Blasfemiparagraf sikrer respekt og anstændighed

Det kan aldrig være et selvstændigt mål at tale nedsættende om noget, andre har kært. Derfor er blasfemiparagraffen værd at bevare, skriver Esben Lunde Larsen

Jesus-sandalerne, der fik den romersk-katolske kirke til at true detailkæden Kvickly med en anmeldelse for blasfemi.
Jesus-sandalerne, der fik den romersk-katolske kirke til at true detailkæden Kvickly med en anmeldelse for blasfemi. . Foto: Jens Nørgaard Larsen.

MINISTEREN for kirke og ligestilling, Manu Sareen (R), har nu blæst til kamp mod endnu en hjørnesten i det danske samfund blasfemiparagraffen, der beskytter enhver religion imod usaglig kritik, sarkasme og latterliggørelse. Ifølge kirkeministeren er der stærke og saglige grunde til at ophæve paragraffen.

Først og fremmest mener han, at blasfemiparagraffen er i modstrid med ytringsfriheden, og han stiller samtidig spørgsmålet, om man skal kunne straffes, hvis man i en debat ytrer en sætning som: Hvis Jesus levede i dag, ville han være med i Paradise Hotel.

LÆS OGSÅ: Kirkeministeren vil ophæve blasfemiparagraf

Jeg tvivler på, at denne ytring ville afføde så meget som et løftet øjenbryn blandt kristne i Danmark, og ingen er vel uenige i, at det er kirkeministerens fulde ret at ytre dette udsagn, hvor tåbeligt det end er, uden at risikere at blive straffet herfor. Med sit angreb på paragraffen skyder ministeren gråspurve med kanoner, men det er jo langtfra første gang, vi ser ministeren være uværdig til at fylde sit tøj ud.

SELVOM blasfemiparagraffen er et emne, der hyppigt bliver bragt til diskussion, så har den kun været i brug i yderst sjældne tilfælde. Man skal helt tilbage til 1971 for at finde en sag, som endte for retten.

Dengang blev Danmarks Radio frikendt for at have ladet sangerinden Trille synge om, at selv Gud havde drifter. Faktisk er der kun faldet én dom for blasfemisk opførsel i Danmark. Det var i 1938, hvor bestemmelsen blev brugt i et tilfælde, hvor den jødiske religion blev forhånet som led i den antisemitiske kampagne. End ikke de berygtede Muhammed-tegninger, som lagde Danmark for had i store dele af den muslimske verden, kunne efter rigsadvokatens vurdering blive prøvet ved en domstol med brug af blasfemiparagraffen.

Men når nu paragraffen nærmest aldrig bliver brugt, og ingen alligevel ser ud til at holde sig tilbage med at kritisere både guder og religioner, hvorfor så ikke bare afskaffe den? Det er der en simpel årsag til: Blasfemiparagraffen handler ikke om straf, men derimod om at sikre respekten og anstændigheden.

HVOR TIDLIGERE bestemmelser imod blasfemi udlagde handlingen som en forbrydelse imod Gud, der kunne medføre dødsstraf, så sigter den gældende paragraf, der blev indført i 1866, imod offentlig forhånelse af Gud og religion. Formålet med den danske blasfemilovgivning er altså hverken at beskytte Gud eller nogen religion mod kritik, men derimod at beskytte imod forbrydelse imod den religiøse følelse.

Det er med andre ord en anerkendelse af, at tro er et dybt personligt anliggende mellem et menneske og Gud, som man skal respektere og tale dannet om. Forbuddet mod blasfemi er derfor en meget subtil måde, hvorpå vi som samfund markerer, at vi respekterer hinandens religiøse følelser, og at vi taler pænt og ordentligt til hinanden i henseende til dette.

Enhver har dog ret til at have sine meninger, og man kan sagtens kritisere Gud og religion på en sober og fin måde inden for paragraffens ramme den kritik finder jo sted hele tiden i den offentlige debat. Blasfemiparagraffen er dog med til at markere, at ytringsfriheden ikke bør misbruges til at krænke forholdet mellem det enkelte menneske og Gud. Det kan aldrig være et selvstændigt mål at tale nedsættende om noget, andre har kært. Derfor er blasfemiparagraffen værd at bevare.

Esben Lunde Larsen er medlem af Folketinget og uddannelses- og forskningsordfører for Venstre