I artikler om depression i Kristeligt Dagblad omtales det, at mange, ikke mindst unge, i stigende grad føler sig presset psykisk, og at det kan føre til stigende psykiske vanskeligheder, som nogen kalder sygdom, og som af mange læger diagnosticeres som depression. Men hvorfor kalder mange, især psykiatere, voksende psykiske vanskeligheder for en sygdom?
Lige præcis den problemstilling, hvorfor det at være i større eller mindre psykiske vanskeligheder af mange, og naturligt nok især psykiatere, kaldes en sygdom – og ofte diagnosticeres som en depression – er ikke så lige til at svare fyldestgørende på.
Områdets triste og tyngede mennesker/mennesker med den i psykiatrien stillede diagnose depression er omfattende, komplekst og kontroversielt.
Det kontroversielle består blandt andet i, at hvis vi opfatter et trist og tynget menneske, der på forskellige måder er presset psykisk, som et menneske med sygdommen depression, placerer vi personen primært i lægefagligt, især psykiatrisk regi, og den ultimative behandling er så psykofarmakologisk: antidepressiv medicin, herunder de såkaldte lykkepiller (hvem har dog fundet på dette misbrugs- og salgsfremmende navn?).
På en anden side: Hvis vi fastholder som primær tilgang til triste og tyngede mennesker, at der er tale om mennesker i psykiske vanskeligheder på grund af hovedsageligt forskellige indtrufne omstændigheder, vil der være en lang række faggrupper, som både hver for sig og i passende samarbejde har mindst lige så gode bud på behandlingstiltag, som de har i den toneangivende psykiatri.
Desværre ønsker toneangivende psykiatere, og det samme gælder Sundhedsstyrelsen, sjældent at anerkende andre faggrupper, der arbejder med mennesker i psykiske vanskeligheder som ligeværdige partnere i tilgangen til behandling af personer – patienter – i psykiatrisk regi. Begrundelsen, den officielle, er ofte, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumenteret forskning på de pågældende områder. Men hvorfor tilstræber og sikrer man så ikke, at en sådan forskning iværksættes?
Mange, både inden for og uden for psykiatriens egne rækker, mener, at depressive mennesker med diagnosen depression og andre mennesker med diagnoser inden for det psykiatriske område bør sidestilles med mennesker med somatiske (legemlige) sygdomme. Mange psykiatere betragter psykiatriske sygdomme som sygdomme i hjernen, altså parallelt til somatiske sygdomme – i hjertet, nyrerne og så videre.
Der er dog også psykiatere, som ser anderledes på psykiatriske lidelser, altså at psykiatriske sygdomme ikke kun udspiller sig i biologiens forklaringsrum, men også i psykologiens og det sociales.
Et sådant bredere værdigrundlag hvilende på en ligeværdig holdning i forhold til biologi, psykologi og sociologi indebærer blandt andet, at psykiatrien skal afgive magt, bestemmeret, til andre faggrupper, og vil man ikke det, er man nødt til at fastholde det naturvidenskabelige værdigrundlag med parallellen til somatikken. Er tiden inde til et paradigmeskift?