Børne- og ungepsykiatere: Vi har alle fordomme om psykiske lidelser – desværre

Vi er nødt til at tale om stigmatiseringen af psykiske lidelser og af psykiatrien. For vi er alle en del af den. Også lægerne. Den er simpelthen ikke længere

Hvordan kan det være, at det opfattes anderledes, hvis en psykiater lykkes med behandlingen af et ungt menneske med skizofreni, end hvis det lykkes en mavetarm-kirurg at fjerne en syg blindtarm?
Hvordan kan det være, at det opfattes anderledes, hvis en psykiater lykkes med behandlingen af et ungt menneske med skizofreni, end hvis det lykkes en mavetarm-kirurg at fjerne en syg blindtarm?. Foto: Sinitta Leunen/Unsplash.

Hvis man ikke har set DR-programmerne ”Psykiatriens dilemma” så skal man unde sig selv det. Især hvis man er beslutningstager og har det faglige oplæg for psykiatriplanen foran sig på sit bord. Det er bestemt ikke hygge-tv, men det er gode programmer, hvis man vil have indblik i, hvordan tingene står til, og hvilke aktuelle dilemmaer, psykiatrien står med. Der er intet nyt i det, og det er egentlig lidt nedslående.

Man skal have flere vigtige pointer med sig fra programmet. Blandt andet fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som i et af programmerne, der handler om de såkaldte ”lykkepiller”, siger, at Sundhedsstyrelsen fraråder brugen til unge mennesker under 25 år.

Han understreger også flere gange, at der er lavet vejledninger til læger, hvoraf nogle er målrettet psykiatere og børne -ungepsykiatere. De skal følges, og hvis man ikke følger dem, kan det få konsekvenser. Dette gælder især, hvis det har fået negative konsekvenser for en patient. Det lyder på en eller anden måde fornuftigt.

Det tror vi de fleste vil være enige i. Ikke mindst fordi vejledningerne bygger på den tilgængelige evidens. Derfor kommer nu den del, som får kæden til at springe af: det vi har fra myndighederne, er nemlig kun ”en vejledning”. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man følger dem, men de går ikke ind i det organisatoriske og økonomiske. Og er der ressourcer nok til at psykiatrien kan følge de anbefalinger? Nej, det er der ikke.

Derfor bliver det hver eneste læges lod at finde sin egen vej til, så godt som muligt, at følge et råd, der er endnu ældre end nogen officielle råd og anbefalinger: ”Stundom helbrede, altid lindre, altid trøste”.

Kan man trøste og lindre uden at tilbyde sammenhæng i forløb og overgange mellem sektorer? Det bliver også et nej og en mulig delforklaring på, at alt for mange medarbejdere forlader den regionale psykiatri og familierne opgiver at komme ind.

Hvis man går videre til hovedpointerne i tiårsplanen for psykiatrien og samtidig spørger nogle familier, hvad deres oplevelser er med psykiatrien, og hvad det ville betyde for dem, hvis der blev givet dette tiltrængte og meget store løft, så går noget igen.

Langt de fleste familier er så pressede af at skulle navigere mellem sektorer, at de slet ikke har overskud til at læse om psykiatriplanen – og så kommer vi direkte til den første anbefaling: Opbygning af et lettilgængeligt tilbud i kommunen til børn og unge i psykisk mistrivsel af ensartet høj kvalitet.

”Det ville måske betyde, at jeg ikke var slidt op som mor før vi overhovedet nåede frem til psykiatrien” svarede en mor om det. Det havde taget dem tre år at komme igennem.

Hun grundede lidt over det og fortsatte:

”Men nu står vi jo bare lidt samme sted som før, for der er ikke noget tilbud om behandling. Vi skal tilbage til kommunen for at få det”.

Hermed rammer hun ind i to andre væsentlige anbefalinger om, at vi både skal styrke tværfaglige og evidensbaserede miljøer og styrke indsatser til mennesker med svær psykisk sygdom.

Vi ved godt, at der ikke foregår tilstrækkelig behandling i psykiatrien. Det er simpelthen blevet skubbet mere og mere over i andre sektorer efterhånden som ressourcerne er blevet så få, at man har måttet vælge mellem udredning af fleste mulige eller behandling.

Den beslutning om mindre behandling i psykiatriens regi, blev taget af politikerne med indføring af udrednings -og behandlingsgarantien. Uden at der fulgte tilstrækkeligt med ressourcer med. Mere generelt må man spørge, om vi kan være sikre på nogenlunde kvalitet af det familierne tilbydes?

Vi tvivler, for denne ressourcemangel skaber en konstant tilstand af kamp for egen overlevelse. Så ophører samarbejdet mellem de forskellige sektorer, og det betyder, at alle taber. Mest af alt familierne, der søger hjælp – men også psykiatrien og PPR, der oplever medarbejderflugt på grund af arbejdsvilkårene.

Man kan ikke eksistere i et job, hvor man forventes at hjælpe og ikke har rammerne til at kunne gøre noget. Det er som den lidt slidte floskel om brandslukning – vi når aldrig dertil, hvor vi kan begynde genopbygningen. Der er altid brand et andet sted. Den smule man kan gøre, bliver til gengæld problematiseret i de førnævnte programmer om psykiatriens dilemmaer.

I disse programmer fortæller formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft, at en mand, der har været indlagt med skizofreni, kan forvente at blive 56 år.

56 år! Tænk hvis det var en somatisk sygdom, der havde den elendige prognose?

En tredje pointe i programmerne er, at psykisk sygdom hvert år koster den danske samfund over 55 milliarder kroner. Det beløb er så stort, at man næsten ikke kan fatte det. Så man bliver nødt til at spørge sig selv som politiker – har vi råd til ikke at gøre mere?

Tilbage til moderen fra før, hvis datter har fået tre diagnoser:

”Jeg ville ikke lægge ud med at give mit barn medicin, før andet var prøvet – og så fik jeg at vide, at vi ville blive afsluttet. Kan det virkelig passe? At vi så bare må klare os selv?!”.

Hun rammer igen lige i hjertet af problemet. For vi har faktisk andre former for virksom behandling. Men alt for sjældent tiden og ressourcerne til at bruge den. Nogle gange er medicin faktisk den bedste løsning, men hvis vi skal følge Søren Brostrøms anbefalinger, er det meget sjældent førstevalg i et sammenhængende og helhedsorienteret behandlingsforløb.

En anden meget uheldig tendens i og om psykiatrien er stigmatisering. Mange vil gerne tro, at de ikke ser skævt til psykiske lidelser, men det gør vi allesammen. Den er simpelthen ikke længere, og det bliver vi nødt til at forholde os til. Selv læger gør det.

Den ene af skribenterne fik følgende besked fra en kollega efter at have søgt ind i psykiatrien ”Jeg troede ellers, du skulle være læge”. Sagt med et glimt af humor, men også alvor. Hvordan kan det være, at det opfattes forskelligt, hvis en psykiater lykkes med behandlingen af et ungt menneske med skizofreni, end hvis det lykkes en mavetarm-kirurg at fjerne en syg blindtarm?

Vi tror, det skyldes uvidenhed, og at psykiatrien er så udsultet, at der kun kan foregå meget begrænset udvikling og forskning. Og så har vi nok desværre endnu ikke helt gjort os fri af troen på, at den patient med skizofreni har lidt mere skyld i sin aktuelle tilstand end patienten med blindtarmsbetændelse. Men hvad ville du helst selv rammes af?

Det bringer os til de sidste punkter: Vi har en meget stor opgave i forhold til afstigmatisering af psykiske sygdomme, og vi har en meget vigtig opgave i forhold til forskning og udvikling.

Der er allerede en del viden om, hvordan man bør behandle psykisk sygdom, selvom der fortsat er et stort behov for mere viden. Men den viden vi har, kan vi ikke bringe i spil. Så giv nu psykiatriens behandlere og patienter den psykiatriplan. Ikke dele af den, men den hele.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.