Der findes få ting, børn er så glade for som at slås med de voksne. At være på kanten af undergang, men alligevel at overleve er rædselsvækkende fryd. Også for den voksne: Barnets undergang er jo også den voksnes undergang.
Der er tegn på, at det ældgamle ritual at slås, brydes med og lege fysisk med voksne er på vej ud af barnets univers. Dels besættes barnets tid nu af skærme, der gør dets krop passiv og afskærmet. Dels har vi voksne glemt, hvorfor slåskampens ritual var vigtigt.
Det var i kampens ritual, at man mærkede sin egen krop og oplevede den andens krop som andet end blot omsorg og tryghed, blødhed og medgørlighed. Kroppen blev udfordret i ritualet, den blev sat på spil, og den blev stærkere. Og barnet fik, ikke mindst, tillid til sin egen krop og tillid til, at den andens krop ville ham eller hende det godt.
Særlig hårdt er dette gået ud over de små piger. Vi taler i almindelighed om, at piger er gode til at ’sidde stille og lære’, mens drenge skal ’røre sig’. Imidlertid viser kliniske forsøg, at klæder man to babyer ud i henholdsvis lyseblåt og lyserødt, vil fremmede, uanset babyernes køn, løfte den blå op af vuggen. Den lyserøde baby får lov at blive liggende og får mundtlige komplimenter. Den lille piges krop afskærmes. Nok se, men ikke røre.
Her oplever pigen, at den eneste trygge kontakt med omverdenen går gennem synet og talen, ikke gennem kropslig kontakt. Ikke overraskende lærer pigen hurtigt at formulere sig mundtligt og lige så hurtigt at bekymre sig om sit udseende.
Forholdet forværres af, at de opvoksende pigers rum i reglen er helt feminiserede, domineret af beskyttende curling-mødre, bløde kvindelige pædagoger og skræmte mandlige lærere. Bekymringsindustrien har på dette tidspunkt reduceret faderen til den, der ringer til lægen, hver gang den skrøbelige lille pige har slået sig.
Når hun bliver teenager, er det for sent. Hendes krop efterlades ensom, isoleret og ekstremt sårbar. På dette tidspunkt vil enhver kontakt med en rigtig voksen, som ikke er pigens mor, kunne opfattes som en trussel.
Men slåskampens ritual var jo også mændenes mulighed for kontakt til børn, egne såvel som andres. At slås og tumle, konkurrere og knuse var en legitim måde at krydse en etableret afstand på. Den afstand er i dag en afgrund. Den unge piges ensomhed spejles nu ganske nøjagtigt i den enlige mands afmagt.
Både for vores egen skyld, men også for børnenes skyld, ligger der et særligt ansvar på mænd og mandlige sjæle. Vi skal vende tilbage til slåskampens gamle ritual og genoptage den konkrete, håndfaste kontakt til børn, vores egne og andres.
Igen bør vi følge nazaræerens eksempel: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Hvad gjorde Jesus egentlig ved sine små brødre og søstre for at skabe Guds rige midt i blandt dem? Jo, han rørte ved dem, og de blev raske.