Bjarne Corydon. En mand af mod eller politisk vendekåbe?

En socialdemokratisk ledet regering har promoveret et menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Man har smadret solidariteten, krænket og forhånet de svageste, mens velfærden er blevet udhulet på alle områder, skriver læser

"Efterhånden synes intet helligt i magtens korridorer: Sort er gjort til hvidt, krig til fred, nat til dag," skriver læser
"Efterhånden synes intet helligt i magtens korridorer: Sort er gjort til hvidt, krig til fred, nat til dag," skriver læser. Foto: Keld navntoft/.

Dette debatindlæg er skrevet af Louis Bülow

ANKLAGER OM inkompetence, massive løftebrud og flosset troværdighed klæber til finansminister Bjarne Corydon (S). I en stadig mere desperat jagt på blå midtervælgere har Corydon udvist katastrofalt manglende situationsfornemmelse og fejlet på alle parametre.

Ved at lancere et ophørsudsalg af socialdemokratiske kerneværdier og mærkesager har finansministeren sat tilliden hos egne vælgere i hobetal over styr og ses som hovedårsagen til partiets ned-smeltning. Borgerlige vælgere stemmer fortsat borgerligt, mens de socialdemokratiske protesterer ved at gå til Enhedslisten eller Dansk Folkeparti.

LÆS OGSÅ: Thorning kun nummer tre: Kassemesteren har magten

For nylig forårsagede Corydon et veritabelt Dong-oprør, da han valgte at se stort på Danmarks forsyningssikkerhed for at lade en kapitalfond, Goldman Sachs, med kortsigtede profitinter-esser komme til fadet med vetoret.

Senest er der Corydons manøvre omkring privatisering af kernevelfærd som ældreomsorg og børnehaver det handler om at få mest for pengene, forklarer finansministeren med sine nyliberale kongstanker om udlicitering og markedsgørelse af velfærden. En manøvre, der er blevet modtaget med jubel i blå blok, mens andre frygter den mest vidtgående undergravelse af vort velfærdssamfund til dato.

Efterhånden synes intet helligt i magtens korridorer: Sort er gjort til hvidt, krig til fred, nat til dag. Et mylder af reklamedrenge har fået lov til at styre showet med smart spin og manipulation. Der er inviteret til velfærdsbuffet med luftsteg og vindfrikadeller, mens man har vildledt befolkningen og snigløbet demokratiet med tomme løfter, varm luft og narresutter.

Forud for regeringens reform af beskæftigelsessystemet har regeringen og Corydon sat heksejagten ind: skingre krav om mere kontrol og idérige stramninger, hvor rørende omsorg for de arbejdsløse dækker over besparelser, pisk og angreb på hele dagpengesystemet. Den skjulte dagsorden, når der i ly af skamløst spin så inderligt tales om at tage hånd om de ledige.

En socialdemokratisk ledet regering har promoveret et menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Man har smadret solidariteten, krænket og forhånet de svageste, mens velfærden er blevet udhulet på alle områder.

En socialdemokratisk ledet regering har fattiggjort udsatte grupper og ladet andre rage århundredets fortjenester til sig. Samfundets rigeste er blevet forgyldt, og regningen sendt til ledige, kontanthjælpsmodtagere, SU-modtagere, syge og ældre.

En socialdemokratisk ledet regering har gennemført en dagpengereform, hvor 35.000 har mistet dagpengeretten i 2013. I 2014 vil yderligere 14.000 blive ramt. Tusinder af familier tvinges fra hus og hjem, børn henvises til en opvækst i fattigdom. Kriminalitet og misbrug lurer lige om hjørnet.

Men de ramte familiers dybe fortvivlelse trænger ikke igennem kagernes sprøde knasen og koppernes klirren, når der bliver nippet til kaffe og konditorkage i Finansministeriet. Der findes politikere med ægte følelser for de svageste i samfundet. Som aldrig har adskilt moral og politik, og som har forenet deres politiske virke med anstændighed. Politikere, der har haft modet til at turde forlade geleddet, når samvittigheden krævede det. Hvor værdier og holdninger har styret de politiske budskaber ikke medieeksperter og meningsundersøgelser.

Og Bjarne Corydon? Tidligere overvismand, professor i økonomi Christen Sørensen konstaterede tørt i dagbladet BT: Enten er Corydon uduelig eller også er han inkompetent ... Var der en sms, der tikkede ind om ansvarets tunge byrde?