Bispekandidat: Folkekirken har brug for udvikling frem for afvikling

I stedet for at tale om nødvendigheden af at lukke, sammenlægge og skære ned skulle vi hellere vise, at der er brug for folkekirken som aldrig før, skriver bispekandidat i dagens kronik

Hanne Dahl. Pressefoto

Vi skal kere os om at skabe gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst, som det hedder i menighedsrådsløftet, men vi skal ikke handlingslamme os selv med unødige bekymringer.

I alle de år, jeg har været præst, har der været en eller anden grad af bekymring for folkekirkens fremtid. Vi skal selvfølgelig udvise rettidig omhu, således at vi tager højde for strukturelle ændringer i samfundet. Men vi skal ikke stå og træde os selv over tæerne i frygtsomhed for at være kirke.

En nylig publiceret undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) konkluderer, at opbakningen til folkekirken er stor. Hele 77 procent af befolkningen har været i kontakt med kirken inden for det seneste år. Den viser også, at man betragter folkekirken som en integreret del af samfundet og har stor tillid til, at den bidrager positivt til at løse sociale opgaver.

Undersøgelsen understøtter den erfaring, vi som kirke har gjort os i løbet af pandemien.

Det seneste års tid med skiftende nedlukninger og corona-restriktioner har vist mig, at det almindelige folkekirkemedlem vil vores kirke. Lad mig give et par eksempler: Vi så par, der adskillige gange havde udskudt den store bryllupsfest, men så endte med at sige: Nu vil vi altså giftes. De blev gift i små selskaber og gik så hjem for at spise sammen med forældrene.

De gav klart udtryk for, at selve vielsen i kirken var vigtig for dem. Flere par sagde: Det er jo her, det vigtige sker.

Vi havde dåbsfamilier, hvor budskabet var: Vi kan ikke holde nogen fest, men lige præcis sådan som tingene er nu, er det vigtigt for os, at vi får vores barn døbt.

Vi gik som præster måske nok rundt lidt forlegne og troede, at vi bare var det, der skulle overstås. Alibiet for den rigtige fest. Altså den fest, der begyndte, efter at man havde forladt kirken.

Men en af de lektier, vi har lært af coronatiden, er, at de af vores medlemmer, som vi har mødt til de såkaldt kirkelige handlinger, ikke har været i tvivl om, at det fællesskab, vi tilbyder i folkekirken, udgør et eksistentielt grundlag for vores liv med hinanden.

Derfor skal vi frimodigt forkynde evangeliet om, at Gud sendte sin søn for at vise os, at den vigtigste forudsætning for at leve sammen med andre mennesker er, at vi kan bede om tilgivelse og er i stand til at give den. Det er essensen i Fadervor og grundlaget for, at alle brudte relationer kan heles. Derfor kan vi som kirke med den største selvfølgelighed tale ind i menneskers liv.

At danskerne vil fællesskabet har også vist sig i tilslutningen til en lang række folkelige arrangementer. Phillip Faber har slået tonen an til fællessang på DR, og det har siden affødt en bølge af syngende danskere, så snart det har været muligt at samles. Fordommen om, at det moderne menneske åndeligt talt havde forskanset sig i sin egen virtuelle boble, hvor vores sociale liv mestendels var noget, der foregik med maksimal selviscenesættelse på Facebook og Instagram, har vist sig ikke at passe. Der foregår vores liv også, men ikke kun.

Derfor kan det undre mig, at jeg jævnligt har mødt denne udprægede tendens til at bekymre sig på folkekirkens vegne. Ofte er debatten om kirkens fremtid påvirket af en tone, der grænser til defaitistisk. Jeg kan ikke andet end få fornemmelse af, at nogen synes at vide noget om en nært forestående undergang, som jeg ikke kender til.

Bekymringen hører jeg komme mere eller mindre direkte til udtryk for eksempel i spørgsmålet om sammenlægninger af sogne, kirkelukninger og normeringer af præstestillinger.

Jeg har ikke så få gange i de seneste par måneder hørt følgende påstand fremsat: Vi bliver jo nødt til at forholde os til virkeligheden – underforstået at vi må rebe sejlene. Og nu kan jeg så ikke lade være med at spørge: Hvilken virkelighed?

Hvis vi skal tro undersøgelsen fra FUV, som hviler på et forskningsmæssigt grundlag, og den almindelige folkestemning, som er kommet til udtryk i opbakningen til de kirkelige handlinger og aktiviteter med fællesskabet i centrum i øvrigt, så tegner der sig et billede af en virkelighed, der kalder på, at vi som kirke ændrer retorikken.

Vi skal tale folkekirken op i stedet for at tale den ned.

I stedet for at tale om nødvendigheden af at lukke, sammenlægge og skære ned skulle vi hellere arbejde på at sætte en ny dagsorden i den almindelige samfundsdebat, der siger: Det seneste år har vist os, at der er brug for folkekirken som aldrig før. Vi skal ikke have en bagvendt dagsorden, der siger, at vi er nødt til at samskabe med kommunerne for at retfærdiggøre vores eksistens. Vi skal sige, at når kommunerne kalder, så er vi der på pletten, og vi kommer med en stærk selvforståelse af, at vi som kirke bidrager med noget helt særligt i forhold til alle andre offentlige instanser. Vi bidrager med budskabet om, at ethvert menneske har en umistelig værdi i sig selv. Ethvert menneske er et elsket Guds barn, og derfor må vi aldrig i nogen samfundsmæssig forbindelse fjerne fokus fra det menneske, som har brug for os.

I sammenhæng med min forskning, som har udmøntet sig i en ph.d.-grad, har jeg undersøgt forholdet mellem kirke og samfund fra før Reformationen frem til i dag. Dette er gjort for at belyse, hvilken indflydelse religion har på tilblivelsen af velfærdsstaten.

Jeg har blandt andet lavet feltstudier i Tyskland. Tyskland er ligesom Danmark en velfærdsstat, men på en helt anden måde. En af grundene til det er blandt andet, at katolicismen og lutherdommen siden Reformationen har virket side om side. Det har ført til, at en stor del af de konkrete velfærdsopgaver i Tyskland løses af de såkaldte frie velfærdsforbund, hvoraf de to er henholdsvis katolsk og luthersk.

Det interessante ved det set i forhold til det, jeg for Danmarks vedkommende har beskrevet som den til tider lidt overdrevne bekymringsdagsorden i folkekirken, er, at i Tysklands kirkesamfund og velfærdsforbund er der en selvforståelse af, at man har pligt til at præge samfundsdebatten i et social-etisk perspektiv.

I Tyskland har man al mulig grund til at bekymre sig om faldende dåbstal og vigende medlemsandel, men man er ikke i tvivl om sin naturlige plads i samfundet. Man tillader sig frimodigt at hævde et standpunkt, der siger, at mennesket altid skal være i centrum. Endvidere at det er en uskik at udsætte velfærdsområdet for konkurrence, hvor prisen er det vigtigste parameter.

I Danmark har vi en universel velfærdsstat, der sikrer, at det offentlige i princippet skal tilbyde velfærdsydelser til alle, der har behov for det. Det er en stærk model, som vi skal bevare, men vi skal tale om kirken som en stærk spiller ved siden af den offentlige sektor i Danmark. En stærk spiller, der eksisterer i kraft af sig selv, og som har en rolle at spille parallelt med det verdslige velfærdssamfund. Vi skal ikke være en undskyldning for os selv eller lade vores ressourcer blive opslugt i det kommunale system, der hvor man mangler penge.

Vi skal frem for alt ikke hoppe med på en dagsorden, der mismodigt siger, at vi hellere må skynde os at lukke nogle kirker, førend… Førend hvad? Må vi så spørge.

Vi skal som kirkefolk loyalt kæmpe for så mange ressourcer som muligt til vores område ved at godtgøre, at der er brug for os. Samtidig skal vi selvfølgelig være til stede i alle de samtaler og samarbejder, vi bliver inviteret til. Men vi skal kende vores plads og med selvsikkerhed fremhæve det ganske særlige, der er ved folkekirken som institution.

Vi skal, præcis som Paulus gjorde det, forkynde evangeliet om og Guds kærlighed og Kristi frisættende korsdød ind i tiden. Det er et budskab, som altid har talt tiden imod, fordi det hævder, at vi ikke skal finde meningen med alt i os selv. Bon courage!