Bispekandidat: Samskabelse er gammel vin på nye flasker, og trenden rummer en risiko

Min position i debatten om samskabelse versus samarbejde var gengivet her i avisen, men i så trunkeret en form, at det kalder på en uddybelse

Debatten om samskabelse versus samarbejde var lørdag den 17. juli genstand for intet mindre end en forsideartikel i denne avis. Mange forskellige positioner blev ridset op, herunder min egen fremsat ved et debatmøde i Margrethekirken i forbindelse med bispevalget i Aalborg Stift. Citatet er korrekt, men gengivet i så trunkeret en form, at det kalder på en uddybelse.

Lad mig begynde ved professor i teologi Peter Lodberg, som i en artikel inde i bladet citeres for at kalde samskabelse gammel vin på nye flasker. Det er nok det mest dækkende, der er sagt om samskabelse hidtil, men det ændrer ikke ved, at begrebet åbenbart udmærker sig ved at være meget vanskeligt at definere principielt.

Både tilhængere og modstandere af samskabelse definerer det ved at beskrive en situation, som man har opfattet som samskabelse. Erling Andersen beskriver det som et styringsredskab, men det er der jo så meget, der er, og man kan med rette spørge: Hvad er det, man vil styre? Og inden for hvilket område? De eksempler, der er gengivet, kommer fra det, vi bredt kan betegne som velfærdsområdet.

Tilbage til Lodberg og de nye flasker. Hvis vi går kirkehistorisk til værks, har der siden indførelsen af Kirkeordinansen været en tæt sammenhæng mellem kongen og velfærdsområdet. Kongen er i 1539 den, der definerer magtrummet for det, vi i dag ville kalde civilsamfundet, og det, som i den nærværende debat hedder kommunen.

I 1539 var der ikke noget, der hed velfærdsområdet, men fattigforsorg, og man kunne ikke lave en klar opdeling af samfundet i et verdsligt og et gejstligt område. Dette på trods af at kongen taler om to ordinanser, der efter luthersk forbillede skal regere landet med hvert sit sværd. Kongen var overhoved for både kirke og civilsamfund og havde som mål at lave gode kristelige love, der drog omsorg for samfundets nødstedte.

Det fører til opbygningen af et fintmasket system for fattigforsorg baseret på sognet som enhed, der fungerer indtil slutningen af 1800-tallet, hvor vi får de første love, som med tiden bliver til den moderne universelle velfærdsstat, hvor man i princippet tildeles ydelser efter behov.

Historisk set er den sekulære velfærdsmodel altså en forholdsvis ung størrelse, men nok værd at slå et slag for. Med de forbehold, jeg ridsede op i begyndelsen af dette indlæg: At samskabelses-området lider voldsomt under et definitionsproblem, og at de opgaver og udgivelser, man kan læse om det, ikke udmærker sig ved nogen stærk metodisk tilgang.

Så kan man fortsat spørge: Hvad er meningen med samskabelse, og hvorfor bliver det så påtrængende for kirkefolket? Er debatten udtryk for et ønske om en tilbagevenden til en art ”hatte-dameri” på velfærdsområdet, hvor man indfører en eller anden form for kristen moral?

Når jeg er kritisk over for samskabelses-trenden, skyldes det hverken mangel på historisk forståelse over for sammenhængen mellem kirke og velfærd eller modvilje mod, at man skal samarbejde i sognene. Tværtimod. Min kritik angår to områder.

Det ene er en stor veneration for den universelle velfærdsstat, vi har opbygget i Danmark gennem 125 år. En velfærdsstat, hvor kampene om ressourcer og idealer udkæmpes i de demokratisk valgte politiske fora. Fora, som vi kan skifte ud, næste gang der er valg, hvis vi ønsker et højere eller lavere skattetryk og deraf følgende serviceniveau på velfærdsområdet. Det første punkt i min kritik handler ganske simpelt om legitimitet. Demokratisk legitimitet, som ikke opnås ved, at provster og kommunale embedsfolk lægger planer om at samskabe.

Det andet punkt, jeg vil anføre, er en bekymring for, at kirken qua sit nye kommunale engagement ender med at blive lig med en eller anden form for småborgerlig moral om at ville og vide, hvad der er bedst for mennesker. Det sidste ligger så langt fra mit kirkebegreb, som noget kan gøre. Vi skal som kirke altid holde fast i, at evangeliet forkyndes i frihed for ludere og lommetyve såvel som grever og baroner. Jesus spiste med dem, ingen andre ville lege med, og til den rige yngling lød budskabet om, at de fattige var dem, der ville skaffe ham en plads i Guds rige.

Hanne Dahl er ph.d., sognepræst og bispekandidat i Aalborg Stift.