Bistandskroner og mission. Tingene holdes adskilt

Det er rigtigt, at kristent missionsarbejde har ændret karakter og fokus gennem det 20. århundrede, men både forkyndelse og diakoni har hele tiden været til stede i kristen mission.

"Mange bistandsorganisationer har i de senere år optrappet udviklingsstøtten gennem trosbaserede organisationer", noget som Jonas Adelin Jørgensen gerne ser ske mere i Danmark.
"Mange bistandsorganisationer har i de senere år optrappet udviklingsstøtten gennem trosbaserede organisationer", noget som Jonas Adelin Jørgensen gerne ser ske mere i Danmark. . Foto: Arkiv.

Kristeligt Dagblad indledte i juli en artikelserie om forskellige moderne forståelser af "kald", herunder kristen mission. I debatartiklerne fremføres en række påstande, som trænger til en præcisering:
For det første antages det, at der er en sammenhæng mellem den stigende andel statslige udviklingsmidler, som kanaliseres gennem danske missionsorganisationer, og en ændring af fokus i danske missionsselskaber fra "klassisk mission" til udviklingsarbejde.
Det er rigtigt, at kristent missionsarbejde har ændret karakter og fokus gennem det 20. århundrede, men både forkyndelse og diakoni har hele tiden været til stede i kristen mission. De seneste 10 år er andelen af statslige udviklingsmidler, som danske missionsselskaber har del i, steget.
De to største aftagere, Danmission og Mission Afrika, modtager således sammen med lokale partnere i dag 16,6 millioner kroner eller 5 procent af det samlede danske udviklingsbistand givet til trosbaserede organisationer af Danida. Men der er ingen sammenhæng mellem disse to udviklinger, ligesom en øget andel af udviklingsprojekter ikke modsiger evangeliserende eller menighedsopbyggende arbejde. Endnu mindre giver dette tal vel grund til at hævde, at dansk mission ligefrem skulle være afhængig af statslige midler.
For det andet antages det, at der skulle være en konflikt hos missionsselskabernes medarbejdere, der arbejder med statslige udviklingsmidler, som netop ikke må bruges til at fremme en bestem religiøs forståelse. Som en konsekvens af dette eksisterer der i Danmark en parallel organisering i henholdsvis Dansk Missionsråd og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Disse to varetager henholdsvis den evangeliserende og menighedsopbyggende funktion og den humaniserende og udviklende del for vores medlemsorganisationer.
Delingen i to organisationer er en måde at komme ud over det potentielle problem, hvor offentlige midler ikke må bruges til evangelisering og menighedsopbygning, men hvor udviklingsprojekterne samtidig finder sted, hvor de gør mest gavn, nemlig blandt de fattigste, blandt minoriteter og blandt kvinder, som danske missionsselskaber og lokale partnere i fællesskab har kontakt til.
I kraft af de danske missionsorganisationers finmaskede netværk og med det kristne evangelium som fælles grund, er der et tillidsforhold mellem danske og lokale missionsorganisationer, som sætter dem i stand til også at arbejde for udvikling blandt alle marginaliserede.
De projekter, som Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling er involveret i, finder således sted med trosbaserede organisationer som ramme, men er ikke evangeliserende og menighedsopbyggende. Samtidig står det naturligvis de samme missionsorganisationer og deres ansatte frit for at støtte og fremme evangeliserende og menighedsopbyggende arbejde for deres egne midler.
For det tredje tager en række ordførere fra SF, S, K og DF afstand fra, at danske missionsorganisationer forkynder for offentlige midler. Mig bekendt eksisterer der ingen eksempler er på, at der blandes bistandskroner med forkyndelse i danske missionsorganisationer. Danske missionsorganisationer overholder i samme omfang som alle andre organisationer, der modtager støtte fra Danida, de retningslinjer, der gælder for, hvor, hvormed og hvordan Danida støtter projekter.
Konkret sørger Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling for at rådgive organisationerne og yder støtte til de nødvendige rapporteringer om enkelte projekter, og Danida har hidtil ikke sat spørgsmålstegn ved Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings forvaltning af statslige bistandsmidler. Men er der et politisk ønske herom, skal Danida da være mere end velkommen til at iværksætte en særlig undersøgelse heraf.
Efter at have imødegået disse tre upræcisheder vil jeg ikke desto mindre afslutningsvis foreslå, at udviklingsministeren igangsætter et udredningsarbejde om den rolle, som trosbaserede organisationer - kristne såvel som andre - spiller og kan spille i udviklingsarbejdet.
Mange bistandsorganisationer har i de senere år optrappet udviklingsstøtten gennem trosbaserede organisationer i erkendelse af, at man ikke længere kan ignorere den religiøse dimension i udviklingsarbejdet, og den norske bistandsminister har netop igangsat et udvalgsarbejde, der skal belyse religioners rolle i udviklingsarbejdet. Vi vil hilse et lignende dansk initiativ meget velkomment!

Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær i Dansk Missionsråd