”Tror du på, at Jesus opstod i kød og blod”? Sådan blev jeg spurgt som bispekandidat ved et debatmøde i Mogenstrup. Det førte til en længere teologisk udveksling med kloge kolleger om forskellige udlægninger af genopstandelsen. Det er naturligvis altid interessant, og diskussionen var passioneret og heftig. Den var faglig, argumenterne trak på lærebøgerne og involverede præster.
Jeg har fået det samme spørgsmål en gang før. Som præst besøgte jeg en kvinde, som netop havde fået at vide, at den kræft, hun var angrebet af, ikke kunne standses.
Jeg svarede hende fagligt og brugte de bedste argumenter fra lærebøgerne, indtil hun afbrød mig, så mig direkte i øjnene og spurgte: ”Tror du, at der er et liv efter døden”?
Mine lærebøger blev fejet på gulvet, det vigtige skete menneske til menneske – i et fælles punkt, hvor vi begge havde noget på spil. Hun spurgte: "Tror du," ikke ”Hvad sagde Luther? Hvad skrev Kierkegaard”? Nej, hvad tror du?
Det blev et vendepunkt for mig som præst. Jeg forstod, at der er to måder, vi kan tale om troen på. Den ene er den fagligt interessante, hvor vi diskuterer den sande lære. Her afprøver vi troen i forhold til bekendelsesskrifterne i en samtale, som ofte foregår i præstens studerekammer mellem kollegaer. Den er vigtig i en kirke, som er forpligtet på den kristne tro, men den kan ikke stå alene.
Den anden måde at tale om tro på, sker kun i mødet mellem mennesker, som deler det vilkår at være dødelige, som ikke kender hele sandheden, men har evnen til undren, og viljen til at lade sig forandre. Denne samtale bliver let ødelagt, i det øjeblik præsten begynder at slå fra sig med læresætninger. Her gælder det ikke om at få ret eller om at holde sig indenfor stregerne. Det drejer sig om at stille sig der, hvor noget er på spil og erkende sin foreløbige viden, sin tro og tvivl.
Da kvinden så mig i øjnene og spurgte til min tro, var det indlysende, at jeg ikke kunne begynde på en teologisk udredning. Her var noget andet på spil. Det, der blev spurgt ind til, var kirkens bæredygtighed, ja, til kirkens hele betydning for mennesket år 2022. Har den kristne tro relevans for mig i min livssituation?
Bæredygtighed står højt på dagsordenen, men i kirkens sammenhæng handler bæredygtighed ikke bare om klima og miljø. Bæredygtighed i miljømæssig betydning handler om, at vi alle skal føle ejerskab til det at bevare et bæredygtigt miljø. Kirkelig bæredygtighed handler også om ejerskab - til kirken og det, som den repræsenterer og tilbyder.
Folkekirken bliver bæredygtig, når vi formår at løfte et fagligt teologisk spørgsmål som f.eks. opstandelsen til en folkelig samtale om, hvad dette spørgsmål rummer af betydning for mit liv? Deri finder vi en grundlæggende opgave for kirken: At gøre det teologisk interessante til vedkommende, levende livsspørgsmål.
Netop det handler om ejerskab til – ikke bare kirken, men til evangeliet. Vi skal kunne svare den mand, som sad på bænken med alt for mange tomme flasker omkring sig, og råbte til mig: ”Hvad så præst, tror du, ham Jesus er noget for mig?”
I virkeligheden spurgte han: “Hvad har kirken til mig? Hvad har den med mig at gøre?” Svaret på dette spørgsmål må naturligvis være det centrale ved et bispevalg. Og for vores arbejde efter bispevalget.
For hånden på hjertet, giver det flere mennesker følelsen af ejerskab til kirken, når vi diskuterer arbejdsmiljø, klima, grøn kirke og lignende? Det er noget, der som en given ting, bare skal være på plads, eller bringes på plads – det gælder for enhver virksomhed, ligesom det gælder for kirken. Det er et naturligt ledelsesansvar.
Men hvad med kirkens bæredygtighed som kirke og trossamfund, dens livsdygtighed i en periode, hvor mange mennesker finder deres spirituelle behov bedre formuleret og tilfredsstillet andre steder end i kirken?
Samtalen om livssyn og eksistens går ofte uden om kirken, som ellers burde være en naturlig samtalepartner i disse spørgsmål. Svend Brinkmann fylder foredragssale og prædiker kristendom uden Kristus, et mediehus skaber og formidler fortællinger – ”fortællingen kom med ordet” som de forklarer, og en kaffebar nærer den menneskelige sjæl ved at give mennesker en følelse af tilknytning.
Der er en enorm længsel i samtiden efter mening. En mening som folkekirken ligger inde med. Problemet er, at denne mening ikke føles relevant for flertallet, når den udelukkende formuleres i faglige, lærde diskussioner.
Hvad Jesus vejede, da han opstod påskemorgen, er simpelthen ikke livsvigtigt for den terminalt syge, for manden på bænken eller for forældrene til en besværlig teenager – men om Jesus opstandelse har betydning for, om jeg skal se mine kære igen efter døden, er et spørgsmål, som kan få min nabo til at standse hækklipningen og involvere sig i en samtale – med mig som et menneske med erkendelse af egen dødelighed, mere end som en præst, der har læst en masse interessante bøger.
Samtalen om liv og tro, hvor noget virkelig er på spil, kan kun vende tilbage til folkekirken, hvis folket igen får ejerskab til kirkens budskab. Ellers bliver kirken blot et traditionshus, og det er i hvert tilfælde ikke bæredygtigt. Det afgørende - ikke mindst ved et bispevalg - må derfor være, hvordan etablerer vi en kirkelig bæredygtighed, hvordan gør vi kirken livsdygtig gennem en voksende folkedygtighed?
Det indledende teologiske spørgsmål om genopstandelsen, spørgsmålet, som dukkede op ved et møde i forbindelse med bispevalget, viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke én gang for alle har løst kirkens opgave, som handler om at give folket ejerskab til det, der sker i og omkring kirken.
Hvordan kommunikerer vi det teologisk interessante ud til mennesker, som spørger til: “Hvad betyder det for mig?” En af biskoppens hovedopgaver må således være at skabe bedre og inspirerende rammer for kirkelivet, herunder ikke mindst inddragelse af de lokale og frivillige – og vel at mærke ikke kun i praktisk arbejde - men også i det egentlige kirkeliv i form af formidling af, “hvad der rent faktisk er i det for mig”?
Vi er nødt til at løfte samtalen ud fra præstens studerekammer og ind i det levede liv, og det kan ingen præst gøre alene. Jeg indså det, da jeg stod én præst med 25 konfirmander. Jeg slog ikke til – dels fordi de var for mange, dels fordi jeg, med konfirmandernes ord, fik penge for at tale, som jeg gjorde. Jeg kunne undervise i den rette lære, men samtalen om den levede tro begyndte, da fem kirkegængere, som jeg havde inviteret, begyndte at deltage i undervisningen.
Disse samtaler imellem generationer om, hvad troen kan betyde for et menneske, står for mig som noget af det fineste, jeg har oplevet i folkekirken. Som præst satte jeg rammerne, men det var menigheden, som fyldte dem ud.
Jeg drømmer om en kirke, hvor præster og personale i samarbejde med menighedsrådene arbejder for at skabe anledning og mulighed for den levende religiøse samtale imellem mennesker. Her vil præsten være en naturlig sparringspartner og kirken en naturlig ramme. Folkekirken har det hele: Menneskene, bygningerne, budskabet – nu mangler vi bare at finde modet til kaste os ud i den religiøse samtale, hvor vi ikke har alle de færdige svar, men evnen til at undres, viljen til at sætte os selv på spil og modet til at forandres.