Den britiske forfatter C.S. Lewis, som var kendt for sin formidable belæsthed, havde angiveligt ondt af den mand, der ikke læser, fordi han er ”indbygger i en alt for lille verden” og erklærede til sin sekretær: ”Mine egne øjne er ikke nok for mig. Jeg vil se gennem andres.”
At læse er ikke et gammeldags tidsfordriv, men vejen væk fra navlen, ud i verden og hen til andre i al deres genkendelighed og mærkværdighed. Der er ingen medier, der som bogen kan nuancere og fordybe verden og menneskene, men andre medier kan noget af det samme.
Kan man sige, at den mand, som aldrig ser tv, er indbygger i en alt for lille verden? Det ville C.S. Lewis næppe sige, og det vil undertegnede egentlig heller ikke. Men godt tv kan også lære os at se verden gennem andres øjne og gøre vores verden større. En skærm kan være et spejl, som lukker os for verden, men det kan også være et vindue, som åbner verden og gør den større.
Tag nu den britiske dokumentar ”Det sidste bjerg” om et britisk klatredynasti. Jeg kan udmærket forstå fascinationen af bjergenes skønhed og storhed, men de er alligevel ikke så bjergtagende, at jeg ville risikere liv og lemmer for at bestige dem. At dedikere sit liv til at hænge på klippevægge og stride sig igennem sne og is med en tårnhøj erhvervsrisiko for at nå toppen af et bjerg uden andet formål end at komme derop, hvad driver dog mennesker til det?
Ja, det kunne man lære noget om ved at se gennem klatredynastiets øjne, og selvom jeg ikke just har indkøbt reb og karabinhager, er jeg da blevet lidt klogere.
Dynastiets moder var den britiske bjergbestiger Alison Hargreaves, som var den første kvinde til at bestige Mount Everest alene uden ilt og den første til at bestige Alpernes seks nordvægge i løbet af en sæson. Alison Hargreaves besteg også Eiger-bjerget i Schweiz seks måneder henne i sin graviditet. Som hun sagde: ”Jeg var gravid, ikke syg.” I maven lå hendes dreng, som senere skulle følge i moderens fodspor og selv blive en stor bjergbestiger.
Alison Hargreaves' kærlighed til bjergene blev imidlertid også hendes død. Hun omkom i 1995 på verdens næsthøjeste bjerg, K2 i Pakistan, i en alder af bare 33 år. I familien var der sorg, men ingen bitterhed og bebrejdelse.
Kærlighed til bjergene har som anden kærlighed sine omkostninger, og hendes enkemand Jim Ballard tog børnene med til Pakistan for at se det bjerg, som blev deres mors sidste. Ikke mindst sønnen Tom Ballard fulgte sin mors vej til tinderne. Han fortalte: ”Bjergene drager en. De har en kraft, som trækker en ind.”
Men ak, Tom Ballard mistede livet som 30-årig på Naga Parbat, et andet bjerg i Pakistan, og nu var det søsteren Kate, som tog hen for at se sin brors sidste bjerg.
Bjergbestigning er selvfølgelig noget meget fysisk, men det siger også noget om mennesket som et væsen af ånd. Hvorfor sætte livet på spil ved at bestige bjerge, når man slet ikke behøver det? Fordi ånden driver et menneske længere end nytte og snusfornuft.
Jesper Bacher er sognepræst.