Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift
”Jeg har længe anbefalet, at man bruger brød i stedet for oblater. Gerne velsmagende brød, der giver en god fornemmelse, når man går til alters. Vælger man af praktiske årsager oblaterne, må man sørge for, at de ikke er klæbrige og slatne at få i munden. Det har jeg flere gange påtalt som biskop.
Nadveren er et smukt, vigtigt og afgørende måltid. Derfor må det for alt i verden ikke være en klam fornemmelse at spise brødet. Derimod må det meget gerne være et friskbagt brød, der dufter lidt.
I mine sidste år som sognepræst i Gellerup Sogn bagte jeg selv nadverbrødet og tog det med over i kirken. Det var en stor glæde for mig at have denne faste rutine i min forberedelse til en gudstjeneste.
Smagen og oplevelsen af at gå til alters må ikke undervurderes. Det er jo et måltid. Derfor går jeg også meget op i, at vinen er rigtig vin. Vinen er, til forskel fra saften og den alkoholfrie vin, levende.
Jeg tror, at der er en dyb mening i, at Jesus knyttede sin tilstedeværelse til brødet og vinen – ikke i klæbrige oblater og saftevand.
Der er ingen økonomiske fordele ved at købe oblater i stedet for at bage brød, men der kan være masser af praktiske. Det er let at have med at gøre, det smuldrer ikke, og man behøver ikke selv bage dem.
Jeg har en fornemmelse af, at flere går over til at bruge rigtigt brød. Flere er begyndt at gå til alters, og der er generelt i samfundet kommet en stigende bevidsthed om, hvad man putter i munden. Jeg har hørt et ønske fra flere sider om, at når man taler om brød i nadverritualet, skal det, vi får, også ligne brød.”
Birgitte Krogh, teolog, konsulent i Folkekirkens Skoletjeneste
”Jeg foretrækker, at man bruger oblater ved højmessen. Jeg har ikke noget imod, at man serverer friskbagt brød ved særgudstjenester, men til højmessen foretrækker jeg den traditionelle oblat.
Den repræsenterer en mystik, som jeg synes det er vigtigt at holde fast i. Denne lille, mærkelige kiks er for mange blevet synonym med nadveren. Den understreger, at det er et særligt måltid.
Det gør mere almindeligt brød ikke på samme måde. Inden gudstjeneste har mange fået friskbagt brød til morgenmad. Det er fint, at det brød, vi får i kirken, er noget andet.
Når vi taler om oblatens symbolværdi, er vi helt inde ved kernen af kristendommen. Når vi går til alters, modtager vi det store i det små: Guds tilgivelse i et lille stykke brød. Til det formål er oblaten bedre end friskbagt brød.
Nadverens symbolik bliver større, synes jeg, når vi forstår, at det ikke er et almindeligt måltid. Når vi får den lille oblat og de få dråber vin, er det for at minde os om, hvad Jesus stod for og gjorde for os – ikke for at vi skal blive mætte eller få en stor, sanselig oplevelse.
Det er dybt mærkeligt, hvad der foregår i nadveren. Det bliver bedst understreget ved, at det sanselige ikke forstyrrer vores forståelse af, hvorfor vi får den. Derfor oblaten.
Når det er sagt, er der naturligvis også en lang række praktiske fordele ved at bruge oblater frem for at skulle bage brød selv. Her tænker jeg ikke mindst på hygiejne og på nogle ældre mennesker, som måske ville få svært ved at spise brød.”
Jørgen Kjærgaard, lektor, adjungeret professor, stiftskonsulent i Aalborg Stift
”Jeg synes, det kan være afsporende, hvis man bruger smagsoplevelsen som et argument for at vælge brød frem for oblater. For det handler ikke om, hvorvidt det kan smages, at det er brød. Derimod handler det om, hvad brødet er tegn på.
Her kunne man pege på, at oblaterne har et kors eller krucifiks stemplet på sig. Det er gjort for at minde om, hvad dette brød skal betegne.
Egentlig synes jeg, at det er misvisende at fremhæve smagsoplevelsen eller måltidskarakteren. Der står ikke i de liturgiske bøger, at nadveren er et måltid. Historisk er det formodentlig korrekt, at de første kristne havde nadverbægeret og brødsbrydelsen som tegnhandling efter et forudgående sammenskudsgilde eller fælles aftensmåltid. Men det er snart 2000 år siden, selve måltidet faldt bort, og den ritualiserede nadverhandling blev til.
Det kan være problematisk, hvis man betoner måltidsfællesskabet i stedet for den teologiske prægnans, nadveren har. Vi sætter os sammen og og spiser måltider i mange andre tilfælde – for eksempel kirkefrokosten efter gudstjenesten. Det vil jeg gerne skrive under på er vigtigt som en social dimension i menigheden, men når det gælder sakramentet, kan man ikke sige, at måltidet er det primære.
Det primære er, at Kristus bespiser os med sig selv. Det betyder, at vi rent fysisk modtager et fyldestgørende tegn på, hvad Kristus bringer os på Guds vegne – syndernes forladelse og trøst og opmuntring til at fortsætte livet. Det er meningen med sakramentet.
Betoner man smagsoplevelsen, er der ingen ende på, hvad der så pludselig skal til. Særligt brød fra det økologiske kirkebageri og årgangsvine fra Palæstina i glassene for eksempel. Men så har man faktisk fjernet sig fra det vigtigste i nadveren.
Vi får en lille oblat og nogle få dråber vin for at pointere, at det hverken er mængden eller vores feinschmeckerei, det kommer an på.”