Da jeg gik til præst i 1980'erne, sagde de fleste af mine kammerater uden dybere overvejelse, at de ville konfirmeres ”for gavernes skyld”. Bemærkningen vidnede måske om teenagernes umodenhed, men også om den almindelige afstandtagen til alt det, konfirmationen handler om: åndeligt tilhørsforhold og kristentro.
Siden min egen konfirmationstid har folkekirkens medlemstal været langsomt dalende, men konfirmationen står stadig stærkt i danskernes bevidsthed. Mange unge vælger fortsat at følge konfirmationsforberedelsen på 7. eller 8. klassetrin, og for familierne er konfirmationsfesten en betydningsfuld familiebegivenhed som en vigtig markør både i den unges og i familiens liv.
Gaverne er helt sikkert blevet betragteligt ”større” og meget mere værdifulde end dengang i 1980'erne. Alligevel får man i dag et ganske andet svar fra konfirmanderne, når man spørger dem, hvorfor de vil konfirmeres: ”For at bekræfte vores tro”, eller ”fordi vi skal bekræfte dåben”, siger de fleste af konfirmanderne, når jeg spørger dem undervejs i forløbet.
Dette svar afspejler, som jeg ser det, en forandret tilgang til kirken og kristentroen – ikke bare hos konfirmanderne, men mere generelt i samfundet. Denne forandring kan blandt andet henføres til, at andre grupper og trosretninger end folkekirkekristne er blevet meget mere tydelige i vores samfund nu end dengang i 1980'erne, og det afgørende for os som kirke er, at vi er os denne forandring bevidst og handler på den.
Men hvad er det, der har forandret sig? Forudsætningerne og kundskaberne er det ikke. Konfirmanderne ved nogenlunde lige så lidt om bibelhistorie, salmer og kirkegang, som vi gjorde dengang. Godt nok har Disney og andre amerikanske filmproducenter med tegnefilm som eksempelvis ”Prinsen af Egypten” gjort deres til, at mange unge i dag har et minimum af kendskab til udvalgte bibelske fortællinger.
Til gengæld er der ikke længere så mange fordomme forbundet med at tale om religion og tro. Det er faktisk en forandring. En lille forandring, at vi kan åbne en samtale om tro og om gudsforestillinger. Det er samtidig en mulighed. Det er en mulighed, vi som kirke skal gribe, for vi skal tale meget mere om tro!
Som præst oplever jeg en stor åndelig søgen og en længsel efter at tale om tro og eksistens. Den søgen og længsel skal vi som kirke svare på, for gør vi ikke det, bliver den hjemløs – eller går et andet sted hen.
Selvfølgelig har vi højmessen, og selv kan jeg slet ikke undvære søndagens gudstjeneste. Den er for mig som et pulsslag, et mentalt frirum, hvor jeg bliver åndeligt tanket op og får et nyt perspektiv på tingene. Jeg elsker højmessen, og som præst og trofast kirkegænger finder jeg nemt rum for og plads til min egen religiøse længsel i gudstjenesten om søndagen.
Men jeg har det også nemt. For jeg er blevet oplært i kirkegang, helt fra jeg som barn sang i kirkekor, og gennem mit studium og mit hverv som præst har jeg både professionelt og privat brugt et halvt liv på at fordybe mig i tanker om livet og troen. Jeg er superbruger.
For den, der derimod ikke er vant til at gå i kirke, kan højmessen godt i første omgang virke overvældende og måske ligefrem mystisk og mærkelig. Det betyder ikke, at vi skal lave det hele om. Bare fordi vi ændrer eller forkorter højmessen, bliver den ikke mindre mystisk eller mærkelig. Men vi skal tage folk ved hånden, vi skal invitere ind og tydeliggøre, at her er stedet, hvor vi kan tale om alt: om mismod og mørke, om døden, kærligheden og meningen med livet.
I højmessen tales om tro og håb og livsmod. På en livsnær og vedkommende måde. Og i højmessen skal der være plads til for et øjeblik at slippe alt og synke ned i tavshed og refleksion. Det har vi brug for som mennesker – ligesom vi har brug for tro og håb.
Derfor skal vi som kirke turde tale om tro. Det begynder allerede i konfirmandstuen, hvor vi måske skal undervise lidt mindre i bibelhistorie og forståelsen af de kristne dogmer og i stedet lære de unge at gå til gudstjeneste og bede til Gud. En praksisundervisning, som rigtig mange præster allerede er godt i gang med.
Men vi skal også have blik for at invitere alle dem indenfor, som ikke af sig selv finder vejen til kirken, og det kan vi gøre på flere måder. Kirken er for alle, men erfaringen viser også, at det i mange tilfælde kan give god mening at målrette nogle af kirkens aktiviteter til særlige grupper. Babysalmesang er et glimrende eksempel herpå. En gruppe, vi ofte glemmer i vores kirke, er de unge voksne, og dem skal vi have mere fokus på.
Vi ved, at knap halvdelen af de unge voksne mistrives eller føler sig ensomme. Her kan vi som kirke byde ind. Vi kan invitere til eksistenssamtaler for unge – eller en vandretur for unge i forlængelse af gudstjenesten.
Som kristen kirke skal vi også tale om, at vi er en del af og forpligtet på Guds skaberværk; et tema, mange unge er optaget af, når de taler om klimakamp og klimaangst. For også her kan vi byde ind som kirke. Mulighederne er uendelige, men tiden er knap! Hvis ikke vi lukker de unge ind i fællesskabet, hvis ikke vi giver alt det fine og gode videre – hvad skal der så blive af folkekirken?
Derfor skal vi invitere indenfor. Men vi skal også turde gå foran og fortælle, at troen har en afgørende betydning i vores eget liv. At troen er et alternativ til den afmagt og mismod, der kan ramme os, når vi tørner ind i en livskrise af en eller anden slags. Der er så meget, der kan få tilværelsen til at bryde sammen – helt uden forvarsel. Når alvorlig sygdom rammer os, eller døden tager en af vore nærmeste. Hvis kæresten går – eller drømmeuddannelsen viser sig at være uden for rækkevidde. Når man føler dybt i sit indre, at det hele ser håbløst ud, og man synes, man slet ikke slår til.
Salmedigteren Jakob Knudsen skriver i aftensalmen "Tunge, mørke natteskyer" nogle verselinjer, som jeg ofte selv har fundet trøst ved, og som taler tungsindet og meningsløsheden direkte imod. Linjerne er formuleret som en bøn til Gud og lyder:
Lad mig føle, hver gang når
livet blir mig øde,
at du, Fader, hos mig står,
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!
Med Jakob Knudsens helt aktuelle formuleringer bliver troen en direkte modsætning til alle de destruktive tanker, der kan fylde et deprimeret menneskes hoved. Kristentroen bliver et alternativ til angst, mismod og ensomhed, for i troen sker der også et møde – et møde med Gud. Det er det stærkeste budskab til livsmod og håb i en mørk og trøstesløs tid. Det skal vi som kirke holde fast i, og derfor skal vi til stadighed tale meget mere om tro.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.