BJØRN BREDAL - lige om lidt forstander på Borup Højskole - har i to interviews i her i avisen fortalt om sin opvækst i Luthersk Mission og sit brud med miljøet (den 20. juni 2014 og den 7. marts 2015).
Jeg har læst begge interviews med forhøjet agtpågivenhed. Dels fordi jeg er generalsekretær i Luthersk Mission, dels fordi Bredals historie skærer cirkler med min egen. Vi er jævnaldrende, opvokset i samme miljø, og jeg oplevede hans opbrud fra første parket.
Når Bjørn Bredal beskriver sit opbrud som ”smertefuldt og dramatisk”, genkender jeg oplevelsen. De historier fortælles ofte i medierne. Vel at mærke af dem, der brød ud af miljøet.
Denne avis har jævnligt varianter. Bredals hører til de mere lødige og respektfulde. Men historien fortælles sjældent af os, der blev. Og det kan man undre sig over. For os er der altså også en del af. Hvorfor er der så få af os, der fortæller, hvorfor vi blev?
Jeg vil forsøge mig med nogle bud: En faktor er, at mange missionsfolk lider af medieforskrækkelse.
A.P. Møller-Mærsk-koncernens slogan om, at ”den, der lever skjult, lever godt”, har en del tilhængere i missionshuse. Sært, når vi har et budskab til alle mennesker. Måske skyldes noget af det dårlige erfaringer med medier, men jeg er mere tilbøjelig til at tro, at det er kulturel vanetænkning.
En anden faktor kan være forskellige former for loyalitet. Det er jo vanskeligt ikke at gå ind på meget personlige temaer både i miljøet og hos enkeltpersoner - og både hos nogle, der blev, og nogle, der udvandrede.
Selv når det gøres så respektfuldt som i Bjørn Bredals tilfælde, kan jeg mærke både på mig selv og andre, at det sætter gang i stærke følelser.
Mange missionsfolk viger tilbage fra at give deres vinkel. Udvandrerne har af en eller anden grund ikke de samme fine fornemmelser.
En tredje mulig grund er, at nogle af os, der blev, i vores stille sind giver udvandrerne ret i en hel del af deres kritik. Sådan er det i hvert fald, når jeg læser Bjørn Bredals beretning: Adskillige af de særheder, han nævner - det subkulturelle grænsende til sekteriske - genkender jeg og tror, han har ret i hvert fald et stykke. Jeg kan også godt sætte navne på nogle af de ”underlige prædikanter”, han har skåret sig på. Når han omtaler unge mennesker optaget af at gøre karriere i miljøet, kan jeg næsten føle mig truffet!
Hvis jeg skal skære ind til benet og forklare, hvorfor jeg blev, kommer jeg til at lyde meget from (og det kan selv missionsfolk paradoksalt nok ikke lide). Jeg bliver ligefrem nødt til at citere Bibelen. Da en stor flok mennesker forlod Jesus efter at par forargelige udtalelser, vendte han sig mod den inderste discipelkreds og spurgte: ”Vil I også forlade mig?”. Disciplen Peter svarede: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.”
Det kalder man vist en minimalbekendelse. Den har jeg tyet til, når jeg syntes, at kritikerne af kristendommen eller missionsmiljøet havde mere ret, end jeg havde lyst til at indrømme.
Grundlæggende blev jeg altså, fordi der gemte sig en sandhed og en befrielse, som jeg for alt i verden ikke vil miste. Her føler jeg, at nogle udvandrere smed barnet ud med badevandet.
Når det er sagt, er der næppe tvivl om, at jeg har oplevet missionsmiljøer mere rummelige og med flere frugtbare vinkler på livet, end de fleste udvandrere oplever. En faktor yderligere: Udvandrerne er gået fra en minoritets- til en majoritetsgruppe. Det giver i sagens natur mere applaus. Ikke mindst efter Hans Kirks roman ”Fiskerne”, hvor det er en gratis omgang at påstå temmelig meget om missionsfolk.
Alex Ahrendtsens bog ”Indsigt eller fordom. Indre Mission i Dansk Litteratur” dokumenterer dette til overflod.
Bjørn Bredal sagde den 20. juni 2014: ”Det gav mig en fremmedhed i forhold til normale venskaber, at jeg sad og studerede Bibelen, mens andre spillede fodbold. Det endte jeg så med at gøre oprør imod.”
Okay - jeg skal hilse og sige, at der blev spillet en hel del fodbold i Luthersk Mission-miljøet i København i 1970'erne. Når Bjørn Bredal ikke deltog, var det måske, fordi bøger og klassisk musik interesserede ham mere? Okay, det er anekdotestof. Men der er ingen tvivl om, at kun få læsere har sat spørgsmålstegn ved den historie. For så nørdede var de missionsfolk nok!
Dermed rejser historien et fundamentalt spørgsmål: Er Bjørn Bredal ikke bare flyttet fra et mindre til et større sekterisk miljø? Lige så lukket og med lige så ringe viden om det, der foregår på den anden side? Den sekt er bare stor nok til at fylde hele udsigten.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye