Børnenes grundlovsdag: Alle børn har ret til et godt børneliv

I torsdags fejrede vi børnenes grundlovsdag for 22. gang. I år var temaet for fejringen ”retten til det gode børneliv”. Og det er et vigtigt fokus, skriver børne- og undervisningsordfører for Venstre

En undersøgelse fra Børnerådet viser, at hver fjerde barn i 7. klasse har været udsat for vold i hjemmet det seneste år. Hvert 11. barn har været udsat for grov vold. Arkivfoto.
En undersøgelse fra Børnerådet viser, at hver fjerde barn i 7. klasse har været udsat for vold i hjemmet det seneste år. Hvert 11. barn har været udsat for grov vold. Arkivfoto. . Foto: Jan Grarup/Ritzau Foto.

På mandag er det grundlovsdag. Og mens vi tænker på, hvor vigtigt det er at kæmpe for demokratiet og dets bærende institutioner, kan vi passende tænke over en anden vigtig sag, som ikke må gå i glemmebogen. I torsdags fejrede vi nemlig børnenes grundlovsdag for 22. gang. I år var temaet for fejringen ”retten til det gode børneliv”.

Det glæder mig, at vi får sat fokus på børns rettigheder. For selvom vi er nået langt, er vi ikke i mål. Selvom Danmark er et af verdens frieste samfund, og selvom jeg som mor ikke kan forestille mig et bedre sted for mine børn at vokse op, så må vi desværre erkende, at der fortsat er problemer med børns rettigheder – også herhjemme i Danmark.

Der er store problemer, som vi ofte ikke taler eller hører om. Problemer, der er brug for større fokus på.

Det er næsten 20 år siden, vi afskaffede revselsesretten og dermed ulovliggjorde vold mod børn i Danmark. Men til trods for at det er ulovligt at udøve vold mod børn, er fysisk og psykisk vold mod børn langtfra udryddet fra danske hjem. En undersøgelse fra Børnerådet viser, at hver fjerde barn i 7. klasse har været udsat for vold i hjemmet det seneste år. Hvert 11. barn har været udsat for grov vold.

Det er chokerende tal. Og bag tallene gemmer sig en barsk virkelighed. Det handler om vores børn og deres ret til et godt børneliv. Et børneliv uden vold og utryghed.

Når børns barndom præges af vold, kan det have alvorlige konsekvenser for resten af deres liv.

Vold forekommer i alle typer af hjem og i alle samfundslag. Rig eller fattig, chef eller arbejdsløs. Vold indebærer alt fra at tage hårdt fat i et barn til psykisk vold, slag, spark og andre grusomheder.

Det er vigtigt, at vi alle husker på, at det er muligt at opdrage børn uden vold. Intet retfærdiggør vold – og vold er aldrig en løsning.

Alle børn har ret til et godt børneliv uden vold og utryghed.

Anni Matthiesen er folketingsmedlem og børne- og undervisningsordfører for Venstre.