Prøv avisen
Debat

Martin Henriksen: Danmarks omdømme har det fint

"Jeg tror, at Danmark som nation vil opnå størst respekt internationalt, hvis vi med oprejst pande forklarer vores politik og klart siger, at det er vores pligt og ret at gøre det, der er i folkets interesse," skriver Martin Henriksen (DF). Foto: Bax Lindhardt

Hos både Venstre og og Det Konservative Folkeparti krymper man sig, når telefonen ringer fra medier i London og New York, og man bruger mere tid på at undskylde dansk politik end på at forklare, hvordan tingene reelt hænger sammen. Det er ikke klædeligt, skriver Martin Henriksen (DF)

Lad nu være med at blive bange for jeres egen skygge. Vores omdømme har det fint. Danmark er kommet i de internationale mediers søgelys, blandt andet på grund af muligheden for at beslaglægge asylansøgeres værdigenstande, herunder i visse tilfælde smykker, og i forhold til at forlænge ventetiden for familiesammenføring for visse flygtninge.

Hos både Venstre og og Det Konservative Folkeparti krymper man sig, når telefonen ringer fra aviserne og tv-stationerne i London og New York, og man bruger mere tid på at undskylde end på at forklare, hvordan tingene reelt hænger sammen. Det er ikke klædeligt.

Og nu ruller historierne, der ifølge forskræmte meningsdannere ødelægger Danmarks ry og rygte. Store dele af det danske diplomati og den politiske elite er gået i selvsving og bedyrer i panik, at Danmark står over for en ny Muhammed-krise, hvor vi kan forvente boykot af danske virksomheder og et fald i turistindtægter.

Men Danmarks omdømme lider ikke overlast ved, at vi viser, at en nationalstat godt må passe på sig selv. En artikel fra dr.dk den 20. januar fastslår faktisk, at udlejningen af sommerhuse til tyskerne slår rekord. Helt skræmt væk er de altså ikke.

Det er ligeledes noget sludder, når det i debatten opstilles, som om udenlandske virksomheder vil fravælge Danmark på grund af vores stramme udlændingepolitik og grænsekontrol. Men det er ikke det, der optager det internationale erhvervsliv. Her kigger man på helt andre parametre som eksempelvis uddannelsesniveau, skat og udviklingspotentiale.

Og selv hvis der skulle være forretningsfolk, som fravalgte Danmark på grund af grænsekontrol, så kan det aldrig være et argument for, at vi ikke skal passe på vores land. Og det er jo netop det, grænsekontrol handler om.

Jeg tror, at Danmark som nation vil opnå størst respekt internationalt, hvis vi med oprejst pande forklarer vores politik og klart siger, at det er vores pligt og ret at gøre det, der er i folkets interesse.

Ved at anlægge en sådan strategi tror jeg faktisk, at Danmark kan blive et foregangsland. Og så skal vi ikke være kede af, at omverdenen, og dermed potentielle asylsøgere og menneskesmuglere, får kendskab til de danske stramninger via de internationale medier.

Jeg troede faktisk, at det var meningen, at budskabet skulle bredt ud.

Martin Henriksen er medlem af Folketinget og integrations- og udlændingeordfører for Dansk Folkeparti