Børn skal ikke være små konger og dronninger

Spædbørn dikterer med gråd og klynk forældrenes adfærd. Men når børnene bliver ældre, bør forældrene overtage styringen – for barnets skyld

"Det er forståeligt, at vi tror, at børn kan mere, end de kan (...). Men måden, deres hjerne træffer beslutninger på, er i overvejende grad præget af deres egne praktiske erfaringer med ting og forhold," skriver kronikøren. Genrefoto.
"Det er forståeligt, at vi tror, at børn kan mere, end de kan (...). Men måden, deres hjerne træffer beslutninger på, er i overvejende grad præget af deres egne praktiske erfaringer med ting og forhold," skriver kronikøren. Genrefoto. . Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Vi taler meget sjældent om, at børn skal frustreres, men det skal de, og læringen ved den tidlige kongeværdighed og den senere frustration, når den tages fra barnet, er uundværlig. 

I tidligere generationers familier med fem eller seks unger blev den yngste pillet af tronen, når han eller hun blev gammel nok til at være sammen med sine søskende i leg og arbejde. Store søskende skulle snart få lært den lille at kende sin plads i børnefællesskabet. Det skete gennem kontante tilrettevisninger – indtil de havde lært det.  Det, børnene lærte gennem sine søskende, kunne de bruge, når de besøgte andre familier eller i større forsamlinger. Når mange børn legede sammen, vidste de små godt, at de ikke skulle gå i vejen eller være frække, for så kunne der vanke. 

Det nyfødte barn er helt hjælpeløst, det bruger gråd og klynk til at fange de voksnes opmærksomhed. Når det lille barn græder eller viser utilpashed, giver forældrene det mad, en tør ble eller blot opmærksomhed. Viser barnet, at det vil tages op, tager forældrene det op. Viser barnet, at det ikke sidder godt hos en voksen, prøver den voksne at forandre sin siddestilling, indtil barnet viser, at nu sidder det godt. Forældrene prøver sig hele tiden frem for at få barnets utilpashed til at gå væk igen.

Som vi ser, er det barnets initiativ og behov for at pludre, mad, en ren ble, ro, hvile og opmærksomhed, der styrer, hvad den voksne gør. Det står på et par år, og den lille konge er skabt.

Læringen bliver følelsen af tillid. Barnet oplever, at forældre godtager, at det er sultent ved at give det maden. Det, som barnet føler eller oplever får gyldighed, det bekræftes så at sige af forældrene. Det får barnet til at tro på sine egne oplevelser og følelser af ulyst eller lyst. Det giver barnet tillid til sine egne behov og til de voksne, og hermed opbygges en grundlæggende selvtillid.  

Men på et tidspunkt, i to- til fireårsalderen – og helst gradvist – skal forældrene overtage styringen. Barnet skal lære at rette ind i forhold til andre uden at eksplodere i raseriudbrud, og forældrene skal kunne vise barnet, at det er dem, der bestemmer, hvad barnet må bestemme. De skal kunne tage autoriteten på sig, senest når barnet er fire år gammelt. Barnet har evnen til at lære sig netop den opgave: at give slip på magten. Det kan lære at udsætte sine behov og ønsker – eller helt afstå fra dem – og lide afsavn eller få noget andet. Her er et eksempel: Et barn vil have et glas vand af faderen. Han fortæller barnet, at han vil læse sin avis færdig, inden han giver barnet vand. Dér lærer barnet, at forælderen har et andet behov, end barnet har. Dermed lærer barnet mere om sine behov, og at andre har andre behov, end barnet har.                                     

Barnet vil blive vredt og kæmpe, men det skal det faktisk. Når det bliver vredt og raser, får forældrene lejlighed til at lære det at regulere sin vrede. Herunder at reagere forskelligt på alt, hvad der er blevet det nægtet at få eller gøre. Forældrene trøster, beroliger eller viser alternativer. Det er helt afgørende egenskaber at få med for kunne at begå sig i sociale fællesskaber.   

På dette tidspunkt i barnets liv er forældrene nødt til at overtage meget af autoriteten. Barnet evner ikke fortsat at være den, der styrer slagets gang. Barnet kan nu forestille sig mange flere ønsker og har meget større aktionsradius, men det kan ikke overskue, hvad det kan føre til. 

Endnu et eksempel: Noras far er med den fire år gamle Nora til forældredag, hvor de må tage et lille tøjdyr med i børnehaven. Nora vil have sit største tøjdyr med – det får hun med, for far orker ikke forhandlingen denne morgen. Han håber, de møder en pædagog, som kan ordne problemet. Det gør de ikke, så Nora sidder med sit kæmpe tøjdyr sammen med de andre børn med deres små tøjdyr. Nora bliver tiltagende utilpas, og far er heller ikke særlig glad. Han prøver nu at overtale Nora til, at de skal bære tøjdyret ud i bilen. Det går hun ikke med til; en sejr skal ikke spildes. Endelig kommer en pædagog og fortæller Nora, at de bytter tøjdyret ud med et af børnehavens små tøjdyr. Nora og far er bedre tilpas nu. Senere ude i garderoben, hvor børnene får overtøj på, kan man høre nogle forældre argumentere, overtale, begrunde udførligt, trygle, diskutere frem og tilbage med børnene om overtøjet. Nogle af stemmerne er trætte og opgivende.

Det er forståeligt, at vi tror, at børn kan mere, end de kan. Man har med rette talt om det kompetente barn; barnet har den største læringskapacitet nogensinde fra de er cirka nul til to år, og de er geniale til at gå i kontakt med andre. Det er en overlevelsesbetingelse for dem. Men måden, deres hjerne træffer beslutninger på, er i overvejende grad præget af deres egne praktiske erfaringer med ting og forhold. Det ved Noras pædagog, da hun giver Nora et lille tøjdyr i hånden og tager det store tøjdyr og fortæller, at den stiller hun ud i garderoben.                             

Barnet opererer med enkelte, praktiske årsagsvirkninger, så Nora forstår, hvad pædagogen vil. Børnenes forældre er gode forældre, der har sørget for, at børnene har fået en grundfæstet tillid i deres kongeperiode. Men en del tror, at de stadig skal følge børnene ønsker og initiativer. Når ønskerne er umulige at opfylde, prøver de at forklare og beklage sig fra det. Men børnene frustreres af lange forklaringer og undskyldende forældre med trætte miner. De aner et håb om at slippe, når forældrene ikke spænder dem fast, pronto, i cykelvognen, når de er sat i. Forældrene begynder omstændeligt at forklare, når de mærker den mindste modvilje. At blive placeret i cykelvognen og snakken forstår barnet, fordi det er to enkelte led. Men barnet stritter imod, når det tredje led, fastspændingen, udføres. Derfor forvirres barnet groft af omstændelige forklaringer eller af forældrenes venten på tilsagn fra barnet, fordi det ikke forstår det. Og barnets udvikling kan endog forsinkes, fordi det ikke kan få situationen på plads i hjernen.           

Barnet kan med tiden få et surt, utilfredst udtryk og et kommanderende tonefald, fordi situationerne og udfaldene er for mange og mangetydige. Barnet har desperat brug for forudsigelighed i sin læring, og det danner det sig ved en vis genkendelighed i situationer, der ligner hinanden. Det får barnet ikke, hvis forælderen konstant prøver sig frem med bedre forklaringer for at opnå barnets frivillige samarbejde.

Man ville gøre barnet en stor tjeneste ved at gøre klart, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er – og handle ud fra det. Faderen i eksemplet med tøjdyrene har gjort Nora en bjørnetjeneste; hun kan ikke tænke sig frem til, at det bliver ubehageligt at sidde med sit kæmpedyr i børnehaven alene, men det kan hendes far, og det skal han gøre. At skulle spændes fast i cykelvognen er heller ikke til forhandling, det kan barnet nemt forstå.

Men det er noget, barnet skal lære af andre eller sammen med andre: at få grundlæggende selvtillid og at kunne tilpasse og indpasse sig i forhold til andre mennesker og fællesskaber.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.