ENDNU EN GANG må man undre sig over de danske biskoppers evne til uden at blinke at kunne udtale indbyrdes modstridende udsagn med lige biskoppeligt eftertryk.
Forleden udtalte bisperne deres bekymring over den faldende dåbsprocent og meddelte, at noget måtte gøres. Bekymringen kan man jo kun give dem ret i. Det er sørgeligt, at flere og flere danske forældre åbenbart ikke kerer sig om deres børns evige salighed, men regner Vorherres egen befaling for mundsvejr.
Men nu har flere af de selvsamme biskopper, som er blevet bekymrede, selv gjort, hvad de kunne for at gøre det klart for deres stiftsbørn, at Vorherres ord rangerer langt under andre og mere jordiske hensyn.
Den afgående Aarhus-bisp har udtalt, at der er flere veje til Gud end Kristus, så Vorherre tog åbenbart munden for fuld, da han kaldte sig selv for ”vejen, sandheden og livet”. Men når alle veje fører til Gud Fader, er der jo ingen grund til at gå om ad den, der hedder dåb i Jesu navn.
Odense-bispen forbød Massoud Fouroozandehs dåb af konvertitter, hvis de ikke ved dåben blev medlemmer af folkekirken, hvor man forstår, at folkekirkens medlemstal er vigtigere end dåben.
For tiden er det den folkekirkelige dåbspraksis med overøsning af dåbsbarnets hoved, der er vigtigere end dåben i den treenige Guds navn, fremgår det, idet biskoppen sætter sig imod dåb ved neddykning, skønt der ellers er gode både teologiske og kirkehistoriske belæg for denne dåbsform.
I Ribe har biskoppen i ligestillingens navn forment beboerne af Luthersk Missions plejehjem nadverens sakramente, medmindre plejehjemmene selv kan finde en præst, der vil forrette gudstjeneste der.Havde biskoppen nu taget plejehjemmenes modvilje mod kvindelige præster i skole med det teologiske argument, at det er et farligt menneskeligt hovmod at hævde, at Vorherres ords virke er afhængigt af præstens værdighed eller køn, så kunne man tage biskoppen alvorligt.
Men i Ribe Stift er det, forstår man, ikke Vorherres ord, biskoppen er bundet af, men ligestillingsloven. Her er det altså kønnenes ligestilling, der har forrang for ham, der kaldte sig selv livets brød.I Roskilde trues en præst med afsked, fordi han har vovet at prædike, at Vorherres ord er det eneste fornødne.
Det har stødt de kolleger på manchetterne, som bruger deres kræfter på at få folkekirken til at ligne et underholdningstilbud til børn. Ifølge Roskilde-bispen må Vorherres ord altså ikke stå i vejen for den kollegiale rosepligt.
I Haderslev og København kæmper bisper og domprovster for opførelse af moskéer, hvoraf man kan skønne, at religionsligheden her rangerer højere end Vorherres befaling om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn...”.
Er det så så sært, hvis folk ikke regner dåben for andet end et hyggeligt navngivningsritual? En smuk tradition, som dog har den trælse konsekvens, at barnet kommer til at betale kirkeskat som voksent, hvis det ikke får sig meldt ud i tide?
Biskopperne har jo selv gjort, hvad de kunne for at tage brodden ud af det, Vorherre sagde til sine disciple ifølge evangeliet til Kristi himmelfartsdag: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses, men den, der ikke tror, skal dømmes.”
Når bisperne nu selv tilkendegiver, at Vorherre mente det ikke så alvorligt, hvad er det så, der bekymrer dem ved den faldende dåbsprocent? Er det det virkeligt alvorlige - at faldende dåbsprocent er en trussel mod deres eget levebrød? Eller glemmer bisperne bare at tænke over, hvad de selv siger?
Agnete Raahauge er sognepræst