Blasfemiparagraffen - Hvad er den egentlig et symbol på?

DEBATTEN OM blasfemiparagraffen ruller igen på kirkeminister Manu Sareens (R) foranledning. Inden for de seneste 10 år har Folketinget debatteret blasfemiparagraffens afskaffelse hele otte gange. Paragraffen har i dette tidsspænd fungeret som en værdipolitisk stafet, der flittigt har skiftet hænder

1970'ernes blasfemisager skal ses i relation til den seksuelle frigørelse og primært centrerede sig om erotiske Jesus-fremstillinger, blev blasfemidebatten atter genoptegnet i 2000'erne, skriver debattøren.
1970'ernes blasfemisager skal ses i relation til den seksuelle frigørelse og primært centrerede sig om erotiske Jesus-fremstillinger, blev blasfemidebatten atter genoptegnet i 2000'erne, skriver debattøren. . Foto: Maria Annas Bildhuset.

Indlægget er skrevet af Signe Engelbreth Larsen, der er ph.d. i religionssociologi og har skrevet afhandlingen Det blasfemiske selv. Blasfemiparagraffen i Danmark 1912-2012.

Er blasfemiparagraffen et anakronistisk udtryk for en alt for tæt sammenhæng mellem stat og kirke i Danmark, som Enhedslisten har anført? Eller tjener den kun muslimer, som Dansk Folkeparti har hævdet? Forslag om paragraffens afskaffelse er blevet stillet fra højre og venstre del af det parlamentariske spektrum og ud fra vidt forskellige politiske motiver.

LÆS OGSÅ: Blasfemiparagraffen er en nødvendighed

Det er ikke noget nyt fænomen, at man kan skyde genvej ind i værdidebatten ved at stille spørgsmål ved blasfemiparagraffen. Da man i slutningen af 1920erne drøftede vedtagelsen af en ny straffelov, var bestemmelsens forsatte eksistens også til debat.

Dengang var Radikale Venstre sammen med Socialdemokratiet også fortaler for paragraffens afskaffelse, mens Venstre og Det Konservative Folkeparti ønskede, at den skulle bevares. På tværs af uenigheden var politikerne dog enige om at lægge afstand til religiøse forhånelser som sådan.

Som den radikale justitsminister Zahle formulerede det: Der er ingen her i Landet, der begaar blasfemiske Handlinger; den offentlige Menings enstemmige Fordømmelse af saadanne Handlinger vil afholde enhver derfra.

Både socialdemokrater og kulturradikale argumenterede dog også for blasfemien som en magtkritisk form, der i særlige tilfælde kunne være et nødvendigt magtkritisk våben imod undertrykkende religiøs dogmatisme.

VENSTREFLØJENS SKEPSIS over for blasfemiparagraffen ændrede sig i 1930erne, hvor den socialdemokratiske justitsminister Steincke endte med at iværksætte en blasfemisag imod fem nationalsocialister for deres antisemitiske smædeskrifter. Sagen og domfældelsen gav paragraffen den karakter af minoritetsbeskyttelse, som dens fortalere ofte også fremhæver i dag.

Blasfemi kom tilbage på den politiske dagsorden i kølvandet på Trille-sagen i 1971. Mens 1970ernes blasfemisager skal ses i relation til den seksuelle frigørelse og primært centrerede sig om erotiske Jesus-fremstillinger, blev blasfemidebatten atter genoptegnet i 2000erne. I december 2004 foreslog både SF og Dansk Folkeparti blasfemiparagraffen afskaffet i kølvandet på en ophedet debat om mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh og om hans islamkritiske film Submission. Dansk Folkeparti løb med den politiske dagsorden, fordi det i partiets bemærkninger til forslaget blandt andet hed, at Submission med sin skildring af incest, hustruvold og undertrykkelse fremstillede vilkårene i en forholdsvis normal muslimsk familie.

Fordi Dansk Folkeparti rammesatte debatten så entydigt som rettet mod islam ville venstrefløjspartierne ikke stemme for partiets forslag. I 2011 kom Liberal Alliance imidlertid på banen med et nyt forslag om blasfemiparagraffens afskaffelse. Det Danske Institut for Menneskerettigheder meldte i samme forbindelse ud, at de også støttede en afskaffelse, hvilket førte til, at debatten pludselig ikke havde islamkritik som omdrejningspunkt.

KIRKEMINISTERENS NYE udspil skal ses som led i dette værdipolitiske generobringsforsøg. Blasfemiparagraffen er fordi den ikke bruges et blankt lærred, som kan fyldes ud med en bred vifte af politiske dagsordener. Forskellige ideologier fortæller os, at paragraffen er et anslag mod vores ytringsfrihed, at den strider mod den kristne protestantisme og kun gavner muslimer, eller at den er udtryk for en sammenblanding af religion og stat. Der er mange store ord i spil om den lille paragraf, der har ført til bare tre sager i de seneste 100 år.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad det er, der gør paragraffen så velegnet et politisk symbol. De seneste 100 års blasfemidebat viser os, at paragraffen aktualiseres, når noget foranlediger, at samfundsværdierne genoptegnes.

Parlamentarismens indførelse, nazismens fremgang, den seksuelle frigørelse, terrorangrebet den 11. september 2001 med videre er eksempler på store begivenheder, der har medført en debat om blasfemiparagraffen. Dette skyldes, at blasfemidebatter dybest set altid har været identitetsdebatter, som forhandler, hvem vi er, og hvilke værdier vi tror på.

De senere års debat har vist, at danske politikere ikke længere udstøder blasfemikere, men i stigende grad identificerer sig med dem og fremhæver dem som kulturelle ikoner. I takt hermed er det reelt blevet de religiøse, der afskrives som vor tids marginaliserede blasfemikere.