100-året for Genforeningen sætter sit præg på mediebilledet, selvom mange af arrangementerne har måttet aflyses eller udsættes på grund af coronasituationen. Søndag aften begyndte DR’s store søndagsserie ”Grænseland”, som ikke i skrivende stund er tilgængelig. Men der er andre udsendelser og serier, som gør problematikken omkring identitet og grænseland nærværende.
En af dem er en serie af tre radiofortællinger på P1 under titlen ”Tys, tys, vi er tyske”. Første afsnit har overskriften ”skam” og giver et blik ind i en sønderjysk familiehistorie gennem søskendeparret Ella og Hans Jørgen Christian Bonnichsen. Det er en familiehistorie formet af livet i grænselandet. Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, siger på et tidspunkt, at man som barn af grænselandet er en ”hybrid mellem to kulturer”: på væggen i farmoderens stue hang billedet af Christian den Tiende, der red over grænsen, og faderen istemte med eftertryk Jeppe Aakjærs viser, men kunne også synge med på tyske drikkeviser. Både bror og søster bærer i deres navne familiens tunge arv: Hans Jørgen Christian er opkaldt efter sin fars tre brødre, der faldt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, og søsteren Ella er opkaldt efter sin moster, der døde under et bombardement af Hamborg i 1943.
Familiens helt store skam knytter sig til moderens bror Gustav, der meldte sig til Waffen-SS, gjorde tjeneste ved Østfronten og som fangevogter i kz-lejren Neuengamme, hvor de danske politifolk blev interneret. I 1946 blev han efter kort tid i arresthuset i Haderslev henrettet for sine forbrydelser under krigen. Det var en del af familiens historie, der blev fortiet og talt udenom, fortrængt og gemt væk. Skammen var for stor.
Det er Ella og Hans Jørgen Bonnichsen, der fortæller historien, mens historikeren Poul Duedahl perspektiverer og blandt andet taler om, hvordan fortrængninger og fortielser gjorde, at traumerne i mange familier blev nedarvet gennem generationer.
I en generationshistorie er Første Verdenskrig jo faktisk forbløffende tæt på. Duedahl giver også et perspektiv bagud i historien til 1840’erne, hvor det var kravet om folkestyre, der fordrede, at man kunne definere, hvem der hørte med til et folk. Det gav nye udfordringer i et grænseland, hvor man ifølge historikeren ikke tidligere var gået voldsomt op i sprog- og kulturforskelle.
Det er svært at sætte sig ind i de særlige spor og forhold, der karakteriserer grænselandet, hvis man ikke er vokset op med det. Man ender hurtigt med karikaturer af typen, som det korte afsnit af ”Den sorte skole” om Genforeningen, der blev vist på DR i sidste uge: ironisk distance og overlærerstemme og en speak om at ”heldigvis var det de andres tur til at være uheldige i krig”, da talen faldt på Første Verdenskrig. Det var under lavmål.
”Tys, tys, vi er tyske” kan noget helt andet, fornem og fin historieformidling med mennesker, der er berørt af historien.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.