Det er fredag aften, og vores lille familie sidder sammen og spiser aftensmad. Min mand og jeg får engelsk bøf, og vores to små kræsne piger får kødsovs. Vi nyder en af de velsignede stunder, som er så sjældne i børnefamilier, og som derfor bør skattes desto højere: Vi har en samtale, hvor vi ikke bliver afbrudt.
Himlen må vide, hvordan det er gået til, men begge piger sidder stille, spiser og hygger sig. Jeg ser en åbning og tager chancen. Jeg fortæller lidt om, hvad jeg har lavet i dag. En helt unødvendig oplysning, som ikke er af praktisk karakter, blot ment som starten på en samtale. At jeg sad og så lidt af en film med Tom Hanks på Netflix, mens jeg spiste frokost. Jeg synes, Tom Hanks er en gudbenådet skuespiller, og min mand er enig.
Jeg skæver til vores to piger. De har endnu ikke afbrudt os. Jeg satser nu stort og nævner, at han også var fantastisk i den film, hvor han spiller en mand, der bor i en lufthavn. ”Ja,” siger min mand. ”Den hedder ’The Terminal’, og den er faktisk bygget på en sand historie. Jeg googler det lige.” Mere skulle der ikke til. Nu var magien forsvundet.
Samtalen, som bestod af lige dele opmærksomhed og interesse fra begge parter, transformeres nu til min mand, der kigger ned på sin telefon, og mig, der kigger ned på min bøf, hen på mine børn og med et halvt øre hører efter, hvad han læser op, mens jeg forsøger at forhindre Det Røde Havs genopstandelse i skikkelse af et kødsovshav på vores køkkengulv.
Hvad skete der? Nærheden forsvandt, fordi Google pressede sig på som det tredje hjul i vores samtale.
Jeg hørte engang en fremtidsforsker fortælle, at de mennesker, der kommer til at klare sig bedst i fremtiden, bliver dem, der ikke lader sig distrahere. Vi er nødt til at skille tingene ad, hvis vi vil forhindre, at Google og vores telefoner skal fjerne vores fokus på hinanden. De tiltrækker med samme magnetisme som en fristende elskerinde i et kuldsejlet ægteskab.
Der står i Prædikerens Bog: ”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.” Det er mere relevant end nogensinde: Der er en tid til samtale, en tid til research og en tid til individuel underholdning af elektroniske enheder. Samtale er ikke lig med faktatjek på Google. Samtale er at tale sammen.
Dagen efter blev min pointe bekræftet lige foran vores hoveddør. Vi bor over for en skole, og jeg betragtede en mor følge sin søn og datter hjem. De gik tæt forbi mig, og jeg kunne høre moderen spørge sønnen: ”Hvad har du lavet i skolen i dag?”, mens hun fraværende tjekkede sin mobil. Sønnen svarede lige så fraværende, mens han stirrede frem på fortovet foran sig. Jeg forstod ham godt. Hvad skulle også animere ham til at være en del af en sådan pseudosamtale?
Jeg ser dagligt eksempler på sådanne pseudosamtaler. Mellem mig og min mand. Mellem min mand og mine børn. Mellem andre forældre og børn. Det strider mod alt, hvad jeg mener er rigtigt, men jeg føler mig som David mod Goliat.
Jeg kan ikke være den eneste, som tænker, at der er en tid til se på sin mobilskærm og en tid til at se på sine nære og kære. Hvis du er nødt til at bruge din mobil, mens du er i samtale, så gør det kort og ledsag det med en høflig undskyldning og eventuelt en lille forklaring.
De smukke ord fra Prædikerens Bog må have vundet genklang, da de blev skrevet for flere tusinde år siden. Men jeg tror faktisk, at de giver endnu mere mening den dag i dag. Skil tingene ad. Tag én ting ad gangen. Bliv i situationen. Gør tingene færdigt. Lad dig ikke distrahere. Det er det oversete bud, som – hvis vi tør følge det – velsigner os med givende relationer og opløftende øjeblikke med virkelige, tredimensionelle mennesker.
Bliv i øjeblikket.
Mette Bærbach Bas er cand.mag. og forfatter.