Prøv avisen

Bispekandidat: Folkekirken svigter stressede præster

Folkekirken halter efter resten af samfundet, når der skal tages hånd om stress og udbrændthed, mener Kaj Bollmann, bispekandidat i Haderslev Stift Foto: .

Præster skal både yde omsorg for sognet, passe familien og kunne bide egne problemer i sig som en "ensom rytter" - mens sundhedspersonale får organiseret hjælp til supervision og samtalegrupper. Her skal folkekirken blive bedre, mener Kaj Bollmann

DET KAN VÆRE SVÆRT at forkynde den store juleglæde for folket, når præsten føler sig udbrændt. I år er der på de 10 dage fra lillejuleaftensdag (fjerde søndag i advent) til nytårsdag seks gudstjenestedage (syv, hvis man har gudstjeneste nytårsaften). Hertil kommer alle de øvrige arrangementer op til jul.

Det er dejligt, at julen fejres så eftertrykkeligt i kirken. Det er dejligt, når skoler og børnehaver vil holde julegudstjenester. Det er dejligt med koncerter og de ni læsninger. Vi gør det gerne. Men december understreger også, at der er stærke stressfaktorer i præstearbejdet.

Det slider på præsten og på familien at skulle arbejde, når resten af familien har fri, som for eksempel i hele juleferien. De mange aftenmøder og vanskelighederne i at skelne mellem arbejde og fritid ikke mindst når man bor i tjenestebolig kan også slide. Krævende personsamtaler med mennesker i sorg og krise er en vigtig del af præstens arbejde, som de fleste præster lægger stor vægt på. Men inden for andre fagområder, for eksempel i sundhedssektoren, har ansatte med mange krævende samtaler supervisionsgrupper til at sikre, at personen ikke brænder ud. Men folkekirken er langt bagud i forhold til de fleste andre sektorer, når det gælder forebyggelse af stress og udbrændthed.

Det er heller ikke almindeligt endsige da noget, der lægges op til i ret mange provstier at præster skal have såkaldte erfa-grupper til at bearbejde deres erfaringer, både de positive og negative, eller deltage i supervision.

En del af problemet ligger i traditionen for, at præsten er den ensomme rytter, der klarer sig selv og bider eventuelle problemer i sig lige til de er blevet så voldsomme, at det giver sig udslag i sygdom, udbrændthed eller andre negative følger. Det skal der gøres noget ved.

Hidtil er supervision i præsteverdenen overvejende blevet tilbudt institutionspræster. Jeg mener, at alle præster bør have tilbudt supervision og erfa-gruppe. Unge præster burde have det som en integreret del af efteruddannelsen, men også erfarne præster kan have behovet. Bedre samarbejdsaftaler mellem nabopræster er en anden mulighed, som ikke er så vanskelig at gøre noget ved.

På sigt bliver vi nødt til at sikre præster bedre muligheder for at have fritid sammen med familien. Søndagsarbejde kan vi af gode grunde ikke komme uden om, men der er muligheder for at organisere præsters arbejdstid bedre. Det skal ikke være sådan, at den eneste mulighed for at have fri sammen er, at partneren går ned i tid.

De fleste præster er glade for deres arbejde og finder det meningsfuldt og personligt berigende. Desværre har det indimellem også den konsekvens, at præster skjuler de personlige problemer i arbejdet. Det er nemt at gøre det, for man arbejder jo ofte alene som præst.

Noget af problemet handler desværre også om dårlig eller manglende ledelse, når det gælder psykisk arbejdsmiljø. Det må provster og biskopper tage på sig. For eksempel ved at være med til at udrydde den præsteidentitet, der ser præsten som den ensomme rytter, der ikke skal brokke sig, men bide tænderne sammen og klare tingene selv.

Vi skal blive langt bedre til at forebygge præsters stress og udbrændthed. Det skal vi ikke kun for præsternes egen skyld, men også for menighedernes. Det præstearbejde, der kommer ud af at gå på kanten af udbrændthed og med vanskeligheder med at få familien til at fungere, er selvfølgelig ikke nær så frugtbart, som det, der kommer ud af en præst med overskud.

Glædesbudskabet forkyndes nu engang mere levende og troværdigt af en, der ikke selv er ved at gå ned med flaget.

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge og bispekandidat i Haderslev Stift