Blå blok endte i opgør mod sig selv. Men én positiv erkendelse går igen

To nye partier, der var udsprunget af Venstre, bragede ind i Folketinget og efterlod blå blok sønderskudt af interne opgør. Men der er én positiv erkendelse, de borgerlige kan drage af valgkampen

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Et ord begyndte allerede tidligt i valgkampen at klæbe sig til folketingsvalget i tirsdags: jordskred.

Et jordskred kom der også i tirsdags, men det var hovedsageligt i blå blok. For hvor frem- eller tilbagegangen blandt rød bloks partier kan isoleres til få mandater, foruden en større tilbagegang hos De Radikale på ni mandater, er styrkeforholdet omkring bordet i blå blok uigenkendeligt: Gamle partier er blevet mindre, og de to nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, er kommet ind med bemærkelsesværdig stor opbakning.

Valgsejren til rød blok var snæver, og tæller man Moderaterne med som en del af blå blok, står det ikke helt skidt til. Men alligevel efterlader valgresultatet blå blok i en dyb krise, lyder det fra borgerlige debattører og en politisk redaktør. De siger samstemmende, at det ikke lover godt for fremtiden i blå blok, og at den er kriseramt og sammenbrudt. For blokken er ændret i sin grundstruktur. 

Protest mod egen blok

Ikke engang hver femte vælger har stemt på et af de to traditionelle magtpartier, Venstre og De Konservative, og deres samarbejdspartner fra 2000'ernes borgerlige sejrsperiode, Dansk Folkeparti, klarede sig lige akkurat ind i Folketinget med 2,6 procent af stemmerne.

Sejrherrerne hedder i stedet Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. 25,3 procent af stemmerne tog de tre partier tilsammen.

"Det her valg har fundet sted på et tidspunkt, hvor det borgerlige Danmark samtidigt er brudt sammen, og de tre partiers succes er udtryk for det borgerlige Danmarks krise, for de er afskalninger af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti," siger Esben Schjørring, politisk redaktør ved det politiske onlinemedie Altinget.

Den politik, der tidligere kunne holdes inden for Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, er nu blevet splittet i hele syv partier, hvoraf de fire var født i protest mod de tre gamle – inden for bare de seneste 15 år.

Netop den udvikling kaldte på et sviende nederlag, siger Anna Libak, udlandsredaktør ved Weekendavisen og årets vinder af Berlingskes Fonsmark-prisen, som hun fik tildelt for sit bidrag til den borgerlige idédebat.

"Under partilederdebatterne skød Inger Støjberg (Ddem) mod Lars Løkke Rasmussen (Mod) og Jakob Ellemann-Jensen (V). Morten Messerschmidt (DF) skød mod Inger Støjberg og Pernille Vermund (NB). Blå blok var ét stort magtopgør, og derfor var resultatet også forventeligt. Når du har borgerlige partier, der er født i protest mod andre borgerlige partier, så skal det gå galt," siger Anna Libak.

Fra opbrud til sammenbrud

For to måneder siden udgav Christian Egander Skov, historiker og redaktør ved det borgerlige årsskrift Critique, bogen "Borgerlig krise" med undertitlen "det ideologiske opbrud i blå blok". Men selvom det sidste punktum først blev sat i sommer, er tilstanden nu værre, end han spåede i bogen. Efter valgresultatet er det borgerlige Danmark ikke længere i opbrud. Nu er det sammenbrudt, siger han.

"Tidligere bestod opbruddet i blå blok af en populistisk revolte mod Venstre og De Konservative. Det var et problem i sig selv, men med Moderaternes succes er der også kommet en revolte mod revolten. De desintegrerende kræfter i den borgerlige blok er meget stærkere nu, end de var før valget, efter at Moderaterne har fået mandat fra vælgerne til at gøre op med den borgerlige blokpolitik," siger Christian Egander Skov.

Jordskreddet og etableringen af revolternes revolte, Moderaterne, blev allerede sat i gang under Lars Løkke Rasmussens regeringsperiode fra 2015 til 2019. Dansk Folkeparti var blevet blå bloks største parti på baggrund af et folkeligt oprør fra Danmarks landområder. Liberal Alliance fik også et godt valg, så partilederen Anders Samuelsens stålblå øjne var rettet mod ultimative krav om skattelettelser, som DF til gengæld var inderlig modstander af.

Da de fire partier, V, K, LA og DF, skulle enes om retningen for Danmark, blev resultatet et samarbejde, som statsminister Lars Løkke Rasmussen endte med selv at gøre oprør mod ved valget i 2019. I bogen "Befrielsens øjeblik" lancerede han tanken om, at Venstre skulle søge magten over midten og gøre sig fri af yderfløjene i dansk politik. Venstre gik frem, men blå blok tabte valget. Flertallet af Venstre-medlemmer var ikke enigt i Lars Løkkes linje, så som et efterskælv til hans befrielsens øjeblik blev Moderaterne født, fri af ideologi og borgerlighed, men med øjnene rettet mod at løse velfærdsstatens problemer.

"Dybest set var Løkkes konklusion, at det borgerlige samarbejde allerede var dysfunktionelt, og den konklusion har dannet grundlag for hans eget parti, Moderaterne, der repræsenterer en teknokratisk neoliberalisme. De forskellige idéer, der prægede det store folkeparti Venstre, er flyttet ud og har fået sit eget liv i Moderaterne og Danmarksdemokraterne," siger Christian Egander Skov.

Den spaltning har været ekstremt voldsom, for det har grundlæggende ændret de strukturelle præmisser i blå blok, mener Anna Libak. For at illustrere, hvor voldsom spaltningen er, opstiller hun et tankeeksperiment om Socialdemokratiets formandsopgør i 1992, hvor Poul Nyrup Rasmussen overtog formandsposten fra Svend Auken.

"Forestil dig, at Svend Auken herefter havde stiftet et nyt parti, og at Frank Jensen også stiftede et nyt parti. Så ville Poul Nyrup Rasmussen have kæmpet mod de to nye partier, og så var valgkampen i 1994 endt med internt fnidder i blokken."

Men du kan godt, blå blok

Men ingen krise er så slem, at den ikke kan bruges til noget, og Esben Schjørring fra Altinget bemærker, at for første gang siden 1998 har Venstre og blå blok tabt et valg på en måde, der giver anledning til selvransagelse. For nok tabte Venstre regeringsmagten i både 2011 og 2019, men ved begge valg gik partiet Venstre samtidig frem.

"Tidligere har man kunnet undgå at se nederlaget i øjnene, fordi man hele tiden har kunnet falde tilbage på en positiv fortælling. Nu har man fået en lussing på begge sider af hovedet, og det er det bedste, der er sket for Venstre i lang tid, for politiske partier nytænker kun via nederlag," siger Esben Schjørring og uddyber:

"Mette Frederiksen rykkede Socialdemokratiet, fordi man ikke kunne leve med nederlaget i 2015. Anders Fogh Rasmussen kunne rykke Venstre fordelingspolitisk, fordi nederlaget i 1998 var så traumatisk, at det gav plads til at opgive nogle hellige bastioner."

Der er også særligt én positiv erkendelse, de borgerlige kan drage af valgkampen, mener både Egander Skov, Libak og Schjørring. For mellem de interne kampe i blokken lancerede Liberal Alliance en kampagne, der hverken handlede om skattelettelser, mere frihed, minksag eller virksomheders vilkår.

Helt enkelt lød det: "Du kan godt", og de tre ord kan vise en brugbar, idépolitisk vision for blå blok.

"Det var værdipolitik, som ikke handlede om, hvad staten og samfundet gør mod dig. Kampagnen var bygget på samfundssind og handlede om, at du er et myndigt menneske, der tager ansvar for samfundet," siger Anna Libak.

Tilmed var kampagnen et tiltrængt opgør med, hvad hun kalder en markedsliggørelse af politik, som har resulteret i, at partierne hele tiden skal have nye politiske slagtilbud på hylderne.

"Folk har spurgt, hvorfor der ikke kommer nogle nye borgerlige visioner, men jeg tænker, at de i stedet skal gå efter at forvalte magten ud fra et borgerligt grundsynspunkt. Det gjorde Vanopslagh," siger hun.

Esben Schjørring istemmer rosen af "Du kan godt"-kampagnen:

"Det borgerlige Danmark er forfaldet til en anti-Mette Frederiksen-kampagne og et spørgsmål om, hvor mange penge man kan have for sig selv. Blokken har haft svært ved at lave en sammenhængende politik, hvor man kan tale om livet i det borgerlige samfund. Vanopslagh startede ikke med at tale om penge, men om hvordan det borgerlige liv ser ud. Det fungerede godt, fordi det placerede borgerlige værdier i et samfund af knaphed, hvor man værdsætter dyder som opsparing, hårdt arbejde, disciplin og personligt ansvar," siger Esben Schjørring, der sagtens kan se, at kampagnen kan danne inspiration for Venstres og De Konservatives strateger, når de skal udtænke en plan for fremtidens politik:

"Når de skal udtænke den plan for fremtiden, skal dogmerne være, at svaret ikke må handle om flere penge mellem hænderne eller Socialdemokratiets formand."

Der er bare en ulempe ved Liberal Alliances kampagne: Den blev lavet af Liberal Alliance og ikke klassiske folkepartier med dybe, historiske rødder som Venstre og Det Konservative Folkeparti.

"Liberal Alliance har et renommé som et parti for de stærke," siger Anna Libak.

Der er mere pondus i at sige "du kan godt", hvis du er født med gummistøvler i den jyske muld og et Venstre-medlemskab, for hvis det kommer fra Liberal Alliance, lyder modsvaret, at det er let at sige, hvis man er født med en guldske i munden?

"Lige præcis. Alex Vanopslagh lykkedes smukt med at tale om det myndige menneske, som jeg mener, er det centrale for borgerligheden, men hos et andet parti havde det kunnet udfolde sig med større kraft. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis Søren Pape Poulsen havde ført den kampagne, og han ikke havde haft sine møgsager, så havde blå blok vundet valget."