DET KAN SYNES så elementært, at det skulle være unødvendigt at minde om det, men noget tyder på, at det ikke kan siges ofte nok: Ordet ”næstekærlighed” findes ikke i Bibelen!
Hvad der findes i Bibelen, er Guds bud: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Buddet om kærlighed til næsten kan altså ikke løsrives fra vort forhold til Gud. Det er Gud, vi hver især skal svare for vort forhold til vores næste.
Guds bud er et bud til enhver af os som enkelt menneske, et bud, der holder os fangne i vort livs opgave.
Derfor kan næstekærlighed ikke sættes på ideologisk begreb og gøres til politisk manifest.
Når unge kvindelige præster for tiden har travlt med at fortælle os, at Danmark bør være opdagelsesrejsende i næstekærlighed og tage hundredetusinde indvandrere mere, så afslører det, at de gør Guds bud om kærlighed til næsten til ét med oplysningstidens rent humane budskab om tolerance.
NÆSTEKÆRLIGHEDEN bliver et politisk begreb, og den kristelighed, som folk stadig forbinder med ordet, bliver et våben til at lukke munden på de moraliserendes modstandere, der jo må være nogle ukristelige tølpere, når de bekymrer sig for indvandringens praktiske konsekvenser.
Hvor galt det går, når næstekærlighed bliver gjort til ét med humanismens tolerancebudskab, kan man se i sognepræst Rikke Weissfelds kommentar i Kristeligt Dagblad den 2. oktober, hvor vi belæres om, at vi i næstekærlighedens navn skal afstå fra at mene, at kristendommen er bedre end andre trosretninger og Bibelen bedre end Koranen.
I den humanfilosofiske næstekærligheds navn bliver alt åbenbart lige godt, og Koranen rummer lige så megen sandhed som Bibelen.
Det er unægtelig opsigtsvækkende ord i en præsts mund. For hvad er det, der gør Bibelen forskellig fra Koranen? Det er jo først og fremmest, at Bibelen peger på Kristus, som Det Gamle Testamente forjætter, og Det Nye Testamente forkynder. ”Tager du Kristus ud af Skriften, bliver der intet tilbage at finde i den,” sagde Luther til Erasmus.
Hvis ikke Bibelen er bedre end Koranen ved at være Kristus-vidnesbyrd, så er den en moraliserende eller umoraliserende lovbog ligesom Koranen. Et belejligt våben til forfølgelse af andre.
Men nu er den fra først til sidst Kristus-vidnesbyrd, og derfor er den med Luthers ord den bog, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab.
NÅR RIKKE WEISSFELD kvier sig ved at kalde Bibelen bedre end Koranen, så er det tydeligvis, fordi hun forstår kristendommen humant-filosofisk, som vores egen tale om os selv, og på det grundlag finder det respektløst af os, hvis vi kalder os selv bedre end muslimerne.
Men når nu Rikke Weissfeld er sognepræst, kunne man nok forvente, at hun ikke nøjedes med at læse Bibelen humanvidenskabeligt, men som vidnesbyrd om den Kristus, som alene er vores retfærdighed for Gud, fordi Guds bud om kærlighed til ham og næsten holder os syndere fast i den beskæmmende klemme: at vi er dumpet i kærlighed.
Derfor er Bibelen bedre end Koranen, og det er ikke særlig kærligt, når præster i tolerancen og respektens navn vil fortie det for muslimerne. Det er jo at nægte dem evangeliet.
Men derfor skal præster også afholde sig fra at moralisere politisk med næstekærligheden og i stedet holde sig for øje, at her i syndens verden, der gælder det, som Grundtvig skriver i sangen om kong Skjold: at hvor ingen hegner, kun torne gro.
Hvor de ansvarlige myndigheder af frygt for at blive kaldt ukærlige ikke vil værne det land og det folk, de er sat til at hegne, der bliver det ikke til at leve i fred og frihed for landets børn.
Og sådan opløser den humane næstekærlighedsideologi sig selv ved i kærlighedens navn at gøre hele verden til alles slagmark.
Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup på Als