Ugens debat: Bønnekald, berufsverbot og barbarisk blodbad

Kristian Østergaard følger op på denne uges debat

Chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen bryder sig ikke om klokkeringning og frabeder sig i en lederartikel ”al religiøs larm”, debattør og forfatter Ali Aminali har for nylig oplevet at blive vraget på trods af gode kvalifikationer, og ingen demonstrerer efter drab på tre mænd i England, hvor gerningsmanden råbte ”Allahu akbar”.
Chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen bryder sig ikke om klokkeringning og frabeder sig i en lederartikel ”al religiøs larm”, debattør og forfatter Ali Aminali har for nylig oplevet at blive vraget på trods af gode kvalifikationer, og ingen demonstrerer efter drab på tre mænd i England, hvor gerningsmanden råbte ”Allahu akbar”. Foto: Mike Segar og Liselotte Sabroe/ Ritzau Scanpix samt privatfoto.

”Jeg er præstesøn,” bekender Poul Madsen i Ekstra Bladets lederartikel. Men derfor ser chefredaktøren ikke med milde øjne på kirkeklokker. Javel, engang var man nødt til at leve med deres bimlen og bamlen, men nu om stunder er der rigtignok ingen grund til det: ”Vi er jo også holdt op med at acceptere slaveriet, og at mænd har mere ret end kvinder,” som det hedder i lederartiklen.

Mange læsere vil sikkert spørge, hvad der lige præcis er forbindelsen mellem klokkeringning og slaveri, men hos chefredaktøren på formiddagsavisen får de intet svar.

Noget må være gået galt under opvæksten i præstegården, for Poul Madsen har det tilsyneladende med kirken, som bonden har det med degne i ”Lille Claus og Store Claus”: Han kan ikke døje den. Den utilslørede afsky dirrer i hver linje af lederartiklen, der tager afsked med en tid, ”hvor blege, kristne fyldte noget for os alle. Sådan er det ikke mere. Fortiden er fortid. Lad os få fred for al religiøs larm”.

Studerer man Ekstra Bladets oplagstal under Poul Madsens ledelse, kan man dog godt få det indtryk, at det nok mest er formiddagsavisen, der snart kan være fortid. Læserne af avisen virker da heller ikke overmåde tilfredse med Madsens meninger. Når håbefulde poeter i gamle dage fik digtene retur, kunne afvisningen være ganske kortfattet: ”Stærk i følelsen, svag i tanken.” Sådan er det også med Poul Madsen. En af Ekstra Bladets læsere spørger således, om chefredaktøren er helt normal, mens en anden læser spørger, om lederskribenten er blevet racist med sit udfald mod ”blege kristne”.

Berufsverbot på nudansk

I Morgenavisen Jyllands-Posten går kommentator Niels Lillelund i rette med påstanden om, at islamisk bønnekald og kirkeklokker er ét fedt:

”Kirkeklokken er en dansk lyd, en tryg og helt igennem fredsommelig lyd. Derfor lyder den anderledes end en imam med en megafon, som er noget andet.”

Hvad dette andet består i, beretter den iranske flygtning Golriz Ghozati om i Kristeligt Dagblad . Hun skriver, at hun snart sagt ikke kan tænke sig noget mere krænkende end muslimske bønnekald i Danmark: ”For når man accepterer muslimske bønnekald, promoverer man summen af islams krænkelser i det offentlige rum: krænkelser mod kvinder, barnebrude, homoseksuelle samt diskrimination og chikane over for andre religioner og anderledes tænkende mennesker.”

Ali Aminali har som Ghozati også iransk baggrund, og i et debatindlæg i Berlingske fortæller han om, hvorfor han er stoppet som socialrådgiver. Som Ghozati er også Aminali kritisk over for venstrefløjens identitetspolitik, men i Danmark lever man en udsat eksistens, hvis man som offentligt ansat bekender sig som borgerlig. I hvert fald som socialrådgiver.

Siden 2017 har Aminali gentagne gange fået sin faglighed og etik anfægtet, blandt andet fordi han er medlem af Det Konservative Folkeparti og forsvarer ghettopakken.

Ali Aminali mener, at han i dag er stigmatiseret i socialrådgiversektoren, hvor han for nylig oplevede at blive vraget på trods af gode kvalifikationer, idet arbejdsgiveren angiveligt var bekymret for ”arbejdsmiljøet og de andres reaktioner”.

Er det ikke det, man i gamle dage kaldte for berufsverbot?

Har de progressive et forklaringsproblem?

Black Lives Matter trodsede coronakrisen og demonstrerede i tusindtal, da George Floyd blev dræbt i USA. For kort tid siden blev tre midaldrende mænd myrdet af en libysk asylansøger i England under råbet ”Allahu akbar”. Hvor bliver de store protestdemonstranter af?

Mikael Jalving svarer på sin blog i Morgenavisen Jyllands-Posten, at det barbariske blodbad i England viser, at et offer ikke bare er et offer. George Floyd var en sort mand, der blev offer for hvid politibrutalitet. Men i den engelske park var drabsmanden en muslimsk asylansøger, og ofrene var hvide, hvilket får Jalving til at konkludere, at ”nogle ofre [er] langt mere ofre end andre, hvorfor hvide, midaldrende, arbejdende og myrdede mænd forbigås i demonstrativ tavshed”.

Jamen, har de progressive demonstranter ikke et gigantisk forklaringsproblem?

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.