DET HAR I DEN SNART overståede bispevalgkamp været fremført, at det ikke har været til at høre forskel på min medbejler til stolen og undertegnede. Men tag ikke fejl.
Der er meget store forskelle. Ikke mindst i vores syn på ledelse, hvilket trods alt ikke er helt uvæsentligt, hvis man skal være biskop.
Han vil nok hævde, at jeg er mere gammeldags. Også hvad ledelse angår. Det skal jeg ikke kunne sige.
Men jo, jeg er nok mest til den gode velafprøvede, folkelige demokratiske model, hvor man lader meninger brydes i det åbne, spørger indtil man får et ordentlig svar, ikke bliver sur, når man kritiseres og bagefter kan være lige gode venner for det.
Den form for moderne ledelse, hvor vennesæl ordentlighed sættes over ærlig meningsudveksling, og kritik mødes med ”magtfrie” samtaler under fire øjne, abonnerer jeg for min part ikke på.
Så jeg forstår det ganske enkelt ikke, når min medkandidat i et indlæg i lørdagens Kristeligt Dagblad undres så vældigt over, at en fælles kollega af min baggrundsgruppe kritiseres for klynk.
Som om han har noget at frygte, hvis jeg bliver biskop. Ærligt talt! Der er en tid til at føre valgkamp og en tid til at være biskop.
Og når denne sidste oprinder, skal der glemmes og tænkes fremad.
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, hvor fredelig denne valgkamp har været, trods forgæves forsøg på at fremstille den som alt andet.
En del af forklaringen er nok fraværet af aktuelle sager; emner, der får debatten til at blusse op.
Vielser af homoseksuelle, kirkestruktur, de små sogne, tro på Gud - alt det, som har næret meningsudvekslingerne ved tidligere bispevalgkampe, har ikke på samme måde kaldt på lidenskaberne.
Måske vi derfor er faldet tilbage på nogle mere grundlæggende, knapt så åbenlyse forskelle som den, der udgør vægtningen mellem nyt og gammelt, nytænkning og tradition.
Spørgsmål som altid har beskæftiget os i kirken. Ikke mindst i diskussionen om, hvordan vi skal møde de unge. For mig at se udgør historien grunden under vores fødder. Det er den, vi fornyr på.
Og i mit møde med de unge mennesker, der i øvrigt er lige så forskellige, som vi midaldrende, fornemmer jeg helt aktuelt en sult på tradition.
Ikke den døde og forstenede. Men den, der i en fortumlet verden giver et hjemsted, man kan bevæge sig ud og tænke nyt fra.
Der har vi som folkekirke uendelig meget godt at dele ud af.
Helt apropos: Den 5. maj ringer kirkeklokkerne. Vi husker for at komme ordentlig videre. Og hvor er der meget, vi skal tage fat på. Tiden kalder på os.
Henrik Wigh-Poulsen er bispekandidat i Aarhus