HVOR MUSLIMERNE og zen-buddhisterne har udviklet spirituelle haveanlæg gennem århundreder, udendørs sakrale rum for kontemplation, ja, der lader det til, at den moderne kristne tager sit stikord enten fra den katolske tradition for pilgrimsvandring eller fra en tur ud i Guds grønne natur, som salmedigterne og især Grundtvig fik megen teologi og billeddannelse ud af.
Spørgsmålet er blot, om ”Guds grønne natur” er en særligt kristen ”prædiken”. Alle kan jo, uagtet religiøst ståsted, prise en skabergud i naturen.
Der findes faktisk et udendørs sakralt rum, en spirituel have, til netop kristen kontemplation. Det er kirkegården.
Den er ikke kun for de døde, den er i høj grad til for de levende. Og en tur i denne teologiske have kan hjælpe det stressede menneske, der slæber rundt på ”sit liv” på en langt dybere måde, end en sansehave for den kriseramte kan.
KIRKEGÅRDEN ER en teologisk have, anlagt med Kristus-fællesskab for øje. Betlehemsstjernen på mindestenen markerer fødsel, korset døden, stenen er rullet for og nu venter blot opstandelsen. Vi befinder os i gravhaven – eller i det forudskikkede Paradis. Det er Håbets Have i exceptionel grad; alt her står i Guds hånd.
Men der er mulighed for også at se noget mere, nemlig et vilkårsfællesskab. Ikke blot med de døde, for det leder kun til et lidt banalt carpe diem: lev nu, for i morgen skal du dø. Og det hjælper ikke de stressede, der ikke ved, hvad de skal stille op med deres liv. Tværtimod øger det belastningen på krop, sind og livsfortællingen, som helst skal ligne et H.C. Andersen-eventyr for at være et ”rigtigt liv”.
Dette faldt mig ind ovre på kirkegården:
Hvilken skuffelse og elendighed, hvis Gud havde en individuel plan for hver enkelt, især hvis planen var en ”grim ælling bliver svane-skæbne” for netop ”mig”, der så en skønne dag ville stå fuldt forklaret og lysombølget, fordi alt i ”min” livshistorie førte frem til dette gyldne øjeblik.
Det er en større skuffelse end sygdom, elendighed og tidlig død.
Skuffelsen: Der var intet vilkårsfællesskab; du var noget særligt, der var svaneplaner for netop dig. Rundt om dig døde folk af cancer, de blev kvalt af deres kærester, de blev skudt eller de levede én dag.
Alt det skulle du opleve og indoptage på din beskyttede vej fra ælling til svane, for Gud vil bruge dig til noget helt andet end blot ”forsoning og kravet om din næstes lykke af din hånd”. Hvilket hovmod. Hvilken foragt for vilkårsfællesskab med dem, der levede et elendigere liv. Hvilket djævelsk vævestykke af nornetråde.
DET TRØSTERIGE og inkluderende er, at Jesus vender ryggen til, fordi han også har andre får at se til. Udsatheden, faren, skrøbeligheden, døden med pålæg om glæde langt hellere end en særligt tilrettelagt individuel skæbne eller livsvej. Vilkårsfællesskab med alt levende snarere end englevagt om ”mig” og ”mit liv” indtil målet for dét, ”jeg skal” er nået.
Den korsfæstede frasagde sig englevagt og faldt i menneskehænder. Delte vilkår med os. At leve og dø lige så udsat som enhver anden skabning, dét er forsoning med alt levende. Og mere: Det er forsoning og vilkårsfællesskab med Kristus.
Sådan kan man blive lidt af med sig selv i den teologiske have: at få ”mit liv” erstattet med ”Guds liv i mig”, løsne nornetrådsløkken fra halsen og falde til ro i vilkårsfællesskab med Kristus og alt levende. En tur i en teologisk have kan lette den, der slæber rundt på ”sit liv” og hovmodigt grubler over, hvad Gud mon har tænkt sig med lige netop ”mig”.
Henrik Winther Nielsen er sognepræst ved Frederiksborg Slotskirke, Hillerød.