Blodig borgerkrig virker skræmmende, men vi må ikke holde vores børn for øjnene

Den kærlighed, vi har til vores børn, børnebørn, niecer og nevøer, kan gøre, at vi får lyst til at skærme dem fra verden. Men vi skal ikke holde vores børn for øjnene. Vi skal hjælpe dem med at se – helt forsigtigt, skriver børnepsykolog og direktør for SOS Børnebyerne

Vi skal fortælle børn, at selvom der er katastrofer og krig, så er verden på mange måder et bedre sted, end da vi selv var børn. Det går fremad. Og vi skal forklare dem, at verden ikke altid er et rart sted, uden at skræmme dem, skriver børne psykolog og direktør i SOS Børnebyerne. I børnebyen Ksarnaba i Libanon er der nødhjælp til flygtningebørn, der er blevet adskilt fra deres familie. –
Vi skal fortælle børn, at selvom der er katastrofer og krig, så er verden på mange måder et bedre sted, end da vi selv var børn. Det går fremad. Og vi skal forklare dem, at verden ikke altid er et rart sted, uden at skræmme dem, skriver børne psykolog og direktør i SOS Børnebyerne. I børnebyen Ksarnaba i Libanon er der nødhjælp til flygtningebørn, der er blevet adskilt fra deres familie. – . Foto: Michel Koreman.

For syv år siden blev millioner af mennesker slynget ind i en af de blodigste borgerkrige i nyere tid. Grufulde videoer og billeder af sårede børn og modige hjælpearbejdere, der løber rundt blandt murbrokker, breder sig på Facebook og Instagram, og årsdagen markeres af diverse humanitære organisationer. Organisationer, som prøver at få medierne til at interessere sig for krigen og dens ofre. Vi bliver endnu en gang mindet om, hvor skræmmende verden kan være.

Den kærlighed, vi har til vores børn, børnebørn, niecer og nevøer, kan gøre, at vi får lyst til at skærme dem fra verden. Når vi tænder for nyhederne, bladrer igennem avisen eller åbner Facebook, bliver vi bombarderet med nyheder om klimaforandringer, krig, bandevold og hungersnød. I slutningen af februar blev endnu en gruppe piger kidnappet af Boko Haram i Nigeria, omkring 700.000 rohingyaer er tvunget på flugt fra Myanmar på grund af voldelige angreb, Etiopien og nabolandene er nu for fjerde år i træk ramt af tørke, og krigen i Syrien virker ikke til at aftage.

Verden virker skræmmende. Men vi skal ikke holde vores børn for øjnene. Vi skal hjælpe dem med at se – helt forsigtigt.

Vi skal huske at tale om det, der gør ondt. Når vores børn møder en grum verden, skal vi tage dem i hånden og forklare, at virkeligheden ikke nødvendigvis er så grum, som den ser ud. Vi skal gøre dem klogere. Vi skal lære dem at navigere i et medielandskab, som konstant forsøger at skræmme og forarge os.

Vi skal fortælle børn i et sprog, de forstår, at selvom der er lande og mennesker, der er ramt af katastrofer og krig, så er verden på mange områder et bedre sted, end da vi selv var børn. Det går fremad. Og de skal vide, at de også selv er med til at gøre denne klode til et bedre sted, når de trøster en ven eller hjælper en søskende.

Derfor skal vi også minde os selv om, at verden i dag er et bedre sted, end den var i går. For eksempel er antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, faldet fra 1,7 milliarder i 1990 til 767 millioner mennesker i 2017, og FN mener, at ekstrem fattigdom kan udryddes inden 2030.

Vi skal huske os selv og vores børn på, at selvom verden kan virke skræmmende, så må vi ikke lade os skræmme. Når billeder af krig, jordskælv og forældreløse børn kører over tv-skærmen, iPad’en eller havner på forsiden af dagens avis, skal vi gøre vores børn klogere på de svære emner uden at gøre dem bange.

Så hvordan forklarer man sine børn eller børnebørn, at verden ikke altid er et rart sted uden at skræmme dem?

1) Udskyd ikke snakken. Man skal ikke være bange for at tale med børn, når de støder på hårde emner. Som forældre eller bedsteforældre fungerer man som barnets virkelighedsrepræsentant. Man kan ikke undgå, at børn støder på historier om naturkatastrofer, krig og terrorangreb. Det er vigtigt, at man taler sammen samme øjeblik, som barnet støder på nyheden, så deres fantasi ikke løber løbsk.

2) Få styr på tv og iPad. Selvom man ikke kan skærme børn fra verdens ulyksaligheder, kan man forsøge at kontrollere, hvad børn bliver udsat for via fjernsynet, avisforsider og sociale medier. Små børn skal undgå at se nyheder. Børn i den tidlige skolealder bør kun se nyheder i selskab med en voksen. Hvis tv’et eller iPad’en altid er tændt, kan man ikke vide, hvad barnet ser.

3) Tag udgangspunkt i barnets alder. Man skal præsentere virkeligheden over for børn på en måde, så de forstår den. Man skal altid vise børn i tre- til femårsalderen, at man har fodfæste. De skal vide, at selvom verden måske ikke altid er rar, så har de voksne styr på det. Når børn når skolealderen, begynder de at reflektere over, at verden kan være et svært sted, så man skal give dem håb og vise empati. Det kan man blandt andet gøre ved, at de bliver bevidste om, at de selv har mulighed for at hjælpe mennesker, der har det svært.

4) Lad barnet tale børnesprog. Lyt til børns bekymringer. Konsekvenserne ved katastrofer og krig kan virke abstrakte for børn. Det kan være, at de sammenligner en katastrofe eller et terrorangreb med referencer, der er en del af deres egen virkelighed. En terrorist bliver måske sammenlignet med en ond troldmand, og det er helt fint. Du skal altså som forælder eller bedsteforælder være opmærksom på, at det er vigtigt, at du går ind og bruger de ord og de temaer, børnene selv bruger.

5) Gem de voksnes bekymringer væk. Man skal være bevidst om sit sprogbrug, når der er risiko for, at børn lytter med. Som voksne bliver vi også bekymrede og berørte over mediebilledet, men børn kan mærke, når voksne bliver bange. Det er derfor vigtigt, at man ikke over fører sin egen frygt og ubehag til børnene.

Margrethe Brun Hansen er børnepsykolog og forfatter til en række bøger om børneopdragelse. Mads Klæstrup Kristensen er direktør for den humanistiske børneorganisation SOS Børnebyerne.