ROBOTTERNE KOMMER! Idéen møder vi ofte. Særligt inden for science fiction-film som for eksempel ”The Matrix” og ”Terminator”. Men også inden for videnskab og politik. Senest har den teoretiske fysiker Stephen Hawking forudsagt, at ”udviklingen af kunstig intelligens kan betyde slutningen på den menneskelige race”, og på den politiske scene har Martin Ford i bogen ”Robotterne kommer” argumenteret for, at robotterne gør fremtiden jobløs. Men bør vi frygte robotterne?
MANGE HAR EN umiddelbar modstand mod ny teknologi. Primært fordi robotterne ”stjæler vores jobs”, som det ofte hedder. Den reaktion er ikke ny. Det var netop frygten for arbejdsløshed, der lå bag modstanden mod samlebåndet i 1900-tallet, og det, der fik maskinstormere til at ødelægge de mekaniske væve i 1800-tallet.
Men som påpeget af den franske økonom Frédéric Bastiat har en handling ofte mere end én effekt. For der er både den umiddelbare effekt – altså den effekt, der ses – og den indirekte effekt, der ikke ses, men som enten må forudses eller senere erfares. Bastiats pointe var, at den umiddelbare effekt altid er efterfulgt af en konsekvens, der ofte peger i modsat retning.
For selvom malkemaskinerne har erstattet malkepigerne, gravkoen har erstattet nogle af jord- og betonarbejderne, og e-mailen har erstattet mange af postbudene, så skabes der også hele tiden mange nye og bedre lønnede jobs. Det er dog så godt som umuligt at forudse, hvor de nye jobs bliver skabt. For det ville kræve, at vi havde indsigt i de valg, forbrugerne endnu ikke har truffet, og de idéer, som iværksætterne endnu ikke har fået. Dette er den effekt, som ikke ses.
HVEM KUNNE FOR EKSEMPEL i starten af 1900-tallet have forudset, at 1950’ernes og 1960’ernes økonomiske overskud – som blandt andet blev skabt af stigende produktivitet som følge af automatisering – ville blive brugt på fjernsyn og charterrejser? Eller at vi i dag er vidne til en blomstrende ”app-økonomi”?
Historiske erfaringer viser, at robotterne ikke gør os arbejdsløse. Siden midten af 1960’erne har vi i Danmark tredoblet kapitalapparatet, som er et udtryk for samfundets mekanisering og automatisering. Samtidig er beskæftigelsen øget fra 2,3 til 2,8 millioner personer. Robotterne har altså ikke gjort os arbejdsløse, men automatiseringen har gjort danske lønmodtagere mere produktive. Og derfor har de fået tilsvarende mere i løn.
Vi skal ikke frygte, at robotterne skaber en jobløs fremtid, og vi skal ikke frygte ny teknologi. Men vi skal være på vagt over for teknologiens negative aspekter, for eksempel om den krænker vores privatliv. For juraen og etikken vil altid halte bagefter teknologien.
For eksempel kan virksomheder gennem indsamlede spytprøver eller ”gratis” sundhedsapps billigt få adgang til og ejerskab over tusindvis af menneskers genetiske eller sundhedsrelaterede data. Effekten er umiddelbart god. Data kan anvendes til forskning. Men den indirekte effekt kan have modsatrettede konsekvenser, hvis de personfølsomme data videresælges og i værste fald misbruges mod borgerne selv.
Helt overordnet mangler vi en it-arkitektur, som forebygger brud på vores privatliv, når vi færdes i den digitale verden.
Som påpeget af Stephan Engberg, en af de førende specialister i digital sikkerhed i Europa, burde vi lave en arkitektur, som flytter ejerskabet af data til den enkelte borger. Så kun de nødvendige informationer om borgerne videregives, så delinger af data altid sker under borgernes kontrol, og så den enkelte borgers digitale adfærd ikke føres tilbage til den enkelte person, medmindre det er strengt nødvendigt.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.