For nylig kunne Kristeligt Dagblad berette, at hele 4 ud af 10 danskere mener, at enlige mænd skal kunne få børn ved hjælp af rugemødre, på samme måde som enlige kvinder i dag kan få børn med donorsæd fra enten en kendt eller en anonym sæddonor. Det er ligestillings- og rettighedstænkning for fuld skrue – pyt med den biologiske virkelighed.
Da vi i Det Etiske Råd behandlede spørgsmålet om rugemoderskab tilbage i 2013, gik et lille flertal af rådets medlemmer ind for, at altruistisk, det vil sige ikke-kommercielt rugemoderskab, bør være lovligt i Danmark, mens hele rådet på daværende tidspunkt var imod at indføre kommercielt rugemoderskab i Danmark.
Et stort mindretal, undertegnede indbefattet, tog klart afstand fra såvel kommercielt som altruistisk rugemoderskab. Det gjorde vi af forskellige grunde. For mig var – og er – den væsentligste grund til at være imod enhver form for rugemoderskab, at jeg ikke ønsker at reducere kvinden til at være et hylster for andres behov. Derudover mener jeg også, at rugemoderskab indebærer en krænkelse af det barn, der frembringes.
At ville sidestille enlige kvinder og enlige mænd i den aktuelle debat om enlige mænds krav på at få børn, er for mig at se helt på månen. Man kan ikke i ligestillingens navn fuldstændig se bort fra den biologiske virkelighed. For at en enlig kvinde kan få et barn, kræves – groft sagt – bare en sæddonor. Herefter er processen med graviditet og derefter fødsel ”helt normal”.
Som enlig mand er man derimod afhængig af en rugemor, det vil sige et andet levende menneske, der kan opbevare hans foster i ni måneder og føde barnet, hvorefter den enlige mand tager barnet fra rugemoderen. Jeg synes, det syn på kvinden – og på barnet – som ligger bag denne tankegang, er stærkt bekymrende.
Der er ingen tvivl om, at den særlige tilknytning mellem mor og barn under graviditeten er af afgørende betydning for barnets udvikling. Derfor er en aftale om rugemoderskab – uanset om den er altruistisk eller kommerciel – en etisk problematisk affære, da denne aftale repræsenterer en planlagt fjernelse af barnet fra den eneste mor, som barnet kender. Det er for mig at se temmelig naivt at forestille sig, at en sådan tvangsfjernelse af barnet ikke samtidig vil medføre en svækkelse af barnets muligheder for en harmonisk udvikling.
SUNDHEDSORDFØREREN for det nye regeringsparti Liberal Alliance ser, ifølge Kristeligt Dagblad, gerne en ligestilling mellem mænd og kvinder, når det gælder reproduktion. Jeg er helt med på, at det er politisk ukorrekt at tale imod ligestilling, men lige i denne her sag er det altså – undskyld mig – det rene nonsens at tale om ligestilling. Som jeg beskrev før, så er det jo to totalt usammenlignelige situationer, man her vil ligestille. Mænd og kvinder er nu engang forskellige, og mænd kan nu engang ikke føde børn (ikke endnu, i hvert fald).
Selvom jeg sagtens kan se scenariet med den ensomme mand sidst i fyrrerne foran husalteret, der savner et barn og savner en familie, for mig, så er det nu engang ikke alt, der hverken kan eller bør kunne lade sig gøre. Manden må se den biologiske virkelighed i øjnene og gøre en indsats for at finde en kvinde, der elsker ham, og som har lyst til at føde ham et barn.
I dagligsproget siger vi, at ”vi får børn”, ikke at ”vi tager børn”. Børn er med andre ord en gave og ikke en rettighed. Lad os ikke reducere livets gavmildhed til et retskrav – heller ikke i ligestillingens navn.
Christian Borrisholt Steen er foredragsholder og medlem af Det Etiske Råd. Cand.mag. og master i etik og værdier i organisationer.