I DE GODT 20 ÅR, jeg har været præst, har jeg med nysgerrighed fulgt med i en række bispevalg. Og man kan drage nogle helt overordnede konklusioner: For det første ved de færreste almindelige mennesker, hvornår der er valg om det vigtige embede. For det andet minder valgkampene om almindelig politik – i hvert fald når det gælder ulden i munden.
Kandidaterne gør sig umage for at være upræcise for ikke at støde for mange fra sig. Alle er grundtvigske. Alle er brede.
Demokrati og folkekirke er en underlig blanding. Sat lidt på spidsen: I folkekirken vælger vi vores ledende politikere – biskopperne – på livstid. Ganske vist er biskopper ikke sat til at politisere. Men sandt er det, at embedet som biskop er det højeste i folkekirken. Og selvom der også er et liv efter pensionen, er det i hvert fald korrekt, at de 10 biskopper kan sidde, til arbejdslivet er slut.
Det kunne man måske forstå, hvis biskoppen bare var embedsmand. Men biskoppen er både leder i teologisk og i administrativ forstand. Og hvor for eksempel departementschefen i Kirkeministeriet bliver ansat efter en grundig procedure – og kan fyres – bliver en biskop valgt efter en decideret valgkamp.
Sådan en valgkamp er allerede i gang om, hvem der skal være biskop i Lolland-Falsters Stift. Det bliver interessant at følge. For biskopperne er en vigtig stemme i den teologiske debat. Og selvom alle døbte kan repræsentere folkekirken – og vi dermed er lige – så er nogle af os i praksis ”mere lige end andre”.
Gennem tiden har man set adskillige biskopper indtage alle tænkelige holdninger. For eksempel om, at man kan komme til Gud uden om Jesus. Og visse har lagt en politiserende linje, som er højlydt kritisk over for borgerlige regeringer – men ikke røde.
Det kan jo være et spørgsmål om personlig stil. Men det ville have været rart, om vælgerne var blevet gjort opmærksomme på, at det ville være sådan.
Netop i spørgsmålet om bispevalg er demokratiet sat temmelig meget ud af kraft. Man kan ikke fravælge nogen. Man har kun ét skud i bøssen. Man må – stort set i blinde – satse på, at man vælger en biskop, der ikke er alt for tåbelig. For man kan ikke regne med, at biskopperne vil gå af selv.
”Jeg står fast på, at jeg er indstillet på at gå efter 10 år,” sagde bispekandidat Peter Fischer-Møller – før han blev biskop. Nu er han mindre fast i kødet. Fischer-Møller kan være blevet klogere – og det er en ærlig sag. Men det illustrerer bare problemet. Hvem skal vurdere, om han er blevet klogere? Han selv? Eller menighederne? I dag er det kun op til biskoppen.
Den tidligere regering overvejede at begrænse biskoppers embedsperiode, så de fremover skulle ansættes på åremål. Det var én måde at begrænse det demokratiske problem. Men det gav anledning til andre problemer. Skulle biskopper for eksempel kunne genvælges, og hvis ja, ville hele deres embedsperiode så være én lang valgkamp? Og skulle biskopper have mulighed for at vende tilbage til en almindelig præstestilling? Ellers risikerede de jo at være dømt helt ude, når de ikke længere var biskopper.
Én ting er sikker: Jo længere en politikers eller en biskops embedsperiode skal være, jo vigtigere er det at få gransket, hvem man vælger. Mens vi venter på, at systemet bliver bedre, kan vi i det mindste kræve, at bispekandidaterne skal være klare i mælet, og at de skal holde deres løfter.
De stemmeberettigede skal så til gengæld tage sig sammen og kræve svar – for de hænger jo på biskoppen, når først vedkommende er valgt. Hvis de stemmeberettigede ikke kan finde ud af at stille spørgsmål, bør de hente hjælp hos folk, der kan stille relevante, skarpe spørgsmål. Måske de andre bisper?
Det er i hvert fald vigtigt at være ekstra grundig i udvælgelsen af biskopper, fordi de (næsten) sidder på livstid.
Kandidaterne til bispeembedet må finde sig i at blive gransket i mindste detalje – og gerne mere grundigt end kandidater til politiske embeder – netop fordi de får muligheden for at sidde så længe.
Edith Thingstrup er sognepræst og debattør.