EN BLASFEMIPARAGRAf er egentlig en konstruktionsfejl i et demokrati. Paragraffen vil, alt efter hvor nidkært den bruges, skade den fri debat og meningsudveksling. Enhver idé og opfattelse skal kunne udfordres og debatteres kritisk. Det må også være tilladt at fremsætte religionskritik i bøger, debatindlæg, ved foredrag og i kunst inklusive satire.
Man kan komme til at krænke andres følelser, hvilket ikke bør være formålet, men i et homogent samfund med demokrati reagerer den krænkede ikke voldeligt.
I takt med, at vores samfund bevæger sig i multikulturel retning, vil paragraffen ændre status og blive brugt. Vi må se at få afskaffet den, mens tid er. Mens vi endnu har en chance for at lære alle vores unge, også dem, der ikke har rødder i den vestlige diskussionskultur, at krænkelser ikke må mødes med krav om, at den krænkende tier, men med verbal modargumentation.
I udpræget multikulturelle samfund fungerer den demokratiske samtale ikke særligt godt, derfor er demokratiet svagt eller ikke-eksisterende. Befolkningen er adskilt efter kultur og religion, og for at undgå ufred og sammenstød må man indføre forskellige love for at beskytte gruppers kultur og religion.
Blasfemilove hører til her. En del af vores politikere, der var parate til at afskaffe blasfemiparagraffen, fordi vores samfund var modent til det, tøver nu.
Danmark er ved at være multikulturelt. Vi har flere borgere end tidligere, der ikke vil acceptere, at deres religiøse symboler eller dogmer kan udsættes for nærgående kritik eller satire.
Som religionssociolog Signe Engelbreth Larsen forklarede i avisen den 6. marts, så byggede regeringspartiernes tidligere argumentation for at afskaffe paragraffen især på: ”en antagelse af, at man i forvejen befandt sig på et højt civiliseret stadie, hvor der ikke var behov for en paragraf til at fortælle, at man skulle tale ordentligt, for selvfølgelig gjorde man det”.
Vores civilisation er ændret, og derfor ændrer politikerne nu holdning. Det er især de krænkedes udtryksmåde i forhold til at tolerere krænkelser, der er ændret markant.
Vi kan enten satse på et mere homogent samfund som det, vi havde før. Det vil sige målrettet bevæge os væk fra det multikulturelle samfund. Især ved at satse massivt på ungdommen - alle unge - og i skolen lære dem at respektere frihedsrettighederne samt give dem den sekulære demokratiforståelse, der ligger i et land som vores med en kristen kulturarv.
Samtidig må vi bremse en del op for import af personer fra lande uden tradition for demokrati i en erkendelse af, at vi lykkes meget dårligt med integration i forhold til demokratisk dannelse. Vi må også fjerne blasfemiparagraffen.
Eller vi kan følge den drøm om multikulturalisme, som mange har. Her har vi brug for blasfemiparagraffen, der vil få nyt liv og blive brugt, og der vil være brug for yderligere lovgivning og beskyttelse for at undgå kultursammenstød og voldsepisoder i årene, der kommer.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd