (Folkekirkens Arbejdsmiljøråd), men problemerne bliver bare ved med at vokse. Vi slukker ildebrande, og det kræver ressourcer, men vi har ikke formået at forebygge.

Når mere end 10 procent af alle præster oplever problemer, og uden tvivl lige så mange funktionærer, rådsmedlemmer og frivillige, så mener jeg, vi er forpligtet på at finde nye måder til at forebygge problemerne.

Jeg har ikke en forkromet løsning, det klares ikke med et snuptag, men jeg vil anbefale, at vi starter ved forhandlingsbordet med Landsforeningen, Præsteforeningen, KM og funktionærernes repræsentanter, så vi sammen kan skitsere løsninger, som vi må prøve af. Jeg tror, det kræver strukturelle løsninger.

Kunsten bliver at finde veje, hvor vi ikke ændrer ved menighedsrådets selvbestemmelse og det flade demokrati i folkekirken. Som en grundtvigianer, der går ind for lokal handlefrihed, en bred og rummelig folkekirke med udpræget åndsfrihed, så er det værdier, jeg ikke vil give køb på.

Folkekirken er usædvanlig rummelig, en kirke for folket, også for dem der endnu tvivler. Vi skal gå forrest med samtale, række hånden ud, tænke visionært og være stærke og autentiske formidlere. 

Rasmus Nøjgaard

Bispekandidat

Noget af det fine, jeg har oplevet rundt omkring på Sjælland er lokal stolthed og værdighed, vores kirke er hjerteblod. Vi skal ikke have topstyring og synode, sporene skræmmer fra for eksempel Sverige.

Den danske model er i sin grundstruktur god og folkelig, men vi skal finde løsninger, hvor vi aflaster de menighedsråd, der ønsker det med for eksempel regnskab, ansættelser, bygninger, præstegårde og kirkegårde. Der er mange forsøg rundt omkring i Danmark, men endnu har vi ikke set en model, som kan afhjælpe både bureaukrati og dårligt arbejdsmiljø.

Alle sogne har hver deres fokusområder, og alle samarbejder med lokale kræfter, om det så er ved at udlåne præstens trailer til kulturhuset eller ved at organisere besøgstjeneste for ældre og ensomme sammen med Røde Kors og Ældresagen.

Der er en fascinerende initiativrigdom. Folkekirken er en utrolig størrelse, og jeg elsker også at være præst, skabe menighedsliv og tænke visionært om forkyndelsen, traditionen og alle de måder vi kan være kirke på.

Det er givende sammen med sit menighedsråd at kunne indrette konfirmandstuen til en velfungerende lejlighed til en ukrainsk familie, med dygtige folk at udvikle nye gudstjenesteformer, et forløb med bibelsk meditation, en levende kommunikation og en virtuel kirke, der er blevet så populær på det lokale plejecenter, at gudstjenesten har fået sin egen kanal.

Når vi deler vores viden, og fortæller om alt det, der lykkes, så får vi inspiration og mod på at være kirke. Når vi hører om, hvordan andre forvalter kirkejordene klimabevidst, og hvordan vi lettest bidrager til at reducere CO2, når vi lykkes med undervisningen af børn og unge, når vi er til stede på hospitalet, i arresthusene, i psykiatrien og hos migranter og flygtninge, så vokser glæden og stoltheden ved at være kirke. Jeg oplever en kirke med en stærk ånd og en levende tro.

Vi er også en fælles kirke, der er forpligtet på hinanden, hvor de stærke må hjælpe de mindre stærke. Folkekirkens succes skal også måles på, hvor dygtige vi er til at komme den kæmpende menighed til hjælp.

Sparring, refleksion, udvikling og proces har jeg arbejdet med på mange små og store scener, men mest stolt er jeg for at stå i spidsen for Kirkesangbogen, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlags tillæg til Den Danske Salmebog. Nedlukningen under corona viste os, at fællessangen lever, og sådan en Phillip Faber-effekt må gerne komme salmesangen til gavn.

Folkekirken er usædvanlig rummelig, en kirke for folket, også for dem der endnu tvivler. Vi skal gå forrest med samtale, række hånden ud, tænke visionært og være stærke og autentiske formidlere. Så vi også bremser det faldende dåbstal, og forbliver den levende folkekirke vi er.