DR genudsender i disse uger serien ”Store danske videnskabsfolk”, hvor biologen Johan Olsen sætter fokus på folk som Niels Bohr, H.C. Ørsted og Tycho Brahe. Det er et ambitiøst set-up, hvor Johan Olesen opsøger stederne, hvor store opdagelser er blevet gjort, og videnskabsfolkene genopstår i en skuespillers skikkelse. Serien er fra 2015, og for de fleste gør det sikkert ikke nogen forskel med de seks år. Det er historiske skikkelser, det handler om. Men for andre er det mere problematisk.
Det gælder udsendelsen om seismologen Inge Lehmann (1888-1993), der i mellemtiden er blevet hentet ud af glemslen for et større publikum af forfatteren Lotte Kaae Andersen. Hun udgav i foråret romanen ”Den inderste kerne” om Inge Lehmann. Lehmann skrev allerede i 1936 en artikel om sin opdagelse af, at jorden har en fast kerne, men fik først i en sen alder international anerkendelse for sin forskning. Seismologien blev mere end almindeligt interessant for amerikanerne under den kolde krig, fordi seismografiske undersøgelser kunne bruges til at afdække atomprøvesprængninger. På dansk grund kom anerkendelsen endnu senere; i 2017 blev der opstillet en statue på Vor Frue Plads i København ved siden af de andre store danske videnskabsfolk.
Lotte Kaae Andersens roman bygger på bl.a. den unge Inge Lehmanns dagbøger og på forfatterens grundige arkivstudier. ”Den inderste kerne” er en roman, men altså baseret på kildestudier. Inge Lehmann (gen)-opstår i romanen for læseren, både som menneske og som forsker. Da jeg havde læst romanen, sad jeg tilbage med fornemmelsen af et følsomt menneske, en sej kvinde og en dedikeret forsker, som satte alt til side for den forskning, hun var henvist til at bedrive i sin fritid, fordi hun var oppe imod et system, der ikke anerkendte kvinder som naturvidenskabelige forskere. Lehmann bedrev store dele af sin forskning fra sit sommerhus i Holte, hvor hun sad med arkivkasser fremstillet af gamle solgrynæsker.
Det ser man også i tv-dokumentaren, men her er det først og fremmest et andet billede, der står tilbage af den kvindelige forsker. Det er snerpen, den ”sure strigle”, som hendes nevø direkte fortæller, at man opfattede hende som i familien, når hun sagde nej til fødselsdagsinvitationer og familiebegivenheder. En besværlig kvinde, som ikke var nem at danse med for de overordnede, der forskningsmæssigt var hende langt underlegen.
Det er muligt, at det var sådan, Inge Lehmann var. Men med romanen i baghovedet kan man ikke helt sige sig fri fra mistanken om, at folkene bag tv-dokumentaren ureflekteret har overtaget holdningen til Inge Lehmanns person fra den samtid, der ikke anerkendte hendes forskning. Tv-dokumentaren gør opmærksom på hendes forskning og forklarer, hvad den går ud på i det omfang, det populære format tillader det. Men hendes person fremstilles i et meget lidt flatterende lys.
Så bliv ikke stående ved tv-dokumentaren: Læs romanen!
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.