Bispekandidat: Troen adskiller sig ikke fra livet, og det bør kirken heller ikke

Troen er ikke blot et personligt eller kirkeligt anliggende. Den binder os sammen som folk og samfund, skriver Jørgen Bendixen, der er bispekandidat i Fyens Stift. I dag, onsdag, indledes afstemningen

Troen adskiller sig ikke fra vores fælles liv. Ligesom jeg er forsigtig med at tale om egen tro, sådan er jeg også forsigtig med at tale om, hvilken rolle troen spiller for danskerne i dag, skriver Jørgen Bendixen.
Troen adskiller sig ikke fra vores fælles liv. Ligesom jeg er forsigtig med at tale om egen tro, sådan er jeg også forsigtig med at tale om, hvilken rolle troen spiller for danskerne i dag, skriver Jørgen Bendixen. Foto: Leif Tuxen.

Mange tænker ganske givet anskuelse eller religiøsitet, når ordet tro nævnes, altså at tro blot har at gøre med anskuelse eller det at gå i kirke.

Men troen adskiller sig ikke fra livet. Troen har ikke kun hjemme i tænkning eller religiøsitet. Den er lige så virksom, når vi går fra kirke, som når vi i kirke. Troen handler om vores liv, om hverdagen, om relationer til hinanden, om varme hænder, ja, om at tage sig af og vise omsorg.

Denne artikel er en del af denne serie:
Bispevalg i Fyens Stift

Jesus selv siger, at hvad du gør ved den mindste af mine små, det gør du ved mig. Og når vi taler om Jesu trofasthed, så forbindes den trofasthed med en ganske særlig handling: Jesu død på korset for os.

Troen adskiller sig ikke fra handling. Derfor er jeg forsigtig med at tale om egen tro. Dog: Spørger en konfirmand mig, om jeg tror på Gud, så svarer jeg ”ja”, eller spørger en kirkegænger, om jeg selv tror på det, jeg siger i mine prædikener, så svarer jeg også bekræftende. At lægge livet i Guds gode hænder er for mig et trygt grundvilkår i mit virke som præst. Jeg skal ikke bære alt det tunge, jeg møder i mit virke, derimod løftes jeg ofte af glæden. Det er for mig et privilegium at være præst.

Martin Luther så troen som et udsagn om Gud. Som et moderne menneske er det svært at forstå. Troen er en gave, både når den er at have tillid til Gud, og når den udmønter sig i kærlighed til næsten. I en kendt aftensalme synger vi: "Du, som har tændt millioner af stjerner, mørket i verden vil du byde trods. Du er vor Far, den, der vogter og værner, lys i det mørke, som kommer fra os." I salmen er det tydeligt, at lyset ikke kommer fra os, men fra Gud. Sådan skal troen også forstås.

Troen adskiller sig ikke fra vores fælles liv. Ligesom jeg er forsigtig med at tale om egen tro, sådan er jeg også forsigtig med at tale om, hvilken rolle troen spiller for danskerne i dag. Jeg hæfter mig dog ved, hvordan jeg som præst bliver mødt positivt og med åbenhed. Da jeg for mere end 20 år siden blev præst, var en af de første erfaringer, jeg gjorde mig, den, at jeg ikke selv skulle opbygge tillid. Tilliden var der ofte på forhånd. Mennesker, jeg ikke før havde mødt, fortalte mig noget, de aldrig havde delt med andre. Der er en grundlæggende tillid til præster, og vi skal sådan passe på ikke at ødelægge den. Om dét er tro, skal jeg lade være usagt, men der er en grundlæggende tillid til, at kirke og præst vil mennesker noget godt.

Troen adskiller sig ikke fra samfundet. En større undersøgelse viser, at de fleste danskere vil, at kirken som kulturarv skal bevares, at kirkegårdene er vigtige for os, og at det forventes, at kirken tager sig af de svage. Jeg fristes til at påstå, at disse udsagn har med tro at gøre.

De mange kirker står som tegn på noget fælles for danskere flest, nemlig at Danmark er et kristent land.

Kirkegårdene skal der tages vare på, for de står som et udtryk for vores forhold til vores kære. De udtrykker som kristentroen, at livet og kærligheden er til stede i den have, som man ellers ville betragte som de dødes have.

Kirken skal tage sig af de svage. De fleste danskere ser vist budskabet om næstekærlighed som noget af det første i kristentroen. På trods af teologers væsentlige diskussioner om forståelsen af næstekærlighed og om, hvorvidt der kan tales om et kristent menneskesyn, så er her noget, som mange mennesker forbinder med kristentro. Forhenværende biskop over Roskilde Jan Lindhardt påstod med sin vanlige klogskab og underfundighed, at skatteopkrævning er en kristelig ordning. Uden at det skal gøres til et politisk statement, kan jeg tilslutte mig. Danmark som et kristent land hænger også sammen med, hvordan vi som samfund behandler vores svageste.

Hvordan skal kirken så se ud? Hvilken folkekirke er jeg tilhænger af?

Først og fremmest holder jeg af en kirke med en gudstjeneste, som peger ud til livet. For gudstjenesten adskiller sig ikke fra livet. I alle vores kirker står ved udgangen en indsamlingsblok. Den står der til indsamling af penge og endnu mere for at minde os om, at når vi går ud til livet, så er det i et ansvarsforhold til Gud og til næsten. Gudstjenesten er rettet imod at skulle forlade kirken. Det er dens egentlige mål. Gudstjenesten er ikke vedvarende fromhed og hengivenhed vendt imod det hellige, men den er bøn og salmesang til og fra Gud, hilsener fyldt af Guds nærvær, nåde og fred, evangeliets forkyndelse, sakramenterne og selve velsignelsen. Alt dette for at vi igen skal forlade gudstjenesten og kirken for at gå ud til livet. Derfor behøver en gudstjeneste hverken at være sjov eller underholdende. Det er det derude, der virkelig betyder noget. Gudstjenesten skal være vedkommende og kan være festlig – for lyset af Guds nærvær vil forplante sig i den. Gudstjenesten adskiller sig ikke fra livet.

Dernæst holder jeg af en kirke, som er stærkt forankret i folket. En folkekirke. Danmark har en grundlov, der om kirken siger, at den er evangelisk-luthersk og som sådan understøttet af staten. Regenten skal være medlem. Folketinget er principielt lovgivende for kirken også, og landet har en kirkeminister. Vi har et kors i vores flag. Kirkeskatten inddrives af staten. Overalt i vores land står der kirker, som ringer til bøn, gudstjeneste og kirkelige handlinger. Folkekirken er stærkt forankret i staten.

Og den er lige så stærkt forankret lokalt. Det sker med tilstedeværelsen af sognets kirke, menighed, præst og gudstjeneste. Det sker ligeledes ved et folkeligt og lokalt forankret demokrati gennem menighedsrådet. Troen adskiller sig ikke fra det omgivende samfund, det bør den lokale kirke heller ikke gøre.

Sidst – men ikke mindst – holder jeg af en kirke, der i meget høj grad ledes lokalt og kan skabe sammenhæng i lokalsamfundet. Der er meget, der landsdækkende binder folkekirken sammen: gudstjenesten og de kirkelige handlinger med deres fælles ritualer, salmebogen, Dronningens autorisation, præsters ansættelsesforhold i staten. Vi bindes også sammen af et folkeligt og lokalt forankret demokrati, hvor et menighedsråd i samvirke skal sætte rammerne for kirkens liv og vækst.

Som afslutning nogle personlige betragtninger om troen. Jeg føler mig som et privilegeret menneske, fordi jeg i mit liv har mødt så mange, der troede på mig. Jeg tror, det er en grunderfaring, som mange gør sig. Det betyder noget, at vi viser hinanden tillid og tror på hinanden. Det er ganske givet en anden måde at tale tro på, men jeg tror ikke, at den kan adskilles fra troen på Gud.

I mit præstearbejde er jeg blevet mødt med en stor grad af tillid. Flere forskellige menighedsråd har på vegne af menigheden gennem årene kaldet mig til at være præst. Der var også mennesker i mine helt unge år, der i kirkeligt børne- og ungdomsarbejde mødte mig med tillid. Jeg fik opgaver, blev betroet ledelse og fik forskellige udvalgs- og bestyrelsesposter og fik derigennem en større tro på mig selv. Jeg føler mig umådeligt privilegeret med hustru, familie og venner. Ja, ligefrem taknemmelig. Det har med troen at gøre. Det har med livet at gøre. For troen adskiller sig ikke fra livet!