Bispekandidat: Vi skal være sammen om at være kirke på en nye måde

Jeg er sikker på, at vi kan gøre Fyens Stift endnu mere attraktivt. Men vi kan kun gøre det, hvis biskoppen ikke understøtter polariseringen, skriver studielektor Mads Davidsen, der er bispekandidat i Fyens Stift

Bispekandidat: Vi skal være sammen om at være kirke på en nye måde
Foto: Privat.

Da jeg var omkring 18 år, gik jeg til optagelsesprøve på musikkonservatoriet. Jeg havde satset alt på musikken og en karriere som violinist, og jeg husker stadig tydeligt, hvordan alle drømme brast, da jeg fik besked om, at jeg ikke var optaget.

Det var mange års hårdt slid, der røg på gulvet. Jeg var skuffet, og jeg bebrejdede mig selv. Det var i den periode, jeg begyndte at genfinde min barnetro. Midt i min egen krise begyndte jeg at forstå, hvad kristendommen og dåben betyder.

Denne artikel er en del af denne serie:
Bispevalg i Fyens Stift

Jeg læste i Bibelen om alle de uperfekte, de blinde, de halte og de lamme. Og jeg forstod, at Bibelen også handlede om mig, at det var mig, der var blind og lam, og at jeg førhen havde levet som en farisæer, som en af de skriftkloge i forsøget på at være den bedste og mest perfekte udgave af mig selv.

Det var efter denne gennemlæsning af Det Nye Testamente, jeg begyndte at gå i kirke igen. Jeg vendte tilbage til den kirke, jeg var kommet i som barn, og det var godt og trygt at komme tilbage. Kirken var stedet, hvor man kunne være i fred uden at skulle gøre rede for karriere og tanker om studie og fremtid – et sted, hvor man ikke skulle være perfekt.

Jeg har været præst i folkekirken i 15 år. Jeg har været præst i Fredens Kirke i Odense. Jeg har været præst i to landsogne, Egense og Øster Skerninge uden for Svendborg. Jeg har været overenskomstansat sognepræst i Munkebo. Jeg har boet i tjenestebolig, og jeg har boet uden. Jeg har oplevet forskellene på land og by, og jeg har været i både rige og mindre rige sogne. Der er ingen tvivl om, at den store forskellighed, som findes i Fyens Stift, er en styrke, som vi skal bruge.

Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker og har altid været overvældet af den enorme tillid, man møder, når man som præst og sjælesørger træder direkte ind i andre menneskers sorger og glæder. Jeg har mærket, hvad folkekirken kan i forbindelse med livets overgange, men også ved gudstjenesten, når vi forkynder for børn, unge, voksne og ældre.

Den brede erfaring har jeg trukket på i mit nuværende arbejde som studielektor på Pastoralseminariet i København. Det er på Pastoralseminariet, vi uddanner præster til folkekirken. De studerende lærer at holde gudstjeneste, begravelse, vielse, dåb og nadver. Jeg har lært de kommende præster at kende og ved, hvor vigtigt det er, at vi har en bred diversitet i præstestillingerne, så vi kan sikre en god rekruttering i fremtiden.

Når jeg har valgt at stille mig til rådighed som kandidat til bispevalget i Fyens Stift, er det, fordi jeg gerne vil skabe de bedste rammer for evangeliets forkyndelse. Forkyndelse skal forstås bredt, ikke alene som den forkyndelse der lyder ved gudstjenesten, men også den forkyndelse der lyder gennem undervisning og diakoni.

I de kirker, hvor jeg har været ansat, har jeg oplevet en stærk lokal forankring og en stolthed over at være kirke på netop ”vores” måde. Vi kender alle til frasen ”vores kirke” eller ”vores præst”, når vi blandt kolleger skal fortælle, hvad vi gør hjemme hos os. Vi siger ”vores kirke” med en vis stolthed i stemmen. For hvem glæder sig ikke over at kunne fortælle om alt det, der virker ”hjemme hos os”.

Men det er ikke alle steder, man med samme stolthed siger ”vores kirke” længere. Mange sogne oplever, hvordan udfordringerne i folkekirken sniger sig ind i ”deres sogn”. Udfordringer, som gør, at vi i kirken skal finde en ny identitet omkring vores sogn og vores kirke.

I en valgkamp er det helt naturligt, at kandidaterne kæmper om vælgerne. Der bliver talt om folkekirken som en ”værdig ramme om evangeliets forkyndelse”, om ”samvirke” i menighedsrådet, om ”natkirke og ungdomskirke”. Det er tanker, man ikke kan være uenig i – men er også lette løfter, der skøjter hen over den virkelighed, folkekirken befinder sig i.

Jeg vil gerne tale om de konkrete udfordringer, som vi oplever lokalt i vores sogne nu og her. Vi har i Fyens Stift en lang række udfordringer, som griber ind i hinanden. Udfordringerne er ikke nye, men udgør en blanding af strukturelle problemer og mangel på økonomiske og menneskelige ressourcer.

Symptomerne viser sig i de åbenlyse problemer med arbejdsmiljøet, præstemangel, faldende dåbstal, udgifter til vedligehold og opvarmning af kirker. Det er udfordringer, som er en realitet nu og her i mange fynske sogne.

Midt i disse udfordringer kommer bispevalget, hvor en lang valgkamp puster til problemerne. I valgkampen er det let at komme til at love, at man vil ansætte flere hænder, at man vil lave mere kirkeligt arbejde for børn, unge og ældre, at man vil lave offentlige fonde til vedligehold af kirker, at man vil lave retrætesteder eller andet, som i virkeligheden blot gør de økonomiske udfordringer større.

For én ting er helt sikkert: uanset hvem der bliver biskop, så følger der ikke flere penge med opgaven. Jeg vil derfor mane til besindighed. Jeg vil opfordre til, at vi stopper op og går sammen om at løse den fælles udfordring. Folkekirken er blevet for dyr, og vi kan kun nedbringe udgifterne ved at gå sammen.

Derfor skal vi have en biskop, der kan samle stiftet, i en tid hvor vi alt for let bliver splittet i kampen mellem land og by, i kampen om ressourcer, i kampen mellem rige og fattige provstier.

Vi skal beholde ”vores sogne”, men vi skal indstille os på, at vi i højere grad må deles om præsterne og gudstjenesterne, kirkerne, personalet, aktiviteterne og de hænder, der sidder i menighedsrådene. Lad os derfor imødegå denne udfordring med åbent sind og finde nye måder at tale om, hvad der er ”vores”.

Hvis jeg bliver biskop, vil jeg helt konkret nedsætte en række bredt sammensatte arbejdsgrupper, der skal arbejde med henholdsvis arbejdsmiljø, præstemangel, menighedsrådsvalg og vedligehold af kirker. Det bliver gruppernes opgave at komme med idéer til at finde og implementere løsninger, samtidig med at vi holder sammen på stiftet.

Der findes allerede et righoldigt katalog af materialer, blandt andet fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, FUV, hvor man har udviklet rapporter om nye måder at samarbejde på i menighedsrådene, og om differentieret vedligehold af kirker og arbejdsmiljø.

Vi skal trække på den viden. Vi skal finde løsninger på, hvordan vi kan undgå splittelse mellem land og by. Hvordan vi undgår splittelse og polarisering mellem rige og fattige provstier. Og hvordan vi implementerer det bedste fra byen på landet og omvendt.

Arbejdsgrupperne bliver kun en lille del af løsningen. Der er vigtigt, at vi også lokalt forsøger at løse de kommende udfordringer. Vi skal have lokale samtaler om, hvordan vi deles om midlerne og løser manglen på hænder i menighedsrådene. Vi kommer derfor ikke uden om samtalen om, hvordan vi går sammen om gudstjenester og aktiviteter, ligesom vi også i provstierne kommer til at gå sammen om opgaver, der kan aflaste menighedsrådene.

Jeg er helt sikker på, at vi sammen kan løse udfordringerne i stiftet. Jeg er sikker på, at vi kan gøre Fyens Stift endnu mere attraktivt. Men vi kan kun gøre det, hvis biskoppen ikke understøtter polariseringen i stiftet ved at kæmpe om enten den ene eller den anden vælgergruppe. Den kommende biskop skal være biskop for alle, en samlende figur, der formår at lytte til og inddrage de mange forskellige stemmer og interesser i stiftet.

Da jeg som ung genfandt min tro, var det i en erkendelse af, at jeg ikke er perfekt. Min plads i Bibelen er mellem de blinde og de halte, de stumme og de lamme, alle de mennesker, som Jesus helbreder og kalder. Erkendelsen, af at jeg ikke er perfekt, har lært mig, at det er ved at arbejde sammen med andre og lytte til andre, at man opnår de bedste resultater.

Skulle jeg blive valgt som biskop, vil jeg drage nytte af denne erfaring, inddrage og lytte til provsterne, se og bruge præsternes kompetencer, samtidig med at jeg vil bakke menighedsrådene op i deres forsøg på at skabe en ansvarlig folkekirke. Sagt med andre ord: Jeg vil skabe samling, så vi er sammen om at være kirke på nye måder.