I den seneste tid har der været skrevet meget om fundamentalisme i Kristeligt Dagblad, senest en kronik den 26. maj af lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.
Jeg er grundlæggende enig med Brian Arly Jacobsen i, at visse kristne grupper i folkekirken må betegnes som fundamentalistiske ud fra hans brede definition af fundamentalisme som en modreaktion i visse religiøse miljøer mod moderniteten.
Den religiøse fundamentalisme er karakteriseret ved, at hellige skrifter betragtes som ”sandhedsmanualer”. Dette gælder også for mange fundamentalistiske kristne, selvom Bibelen ikke har samme funktion som lovtekst, som Koranen har det i islam.
De hellige skrifter og de religiøse dogmer, der blev til i en præmoderne verden, fastholdes i den fundamentalistiske optik uden metaforiske eller andre tolkninger. Synet på kønnene afspejler præmoderne kønsroller. Fordi de legitimeres ud fra de autoritative skrifter, ses de ikke i forhold til den daværende patriarkalske kontekst. Endelig er der tale om en konflikt med moderne videnskab og den præmoderne kosmologi, der udtrykkes i skrifterne.
Jeg vil gerne bidrage med et par yderligere indspark i denne debat ved at sætte fokus på ”blød” og ”hård” fundamentalisme og dermed på fundamentalisme som mindset. Samtidig vil jeg udvide dette mindset til også at indbefatte ikke-religiøse livsanskuelser.
Der er forskellige måder at være religiøs fundamentalist på. Bløde fundamentalister lever med, at andre ikke deler deres verdensbillede. De mener, at de har ret, men lader andre være i fred og passer deres eget, ofte isoleret med meningsfæller i lukkede miljøer.
Mellemvejen mellem den bløde og den hårde fundamentalisme repræsenteres af mennesker, der ønsker at lave om på andre og på samfundet, men uden vold. Jeg forstår godt, at begge disse typer af fundamentalister ikke ønsker at blive identificeret med de ”hårde” fundamentalister; de mennesker, der er villige til at skride ind over for andre og anvende vold, såsom kristne abortmodstandere, der bomber abortklinikker I USA, Islamisk Stat eller al-Qaeda-terrorister.
Fundamentalisme sommindset er en måde at tænke på, der i sit væsen er udemokratisk, fordi den ikke giver plads eller legitimitet til andre måder at anskue verden på. Den betonhårde ureflekterede identifikation med et givent verdensbillede er ikke kun et religiøst fænomen. Også ikke-religiøse livsanskuelser kan gribes an på denne måde.
Det gælder således ateismen i den nyateistiske form, som ikke kun definerer sig som religionskritik, men også som en selvstændig livsanskuelse i konflikt og konkurrence med religion.
Den religionskritiske busreklame i 2008, støttet af nyateisten Richard Dawkins, og den danske pendant fra Ateistisk Selskab fra i år kan således tolkes som en mellemstation mellem en hård og en blød fundamentalistisk indstilling.
Selvom nyateisterne hænger kristendommen ud som naiv virkelighedsflugt og ikke tager hensyn til dens udvikling eller dens egen interne kritik, er der ingen voldsretorik og ikke opfordring til overgreb. Nazismen, marxismen og maoismen har derimod en sort og voldspræget fortid, hvor der ikke var tale om en invitation til at skifte verdensbillede, men om brutal tvang.
Den religiøse fundamentalisme er en strategi, der reducerer den forvirring, som den globale verdens mange indbyrdes modstridende verdensbilleder udgør.
Samtidig er den i den hårde udgave et magtmiddel, der sikrer bestemte magtforholds overlevelse (mandens forrang religiøst og politisk) og kan legitimere, at nye magtforhold etableres, som indførsel af shariabaseret lov i Vesten.
Det er den ”hårde” handlingsparate og brutale fundamentalisme, vi bør være på vagt over for, i de forskellige religiøse og ikke-religiøse afskygninger, idet den bekæmper divergerende verdensbilleder og dem, der defineres som fjender, uden nogen form for indføling, respekt eller dialog.
Dorthe Enger er forfatter, lektor og cand.mag.